Må jeg ikke lige tage denne her? Jo, selvfølgelig. Det er min søn der har, kan jeg se, der har ringet et par gange.
Du tager den bare. Tre gange.
Så må der jo være noget vigtigt. Hey Nido. Hva så. Hvid skjorte. Hvad for en hvid skjorte? Nå, er det den der. Sådan en skjorte med knapper, der hang oppe på, den har jeg på. Jeg har nakket den. Nårh, blev du lidt bekymret. Den er kommet væk. Nå, okay, det er jeg da ked af. Den hang der og jeg tænkte. Okay, jeg låner den lige. Nå, den grå. Jeg har sgu da ikke nogen grå. Jo, den hænger op. Den anden jeg lånte, den hænger mellem mit tøj. Ja, hvad skal du Combino? Husk panten. Jaaaa. Hyg dig og pas godt på dig selv. Bye.
I anden del På flugt er Maha kommet til Danmark. Han sendes fra et flygtningecenter til et kollegium og skal nu begynde et helt nyt liv i et fremmed land. Samtidig holder han kontakten til familien, der stadigvæk er tilbage i Libanon. Det her er fortællingen om den første tid i sikkerhed.
Vi lander i Rødby, og det er et nedlagt plejehjem, som man har lavet om til en flygtningecenter, og der skal vi bo, familier med børn og unge. Da jeg så går ind i det værelse, jeg skal dele med en anden. Til min overraskelse, så står min, min mosters mand. Altså ham vi boede sammen med i den lejlighed, da vi flygtede. Ham kender jeg jo godt fra Libanon, da jeg var ung. Hvad laver du her? Jamen, jeg laver det samme, som du lavede. Du sendte jo et brev til din far og fortalte om, hvordan tingene var. Og det har han så fortalt os og alle mulige andre. Og så tog jeg bare den samme tur, som du tog. Og her står jeg. Nå, det var jo en trøst, at der var en jeg kendte.
Så du endte simpelthen på værelse sammen med en fra din familie.
Ja, i hvert fald sådan lidt langt ude i familien. Han var ti år ældre end mig, og han havde lovet min mor og min far, at han skulle nok finde mig, da jeg var i Kalundborg, der kom jeg i kontakt med min far. Der ringede jeg til dem en gang om ugen, og jeg sendte breve til ham.
Og hvordan gik det med dem? Så de var jo tilbage. Din mor og søskende.
De boede jo stadig i den lejlighed hos min morbror, og min far arbejder stadigvæk i Emiraterne. Men et halvt år, så sender de min min bror efter mig. Ikke ham nummer to. Vi var fire brødre. Mig og ham ballademageren. Og så nummer tre. Og nummer tre hedder Jamal. Så sender de ham, fordi ham nummer to, han vil ikke flygte fra Libanon, han vil bare blive, og han skal ikke til Europa. Så Jamal, som er 16 år, bliver også sendt alene et halvt år efter mig. Men der er jeg kommet videre, også fra fra Rødby. Vi er i Rødby en hel måned. Et mærkeligt sted, et nedlagt plejehjem midt på en sukkerroer mark, og der er ikke andet end marker. Og så kan man tage en bus til Rødby by for at handle, og så kan man komme tilbage til det her center, der er. Dansk Flygtningehjælp står for undervisning.
Og hvor lang tid har du været i Danmark på det her tidspunkt?
Der er nok gået fire fire fem måneder, hvor jeg er i Rødby, og vi møder lidt den lokale befolkning, som aldrig som i aldrig har set sådan nogle som os. Så der er nogen, der hader os, og der er nogen, der er helt vilde med os. Dem der hader os lidt ældre og dem der er helt vildt med os det de unge, piger. Så der kommer også unge piger, og der er jo ikke en skid at lave. Vi laver mad, vi drikker øl, hygger os, går tur og så er det hjem, og så kommer der nogen på besøg. Derefter den månedstid, så får vi at vide nu skal I videre igen, men den her for sidste gang, for nu er det jo så at I skal sluses ud til de her kommuner, hvor I skal bo. Nu skal jeg til en by, der hedder Ringsted, og det er der, jeg skal bo, og det er Dansk Flygtningehjælp, der tager imod mig, og nu skal jeg sige farvel til mange mennesker.
Dog er der en familie af dem, af dem der er med i Rødby, der skal med mig til Ringsted. Så den her bus samler nogle familier fra andre centre, fordi umiddelbart man bliver fordelt fra forskellige flygtningecenter til den by man skal til. Så vi bliver samlet fra forskellige byer, og alle os der er i den bus, skal til Ringsted, og en af familierne fra Rødby er også med i den bus, og så lander vi i Ringsted. En eller anden bygning det tager imod os, når en nogle fra Dansk Flygtningehjælp, og familierne får fordelt nogle lejligheder i den her bygning, og det fortæller os, at der er en sprogskole i bygningen, og de har kontor i stueetagen. Sprogskole og Dansk Flygtningehjælp kontor. Og vi skal bo ovenpå. Men også de tre eller fire unge får at vide, at vi lige skal vente, fordi der kommer os andre. Så de skal sige, hvor mange familier der er, fordi de skal bo der først. Så vi sidder og venter i nogle timer, og så får vi at vide, om vi skal alligevel ikke bo der, fordi der er ikke plads til os.
