Affære med far fra børnehaven

Jeg spørger ham meget direkte, hvem hun er, og han svarer mig meget ærligt, at det var hans kæreste. Der var ikke nogen. Der var ikke nogen benægtelse i. Jeg får den der følelse af, at han synes det var okay. Der var ikke nogen skam over det. Det bare min kæreste. Det her er Sara Bovin Podcast. En podcast, der handler om kriser og konflikter og relationer. Denne episode handler om en hemmelig affære. Hvor var du i dit liv, inden du møder ham, som alt det her kommer til at handle om? Jeg var lige flyttet i en ny lejlighed med mine to små børn, og året forinden var jeg gået fra mine børns far. Vi havde på daværende tidspunkt været sammen i syv år, og det har også været sådan et forhold, hvor vi har været meget frem og tilbage. Hvad skal vi være sammen? Og skal vi ikke være sammen? Og vi beslutter sig for, at det var dét. Nu prøver vi at være venner, og få det der familie til at fungere. Så jeg flytter så i en ny lejlighed ikke så langt væk. Alt fungerer meget fint. Samvær fungerer. Han kommer og spiser med. Der er faktisk ikke noget, der går galt i den relation. Så en blid form for skilsmisse. Men du er så flyttet i din egen lejlighed. Hvad er sådan det der første møde du har? Jeg var jo vant til at bare, hvis jeg manglede noget, så kunne jeg bare gå ud efter det. Når børnene var lagt i seng, eller et eller andet. Og så en aften, der havde jeg faktisk. Jeg var i gang med at putte dem og gå i gang med sådan, og så finder man alt tøj frem og børster tænder og skifter ble. Fordi min yngste datter var meget lille. Ja, det går op for mig sådan her fuck, jeg har ikke flere bleer, og jeg går sådan lidt frem og tilbage og sådan. Ej, det er åndssvagt med Wolt og sådan. Hvad gør jeg? Og jeg vidste, at mine børns far han ikke havde mulighed for at komme. Han skulle noget andet. Og så kommer jeg i tanke om, at jeg kender en, der bor i selve vores lejlighedskompleks. Samme gård, faktisk. En nede fra børnehavens far. Og han er også skilt, og jeg har haft et rigtig godt forhold til hans ekskone, og jeg ved ligesom han bor der. Så jeg tænker okay, jeg skriver til ham. Jeg er så ked af, at jeg skal forstyrre dig, men har du nogle bleer? Han svarer mig ikke så kort tid efter. Det havde han, og så var han meget sådan. Det er den her størrelse. Fungerer det? Og er der andet, du mangler? Det svarer jeg bare nej til. Og jeg ja, jeg får puttet dem. Jeg skriver, at de sover nu. Han skriver sådan. Jeg er hjemme om fem minutter, og jeg skriver, at han ikke vil møde mig nede i opgangsdøren. Og så skriver han Jo, men det kan jeg godt. Men hvor bor du? Og jeg sender så min adresse, og han er sådan lidt overrasket over, jeg tror ikke, han vidste, jeg boede tæt på, men sådan sender jeg min adresse. Han kommer hen til min opgangsdør og jeg står og venter på ham, fordi vores dørtelefon, den larmer rimelig meget. Går ned og min dør er åben, og jeg har babyalarm med og så står han bare der. Og jeg har aldrig kigget kigget på ham. Vi står lidt og snakker. På et tidspunkt får jeg kigget på ham. Nogle gange får man det der sug i maven, og jeg kigger bare ind i de her mørke brune øjne og bliver faktisk helt betaget. Og jeg prøver at slå det lidt væk, fordi det er sådan. Jeg bliver bare fanget, tror jeg lige der altså. Og jeg kunne ikke glemme ham igen. Da du står der og venter på ham og han kommer. Hvordan ser han ud? Han har jo de her mørke, mørkebrune øjne og meget sådan nogle omsorgsfulde øjne. Og han har sådan noget langt hår. Langt krøllet, mørkt, virkelig pænt hår. Altså han sådan nærmest det smukkeste menneske jeg nogensinde har set. Og jeg har jo aldrig kigget på ham. Altså har jeg været så fokuseret på mit eget jat jeg aldrig har set hvor smuk han var. Og han er lidt mørk i huden, altså virkelig virkelig flot. Ja, han er bare perfekt lige der. Hvad siger han til dig? Vi står bare og snakker lidt. Han har ikke sine børn. Han er også skilt fra sin kone. Vi snakker lidt om hans børn og mine børn, og det er en meget sober samtale egentlig. Så går han, men vi krammer inden. Og det var faktisk ret, det havde jeg ikke lige overvejet, at han ville gøre, så jeg bliver også lidt forbavset, tror jeg. Jeg ved ikke om det var kærlighed ved første blik, men en enorm betagelse. Okay, okay, du er virkelig smuk for det første. En eller anden evne til bare at suge én ind med de der øjne, der bare er noget af det smukkeste i hele verden. Og hvad sker der så efter det? Altså vi begynder at skrive lidt sammen, og det er sådan lige op til sommerferien. Det er maj måned, og der er en masse ting nede i børnehaven. Sådan noget sommerfest for eksempel. Og vi snakker lidt frem og tilbage om sommerfest. Vi får snakket om familie. Jeg har ikke så meget familie, de bor i Grønland, og jeg har ikke nogen kontakt til min mor eller min far. Så der kommer sådan en snak om, at vi ikke har nogen forbindelse til vores familie, og det begynder vi at connecte vildt meget over. At nå, så har vi hinanden, og så kommer vi til at se de børn vokse op sammen. De kommer til at gå i børnehave sammen. De kommer til at gå i skole sammen, han bor lige der. Det vil være rart at have nogen, og det connecter vi over og dele de der svære tanker om at være så alene. Hans familie bor i et andet land, kom til Danmark i 2018 for at arbejde, og det har han så været siden, og han finder sammen med sin ekskone. De møder så hinanden på en eller anden højskole, og så får han børn, men er stadig i Danmark, og hans familie er et andet sted. Så sorgen over hele det der med at være så langt væk, og der ikke er nogen, der ser ens børn vokser op. Den er virkelig. Så