Men at os de unge enlige skal videre til en by, der hedder Haslev, som ligger 20 minutter fra Ringsted, og der skal vi bo på et kollegium, og de forklarer, hvad et kollegium er. At det er et sted for unge, der læser, og jeg tænker fedt man altså hvorfor ikke? Det ville være dejligt at bo et sted, hvor der er unge mennesker et sted for at bo på et flygtningecenter. Så bliver vi hentet af tre eller fire og bliver kørt til Haslev. Og det er aften, og der er en gut, der hedder Mogens Stilhoff. Han gjorde et stort indtryk på mig, og Mogens er måske også i 30'erne, der har hæs stemmen. Har skæg. En typisk 80'er socialist dansker. Fløjlbukser. Små smøger. Du ved det. Det er Queens eller Kings. Og Mogens er meget sød og flink, og han forklarer os, at vi skal bruge på det her værelse, og det er dem, der bor der. De unge studerende og jeg ender det her kollegium. Det er sådan en firkant med værelser rundt omkring, og hver hjørne er der et køkken, og det er så et fælleskøkken, der tilhører det her.
10 værelser og jeg lander i rød køkken, opdager senere hen, at der er rød, gul, grøn og blå, men umiddelbart er dem, der bor i rød køkken. Det er sådan nogle gamle socialister og dem der bor i gult køkken. Det er sådan nogle festaber. Dem, der bor i grønt køkken, er sådan nogle gamle hippier og dem, der bor i blå køkken siger jo sig selv. Sådan lidt mere konservative nørder og lignende. Så jeg følte, at jeg faldt på det rigtige køkken. Det røde køkken der.
Så du lander simpelthen på det her kollegie i Haslev. Haslev i Vestsjælland.
Er jo en lille by.
Det er virkelig en lille by.
Og det er også en by, der kan der være hjemstavn for Indre Mission. Sådan religiøs? Det mærker jeg jo ikke ret meget til. Jo, der kommer nogen fra kirken og banker på og vil byde os velkommen som flygtning og tager os med i kirken til en aften, hvor det kirkefolk vil hilse på os og byder os velkommen. Og det er meget sødt af dem, og de spørger os til vores religion, om vi var muslimer, og om vi ved noget om Jesus. Og jeg siger Selvfølgelig ved vi da det. Han er palæstinenser, han er født i Betlehem, og de bliver jo sådan helt overrasket. Nå, jamen det er rigtigt. Hvorved I det fra? Det ved vi, fordi det ved vi jo fra vores religion. Jo, han er jo også en profil i vores religion. Nå, okay. Og så får vi jo snakket frem og tilbage, og jeg forklarer om os palæstinensere, at det var mit første foredrag faktisk, og mine bedsteforældre flygtede fra Palæstina. Og så siger det mig Det vil vi gerne skrive om i vores kirkeblad.
Nå ja, I skriver bare. Vi spørger om, hvad vi laver. Og så siger Jeg kan godt lide at tegne. Vil du ikke tegne noget til en forside til kirkebladet. Jo, det kunne jeg godt. Så jeg lavede en fin tegning inspireret af en tegning, jeg har set af en palæstinenser, der har siddet i fængsel. Israelske fængsler. Der er en del palæstinensere. Der var to kunstnere, der var fængslet, som tegnede på lommetørklæder og smuglede tegningerne ud. Og det er sådan meget inspireret patriotisk tegninger. Men den der tegning kan jeg huske. Det er, hvor Palæstina kortet er korsfæstet på korset og har et Palæstina tørklæde på. Og de synes de. Det var jo meget stærkt signal, at Palæstina og palæstinenserne er blevet korsfæstet som Jesus. Det var de meget jublende over. Det havde de det helt fint med. Så det fik jeg på forsiden og den blev husstandsomdelt.
Hvordan er det ellers at lande i Danmark? Nu har du jo boet forskellige steder og mødt en masse forskellige mennesker. Hvordan har du det på det her tidspunkt?
Jamen, jeg havde det godt. Jeg følte, det var hyggeligt, der hvor vi boede. De her unge mennesker kunne lære mig en del. Jeg begyndte på sprogskolen. Den lå i Ringsted, så vi tog bussen hver dag. Os tre gutter, der boede på kollegium. Dengang kunne man ryge i bussen, og det var fedt bare at sidde på bagsædet der og drikke kakaomælk og ryge smøger. Og der var en mønttelefon. Der kunne jeg ringe til min far og mor. Altså hos naboen. Og de kunne ringe til mig, så jeg kunne høre deres stemme hele tiden. Og der fortalte min far Nu skal du høre, nu kommer din bror. Hvad for noget? Ja, han kommer, og jeg kommer også og siger Hvornår kommer du? Det vidste han ikke. Kan jeg bo hos dig, siger han, og jeg tænkte Fuck, hvor skal vi bo henne på kollegiet, fordi kollegieværelset var et værelse med en indbygget enmandsseng, et skrivebord og et skab og et toilet. Der var ikke bad.
Der var fællesbad. Og det fællesbad ville jeg ikke udsætte min far for, fordi der var ikke gardiner. Det var ikke kønsadskilt. Det var bare et badeværelse med brusenicher, som som ikke var lukket. Jeg fik jo selv et chok, da jeg skulle tage et bad første gang. Så stod der en nøgen kvinde eller en pige og en ung pige og siger Hvad laver du her? Jeg tager skal tage et bad, og du kan ikke stå her og siger jo, her i Danmark det fællesbad, der tager vi bad sammen. Det vil jeg ikke udsætte min far for. Så jeg tænkte Nej, min far kom, og hvor skal han sove, og hvor skal han være? Han skal jo være i flygtningecenter. Jeg havde jo også hørt, at hvis man har familie, der har asyl, så kan man også bo hos dem, selvom man er ankommet som ny flytning. Og det vil min far sikkert bo hos mig. Jeg kan ikke bo her. Så jeg begyndte at spørge folk om at flytte Dansk Flygtningehjælp.
Jeg skal. Jeg skal ikke bo på kollegiet, ellers havde det jo rigtig fedt på kollegiet også en palæstinensisk familie, som de fik en lejlighed og dem har jeg kender jeg jo indtil i dag. Vi er gode venner, kristne palæstinensere. Men for palæstinensere er der jo ikke forskel på, om man er kristen eller muslim. Men det var fedt at have en forbindelse til en familie, far og mor og børn, fordi så kom jeg hjem hos dem og følte ligesom, at jeg havde en familie.
Ja, fordi hvor meget savnede du det.
Du ved nogle gange så glemmer man, fordi man har travlt med venner og skole. Og så er der jo det her ensomme aftener eller tidspunkter, hvor du sidder alene og tænker Ej, hvor jeg savner min far og mor og søskende, hvor jeg savner Libanon. Og jeg savner mine venner. Jeg savner hele mit liv og også haft nætter, hvor jeg lå bare og græd, fordi ville jeg jo kunne sige dem igen? Ville de kunne komme? Og alt det her kørte rundt i hovedet.
Du var også 18 år gammel, og der er man jo også, synes man jo også det er spændende, at verden åbner sig op og sådan noget, men alligevel. De levede jo også et sted, hvor at de var udsat.
Lige præcis. Men det var en lettelse, at jeg havde kontaktet dem hele tiden. Jeg skrev også breve. Så fik jeg også adressen på min fætter i Canada og morbror i Saudi-Arabien. Så begyndte det også at skrive til dem. De hjalp mig også at vedligeholde mit arabisk. Du ved, jeg er bare skrev brevene på arabisk, at de sendte mig breve. Så følte jeg mig ikke så ensom. Det var en glæde at åbne postkassen, så på den måde holdt jeg mig selv ligesom i kontakt med familien for at fylde tomheden.
Men din bror kommer så til Danmark.
Så ringer den der skide telefon mønttelefon på kollegiet siger Hallo, der er du ved, den der telefon ringer, hvis der er nogen, der hører den, så går de ud og tager den. Hvad? Hvem skal du have? Jeg skal snakke med Maher i værelse nummer et eller andet. Så kommer de og banker på. Der er telefon til dig, og så tager jeg telefonen, siger Hallo, det er Maher. Så siger han. Hej. Det er Jamal. Så siger jeg Nå, hej. Fedt. Hvordan går det? Siger han. Og han har sådan Du ved sådan lidt Jamen jeg er i Danmark. Hvad for noget? Ja ja, jeg kom i går til Danmark. Jeg er i Sandholmlejren, hedder det. Okay, er du Sandholmlejren? Nå, hvor er min far? Hvor er mor? Er de kommet? Nej, nej. Det var meningen, min far skulle komme, men han tænkte nej, han ville sende mig først. Så må jeg jo komme til Sandholmlejren. Det var en glæde, at nu var min bror kommet til Danmark.
Jeg kunne ikke vente til dagen efter. Jeg skulle ikke på sprogskolen. Jeg skulle bare til Sandholmlejren.
Hvordan var det at se ham igen?
Jamen, det var en stor glæde. Og han var også glad. Han var jo kun 16 år, så han var også meget usikker på, hvad der skulle ske. Men der gik ikke lang tid. Jeg tror, der gik et par dage, så flyttede vi ham til Haderslev. Altså hvorfor? Og selv om han havde sagt det der Min bror bor i Haslev ved Ringsted. Jamen det skulle de nok kigge på. Så han var jo derover en månedstid ligesom det måneder jeg var i Rødby. Men der var jeg jo så tænkt lidt fremad. Nu kommer min bror. Han kunne bo på kollegiet, men jeg ville flytte til Ringsted, fordi det var en større by. så jeg spurgte folk på sprogskolen, og de spurgte flygtningevenner. Der var noget, der hed flygtningevenner, ligesom det i dag hedder Venligboerne. Og der var en, der hed Hun var folkeskolelærer. Helle. Og hvad hed hende, der var byrådsmedlem? Jeg elskede dem. Jeg kaldte dem min danske mødre, fordi de tog virkelig godt af os og lærte os mange ting.
Så sagde jeg dem Vil du bo hos nogen? Jeg er ligeglad. Jeg ville bare til Ringsted. Så fandt de et værelse hos en, der også hed Mogens. Han var fraskilt, boede alene i et hus, så jeg fik et værelse hos ham på første sal. Og det var sådan et hus fra 70'erne, du ved, med gule og brune fliser. Flot. Dengang ik. Syntes man. Og Mogens skulle ikke tale engelsk. Han talte kun dansk, så jeg var tvunget til at lære dansk og snakke dansk. Og der havde min bror fortalte jo Røde Kors, at jeg boede i Haslev ved Ringsted, men jeg var jo flyttet til Ringsted, og så tænkte jeg, når han skal omdirigeres, så vil det sende ham til Ringsted. Næ, det sendte ham til Haslev til kolligiet selvfølgelig. Men så fik han lov til at bo på kollegiet. Jeg tror han boede der et par måneder og så sørge for, at Dansk Flygtningehjælp flyttede ham til mig. Så han flyttede og boede sammen med mig hos Mogens.
Og det var. Det var hyggeligt. Altså nu var jeg jo sammen med min bror. Jeg boede hos Mogens, som var rigtig, rigtig sød ved os, selvom vi var lidt stride. Drak hans øl nogle gange og brugte hans telefon og ringede hjem. Det var dyrt for ham, men så betalte vi ham lidt penge. Men så blev han glad, hvis vi lavede hummus nogle gange. Og han arbejdede med asfalt, og det var sådan hårdt fysisk. Han var bomstærk, men han stod op tidligt om morgenen ved 4 5 tiden. Han havde en rutine, stod op, tog et bad, lavede kaffe, drak to kopper kaffe. Så spiste han franskbrød med smør og ost, to eller tre af dem og lavede madpakke. Og det var rugbrød med leverpostej og en stor madpakke. Så tog han på arbejde. Så kom han hjem ved to tiden og var fuldstændigt træt. Så tog han et bad igen, sad i køkkenet og læste avis og drak kaffe. Så gik han ud i haven og arbejdede lidt i haven, og så lavede han mad, og han boede jo alene.
Han spiste godt, må jeg jo sige. For eksempel hvis han lavede nogle gange, lavede han frikadeller. Så lavede han sådan 10 frikadeller og masser af kogte kartofler. Og han sad bare og spiste. Han spurgte. Han satte sig. Vi kunne spise det, men det var jo grisekød. Det meste af det sagde Nej, nej, vi spiser ikke gris. Så lavede vi vores egen mad. Men han lærte os nogle ting, du ved. Og Mogens. Klokken syv gik han ind i stuen. Tændte for sit Bang & Olufsen fjernsyn og satte sig i lænestolen for at se nyheder. Og da nyhederne var midtvejs, så faldt han i søvn, og så tit gik jeg ind og vækkede ham, og siger Mogens. For jeg vil jo gerne se fjernsyn. Nå ja, han skal i seng. Han er træt. Ja. Godnat. Godnat. Så gik han i seng. Typisk ved 8 tiden var han smuttet i seng. Så kunne jeg jo overtage fjernsynet. For ikke så lang tid siden fik jeg nogle billeder af hans datter.
Hun fandt mig på Facebook, så sendte mig nogle billeder af hendes far havde taget af os i hans have, hvor vi sad og skålede, og han lærte mig at cykle og reparere cyklen. Så hun sendte mig alle billederne, og hun sagde, at jeg skulle hilse fra min far. Han er 82 år nu, og han har det godt.
Og hvor lang tid boede I hos Mogens?
Det kan jeg ikke huske, for så mødte jeg jo en dansk kvinde, som vi blev kærester og flyttede sammen med hende.
Hvor møder du hende henne?
Hun boede også på kollegiet, men jeg flyttede jo så til Ringsted, og hun blev boende på kollegiet.
Så du får en dansk kæreste.
Og bor i en lille lejlighed. Men så bliver min bror boende hos Mogens alene. Det vil sige, der er gået et år nu, fra jeg kom til Danmark, til jeg er flyttet ud, og min bror bor hos Mogens. Så ringer min far til mig og siger til nu skal du høre, vi skal til Danmark. Du skal gøre mig en tjeneste, fordi vi vil ikke med tog af hele den tur. Vi vil bare flyve direkte til Danmark. Men det kan I jo ikke. I har ikke visum. De lukker jer ikke ind. Det skal jeg ikke bekymre mig om. Jeg skal bare gøre, som han siger. Du skal finde et sted, hvor du kan sende telefax og siger jeg ja, hvad skal jeg skrive? Så siger han. Jeg sender dig et brev, hvor der står den tekst på engelsk, du skal skrive. Det gør jeg så. Han sender mig det her brev. Jeg tager ind til København, hvor der er et postkontor. Går jeg op og siger, at jeg skal sende en fax, og man betaler efter, hvor mange minutter eller linjer, og jeg sidder og skriver det her brev.
Det her brev er jo fake brev, hvor der står, at det er udstedt af Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet af Danmark. At min far, hans fulde navn og min mors fulde navn og mine søskendes fulde navn har opnået asyl i Danmark og har fået opholdstilladelse den dato og den dato, og at de kan rejse til Danmark. Far, hvad har du gang i? Men jeg kan ikke diskutere med ham. Han sagde bare, at jeg skulle sende det af sted. Det tog han jo ned til et rejsebureau, fordi det libanesiske flyselskab, der hedder Middle East Airlines. De fløj direkte rute til Danmark. Så han gik til deres kontor og sagde Jeg vil gerne købe billetter til mig og min familie. Der er navnene. Så siger de til ham Har du opholdstilladelse? Eller har du visum? Så viser han dem den fax og ham, der sidder der siger. Hvad er det for noget? Jamen, det er jo vores visum. Det har vi lige fået fra Danmark. Det den er jo ikke stemplet eller noget.
Det var ikke dit problem. Jo, fordi hvis I lander i Danmark og ikke har visum, så får vi en bøde. Det får I ikke, fordi det her, det er visum. Ham manden, han er sådan usikker. Så min far han stikker ham 50 dollars. Så skal du ikke være så bekymret. Så udsteder han billetterne. Og min far kontakter mig. Der ringer han og siger Nu kommer vi til Danmark. Den dag lander vi i lufthavnen. Så ringer min telefon. Og så er der en politimand, der snakker med mig fra Københavns Lufthavn og siger din far og mor og søskende står her, med en falsk telefax, som de påstår er en opholdstilladelse. Og selvfølgelig, nu har de søgt om asyl. Vi kan ikke sende dem tilbage. Vi er ved at gøre dem klar og sender dem til Sandholmlejren. Yes, tænker jeg. Fedt man! Egentlig skal jeg forenes med min familie, men det her år har jo måske for mig virket som ti år, så mig og Jamal sætter os i toget, tager vi ind til Saltholmlejren, som lå i Nordsjælland eller sådan noget, og så tager vi derover.
Og der er det store øjeblik, altså at se min mor og far. Det har altid været sådan, at min far har vel ikke den der kærlige forhold til ham. Jo, vi elskede ham. Han elsker os. Men det var mor, der var. Far. Han var sådan manden Jeg var stolt af at sige Min far. Han var stolt af mig, sagde han. Jeg sagde til dig det lykkedes, og du gjorde det godt, hvis du ikke havde gjort, så var vi ikke og. Men min mor, hun var bare kærlighed. Og med det samme spørger hun Har I spist? Skal I have noget at spise? Mor, vi har spist, så vi tilbringer hele dagen sammen med dem i Sandholmlejren. Og så siger jeg til dem jeg skal snakke med Røde Kors, hvor de end flytter jer, skal de ikke flytte jer langt væk? Men der går faktisk ikke ret lang tid. Der går måske en måned. De flytter dem til ude ved Esbjerg. Det hedder Ho ude i vandet der. Der er en eller anden flygtningecenter, som de skal bo i.
Det var en Tvind skole, de skulle bo i, også den der måned, hvor de skulle integreres, og da det endelig fik opholdstilladelse, så kontaktede jeg faktisk Dansk Flygtningehjælp og sagde, at nu skal min familie ikke sendes alle mulige steder, hvis I vil, så send dem til Ringsted, fordi vi bor i Ringsted. Mig og min bror. Det gjorde de så, og de sendte dem faktisk og boede i den samme bygning, hvor jeg ankom til første gang. Altså der hvor der var sprogskole og og lignende. Der fik de jo en lejlighed og fik lov til at bo der. På det tidspunkt, det hele var perfekt. Nu var mine forældre og mine søskende i Danmark, og de boede lige ved siden af mig.
I sikkerhed.
I sikkerhed. Min mor var lykkelig. De boede lige over vejen. Jeg boede i en ungdomsbolig i Ringsted, og man skulle bare krydse vejen, så var man ovre.
Hvad sagde de til, at du havde fået en dansk kæreste, som du nu boede?
Det var de ikke helt tilfredse med. Og vi var ikke gift, og det var haram og lang historie. Men hun prøvede. Jeg prøvede at sige Jamen, det er sådan, det er i Danmark, og jeg skulle høre for det hver gang. Min mor Det går altså ikke, det her. Du skal giftes med hende. Jeg skal ikke giftes med hende. Vi er bare kærester. Vi bor sammen. Sådan gør man i Danmark. Men til sidst du ved, så acceptere de det. Så snakkede vi ikke mere om det. Men det var en fantastisk tid, fordi det var der, at jeg følte ro inde i mig. Og mine forældre begyndte også at mødes med andre familier, altså palæstinensiske familier i Ringsted, og en af de familier var jo den familie, der kom sammen med mig fra Rødby. Og de blev rigtig gode venner. Og jeg er faktisk gift med deres datter i dag.
Okay, så alle.
Kan bare gå rundt hele vejen, og så ender man jo et sted man aldrig havde.
Ja.
Min kone, som jeg har været gift med i 26 år.
Hvordan finder I sammen?
Jeg møder hende hjemme hos mine forældre efter mange år, hvor hun er på prøve her. Hun har boet sammen med mig i Rødby med sine forældre. De boede i Rødby sammen med mig, men hun var jo bare en lille pige, og jeg var bare en teenager, så jeg. Det betød jo ikke noget. Det var først, jeg møder hende hjemme hos mine forældre. Der er hun jo 20 år, og der tænker jeg hold da op en flot pige, hvem er det? Og så siger min søster Jamen det er jo Hala. Uha, jeg skal have Halas telefonnummer, skal jeg. Det er jo sådan nogle ting, man aldrig nogensinde kan forestille sig. At det kan gå den ene vej eller den anden vej.
Og nu har du så boet i Danmark i over.
Ja, over 40 år. 9. Juli 2025. 40 års jubilæum. Jeg plejer hvert år at lave et opslag på Facebook, hvor jeg skriver den her lange tur. Det er en del af den her første kapitel, du har læst. Der har jeg lavet det som facebookopslag engang. Og folk, den blev delt. Fordi den fortæller jeg jo den her historie om, en ung mand, der flygter. Men i år har jeg ikke haft energien eller lysten til at skrive på grund af alt det, der foregår i Gaza. Og jeg tror også, jeg har været lukket ude af Facebook, så jeg kunne ikke skrive noget.
Og hvordan er det? Fordi en ting er, at det er noget, som dig og din familie har haft med jer i generationer på en eller anden måde. Men det der sker nu, er jo ekstremt.
Ja, men man kan jo sige, at det er en del af en palæstinensers liv jo. Fordi det, der er sket efter syvende oktober er jo ikke noget. Altså palæstinensere har været igennem utallige krige siden 48. Både i Palæstina og efterfølgende i Jordan. Og i Libanon. Altså flere krige, Intifada 1, Intifada 2, Gaza, flere krige i Gaza. Så det er jo. Men den her gang er anderledes. Altså tingene er anderledes.
Hvad synes du, der er anderledes nu?
Det der er anderledes, det er, at det starter med, at hele verden har et indtryk af, at det er palæstinenserne, der går for langt og begår terror og det ene og det andet. Til at vi i dag, vi står over for den rene sandhed over, hvad Israels intentioner er. Det kan vi jo bare alene se på Vestbredden. Det sidste udmeldinger, at det ville annektere hele Vestbredden, det har aldrig handlet om syvende oktober. Det har altid handlet om at fordrive palæstinenserne ud af det land. Tostatsløsninger og hvad skal palæstinenserne, og fredløsninger? Og det har aldrig været et ønske for den zionistiske regering. Men der har jeg som palæstinenser har jeg jo bare måttet leve med det hele tiden. Men det er jo bare en påmindelse. Det er en vedvarende traumer, man har. Det kan folk ikke forstå. Når jeg diskuterer med folk på Facebook og det, der virkelig pisser mig nogle gange, at der sidder en eller anden tastaturkriger, som er født i smørhullet, Danmark, som sidder på sin lækre sofa og måske sidder og drikker en varm kakao og har adgang til Facebook, og han eller hun kan sidde og sige til mig Der er ikke noget, der hedder Palæstina.
Det har aldrig eksisteret. Benægter du min eksistens? Du kan ikke tage den følelse ud af mig. Det jeg føler, som palæstinenser. Jeg er ligeglad med, hvad der står i historiebøgerne. Jeg er ligeglad med, hvem der kom først. Jeg ved bare, at mine forældre og mine bedsteforældre. Og det kan gå flere hundrede år tilbage. Har altid boet i Palæstina og har tilknytning til Palæstina, og det kan du bare ikke komme og sidde i en eller anden landsby i Danmark, fordi du har frustrationer over et eller andet, eller at du er islamofob eller hvad du er, kan tillade dig at sidde og benægte min eksistens eller sige til mig. Rejs hjem til der hvor du kommer fra, hvis du vil. Du skal ikke føre din krig i Danmark. Men kære ven, det er jo det, jeg gerne vil rejse hjem. Men jeg har jo ikke noget hjem. Før i tiden var jeg meget diplomatisk, men det har jeg. Det gider jeg ikke være mere. Folk skal vide, hvordan tingene er, og man kan ikke bare sidde bag skærmen og skrive hvad som helst til folk.
Vi har følelser. Altså, jeg tilhører et folk. Vi føler den her følelse. Vi er et folk. Jeg er ligeglad med, hvad der står i bøgerne.
Der er også en grund til I hedder palæstinensere.
Selvfølgelig der altså historisk set. Filisterne. Og filisternes land. Og det var ikke bare faldet fra himlen. Åh nej, det er jo noget, man har opfundet efter det engelske mandat i Palæstina. Og I er bare nogle gamle arabere, der er kommet til. Nej, jeg gider ikke den der snak. Jeg er ligeglad med fortiden. Jeg forholder mig til mig nu og det mennesker, jeg er en del af. Den følelse kan du ikke tage fra mig. Så ja.
Nå, men det hører vel med til at have en historie, hvor du har været på flugt?
Ja, og mine bedsteforældre har været på flugt. Mange af mine venner har været på flugt. Palæstinenser har været på flugt siden 48.
Får du lyst til at flygte fra Danmark nu? Altså, jeg synes jo bare som dansker eller hvad jeg er. For jeg er ikke kun dansker. Hvis jeg tager en gentest, så er jeg mange forskellige ting. Men den racisme som der er, som der ligger under alt det her.
Ja, jeg vil sige, at det er ikke så sjovt mere. Jeg har ikke den samme følelse, som jeg har haft for 20 år siden, hvor jeg følte mig mere dansk og en del af Danmark. Men på den anden side kan jeg jo også glæde mig og føle kærlighed af alle de danskere, der støtter op om Palæstina. Altså alene de her demonstrationer. Altså den sidste demonstration over halvtredstusind mennesker. 80 procent af dem er etniske danskere i alle aldre, og selv om der er nogen af dem. Men det er jo kun københavnere og venstrefløjsfolk. Nej, det er det ikke. Jeg har snakket med rigtig mange. Jeg har været til mange demonstrationer og snakker med folk, fordi jeg er interesseret i at høre. Der er ganske almindelige dansker fra alle samfundslag, der støtter op om palæstinenserne og palæstinensernes ret til at eksistere og at leve i fred. Men det har ændret sig på den måde at se, hvordan Danmark som et system og som en regering, og hvor meget den zionistisk lobby har at sige i Danmark, selvom at jeg læste forleden.
Jeg kan ikke huske, hvem én af disse højrefløjs. Jeg tror I virkelig på, at vi bliver betalt af zionisterne for at tale deres sag? Vi gør det af hjertet, og vi gør det, fordi vi elsker Israel. Jeg har ikke sagt, at du er betalt, men din holdning har du baseret på hvad? Hvor er din tilknytning til Israel, eller hvorfor kan du se israelernes lidelser? Men du kan ikke se palæstinensernes lidelser?
Hvor meget følger du med af alt det, der bliver dokumenteret i Gaza lige nu?
Jeg kan ikke følge med mere.
Kigger du på videoer?
Nej, jeg prøver at undgå dem. Jeg kan ikke. For ved du hvad der sker. For hver gang jeg ser en video, der gør ondt på mig, så skriver jeg noget grimt på Facebook eller på andre medier. Fordi jeg kan ikke. Altså nogle gange jo, så kan jeg omformulere mig faktisk akademisk. Eller jeg kan skrive noget rigtig fornuftigt, men jeg kan ikke kontrollere min vrede. Og så kan jeg skrive noget, som folk kan misforstå, fordi det gør ondt. Det gør virkelig ondt. Altså at sige, at vi er i 2025. Hele verdens opmærksomhed. Vi kan se, hvad der foregår. Vi ved, hvad der foregår, men alle siger vi kan ikke gøre noget. Det her handler ikke om palæstinenserne og Palæstina mere. Det her handler om, hvilken magt i verden, der kan gøre noget. Og der hvor det ikke kan stoppes, når det her er overstået. Hvem kan garantere for, at et eller andet land ser sig sur på et andet land og gør nøjagtig det samme, som Israel har gjort ved Gaza?
Hvem? Hvem vil sige stop dem? Nå, men det sker jo også i Ukraine. Den globale bevægelse, der er i gang i dag. Den håber jeg fortsætter, fordi det er den, der kan sikre, at vi i fremtiden forhindrer, at andre lande kan finde på og lave folkemord på andre folk. Det er jo sket før. Vi har jo set det i Bosnien med Srebrenica. Vi har set det i Rwanda, men den her gang er det jo mega ekstravagant, fordi vi kan se det live jo. Altså, vi ved, vi kan se, hvad der foregår, selvom Israel og zioinisterne prøver at lave megameget propaganda for at afvise det eller.
Slå alle journalisterne ihjel.
Og slå alle journalister ihjel. Og alligevel er verden magtesløs.
Hvorfor var det vigtigt for dig at skrive din historie om den flugt, du var på?
Det var faktisk i forbindelse med, da de syriske flygtninge kom til Danmark, og der begyndte at være sådan en modstand. Og jeg kunne også læse, at nogle af dem, der er flygtninge i Danmark, begyndte at skrive, at det er for meget, at der kommer syriske flygtninge. Hallo! Du kom selv som flygtning. Hvad snakker du om? Jeg vil ikke nævne nogen navne, men der er nogen, der er på. Der er i dag er politikere på højrefløjen, men har indvandrerbaggrund eller flygtningebaggrund. Hvordan kan man skrive sådan noget? Så da du kom til Danmark som flygtning og fik opholdstilladelse, var det jo fint nok. Men nu når de andre kommer, og så skal det ikke have lov til det. Hvad er det for noget? Alene det altså. Og så tænker jeg Nej jeg vil gerne skrive og fortælle om min flugt, og hvor godt det var at komme til Danmark, og hvor godt Danmark tog imod mig. Så lavede jeg jo det her opslag på Facebook, som fik rigtig mange likes.
Men så var der nogle, der skrev til mig. Maher. Du er rigtig god til at skrive og fortælle. Hvorfor fortæller du. Går længere i dybden. Fortæller om dit liv. Hvorfor flygter du? Hvad var der før i Danmark? Hvordan levede du i Libanon? Så jeg begyndte at skrive, og jeg har haft perioder. Det har varet i 5 år. Jeg tror, jeg har skrevet 4 kapitler. Jeg mangler det sidste kapitel, som handler faktisk om det her. Du spørger om den der kulturmødet mellem mig og Danmark. Min identitet. Er jeg er palæstinenser? Er jeg dansker? Hvor meget dansk har jeg været, og hvor meget jeg længes efter at blive palæstinenser? Og hvad er forskellen på det? Her kan man smelte de to ting sammen, og så er der jo episoder. Ting der er sket i mit liv. Men jeg er jo bare gået i stå. Jeg gik faktisk i gang før krigen, og så kom krigen der efter syvende. Så gik jeg i stå, og så kunne jeg ikke skrive noget.
Forhåbentlig kommer jeg i gang igen, og jeg har en god ven, der har hjulpet mig. Han er bibliotekar. Han har læst mange bøger og ved godt, hvordan bøger skal skrives, så han har jo haft det og kigget det igennem og skrevet notater. Og jeg går sådan lidt mere i dybden, fordi før da jeg skrev, var det jo sådan lidt overfladisk. For eksempel vores gade i Beirut. Den her livlige gade. Der har jeg i min skrive gået i dybden. Du ved jo, hvad jeg skriver. Alle de her butikker. Der er mange, der spurgte mig, da jeg kom til Danmark Jamen I har ikke noget i Libanon, der er ikke noget. Så siger jeg Der er det hele. Jeg har haft et fantastisk liv. Jeg har haft et fuldt liv med alt, og så er jeg kommet til Danmark. Det er jo ikke ensbetydende med, at jeg er kommet til Danmark, fordi der ikke var noget der. Det er ligesom at benægte sin fortid.
Har du været tilbage?
Ja ja, jeg har været i Libanon et par gange. Jeg tror første gang var der 14 år, at jeg havde boet i Danmark. Der døde min mor, mens hun var i Libanon på ferie. Hun skulle besøge sin familie, så hun blev begravet i Libanon. Så måtte der jo rejse. Det var. Det var faktisk sådan lidt øv at komme tilbage til Libanon. 14 år, 14 år. Det er mange år, når du har været 18 og kommer efter 14 år. Kunne ikke genkende folk, bygningerne og området. Alt havde ændret sig og så skulle jeg jo ned og begrave min mor, så det var ikke den fedeste tur. Jeg har været der et par gange, og jeg gør gerne fordi jeg har stadig familie. Altså den sidste af min fars familie. Min farbror bor stadig i Libanon i Syd Libanon. Jeg har min morbrors kone og børn, bor også i Libanon, og jeg har nogle fætre og kusiner, så jeg tager gerne til Libanon, mest for at mødes med familien.
Jeg har 56 fætre og kusiner, men de bor over hele verden Canada, USA, Australien, Filippinerne, Tyskland, Sverige, Libanon, Saudi-Arabien, Emiraterne, Elfenbenskysten over alle kontinenterne faktisk. De fleste af dem har jeg forbindelse til, fordi det er også en del af den identitet, de har. Og jeg har også haft en tanke om at lave en bog, der handler om hvorfor har de valgt f.eks. at flygte til Australien? Eller hvorfor endte min fætter i Elfenbenskysten? Og hvordan føler de? Det samme spørgsmål, du spørger mig Hvordan føler de deres forhold til det land, de bor i? For eksempel ham, der bor i Australien. Han besøgte mig i Danmark. Han sagde, at Danmark er mærkeligt. Jeg kan mærke, at I føler jer stadig som indvandrere i Danmark. Det gør vi sgu ikke i Australien. Så det der med, at du ved at være i hver sit land. Jeg har også en fætter, der bor i USA, i South Carolina. Han er jo sådan en Hillbilly.
Han er meget amerikansk. Der er ikke ret meget palæstinenser over ham. Jo. Nogle gange så bliver han sur på Facebook og skriver et eller andet om Israel. Og det er sjovt, det der med at sige, at vi er alle sammen palæstinensere af oprindelse. Men vi er fjorten nationaliteter, faktisk. Og hvordan tænker vi? Tænker vi ens? Er der noget tilbage af det der palæstinensiske? Det er sådan noget, jeg har godt tænkt over. Det er måske, når jeg går på pension. Så skal jeg bare rejse jorden rundt. Jeg har besøgt mange af dem, men ikke alle.
Hvad kom du til at arbejde med og lave her i Danmark?
I dag arbejder jeg jo. Jeg har arbejdet i mange år i det, der hedder boligsociale projekter. Helhedsplaner, hvor jeg hjælper beboere, løfte beboerne i de udsatte boligområder, arbejdede tidligere meget med unge og kriminalitet og opsøgende på gadeplan. Man arbejder i dag mere med tryghed i boligområder, og på siden af det har jeg altid haft den kunstneriske del, hvor jeg har malet, og jeg har fotograferet i mange år og udstillet og har udgivet en bog om danske kolonihaver og palæstinensere, der har kolonihaver i Danmark. Jeg prøvede at lave kolonihaver i Palæstina på et tidspunkt og har lavet forskellige slags kunst. Grafisk design. Jeg har selv udlært grafisk designer, så jeg har også lavet en hel del. Men så har jeg prøvet at forene ting, hvor det er kultur og kunst og politik i ét. Og der er jeg jo forperson eller formand for Palæstinensisk Kulturinstitut, som hovedsageligt står for Palæstinensisk filmfestival i København, som hedder Palestine Film Days, som kommer her i starten af november. Grand Teater. Vi laver både filmvisning og filmarrangement.
Vi har også lavet kunstudstillinger, og vi har lavet velgørenhedsmidler. Vi har lavet boglancering, oplæsninger altså alt hvad der har med kunst, kultur og identitet, som kan fremme palæstinensernes identitet generelt. Hvem er vi? Er vi bare en flok liderlig krigere, der bare vil sprænge os selv i luften, eller er ved at folk der gerne vil leve? Det er vi jo selvfølgelig.
Maher, tusind tak fordi du ville fortælle om.
Det er mig, der takker.
Jeg må også sige, at jeg fældede et par tårer undervejs. Særligt da du skulle tage afsked med din mor.
Det tror jeg enhver, der vil sætte sig ind i det, vil have den samme følelse.
Så tak. Tak for alt det du skaber.
Det er mig, der takker. Virkelig. Vi snakkes ved måske en anden gang.
Det håber jeg. Du har lyttet til anden og sidste del af På flugt. Hvis du har en historie, som du godt kunne tænke dig at dele her, så skriv til mig enten i min indbakke eller på den mail der hedder
[email protected]. Og så vil jeg bare sige tusind tak fordi du lyttede med.
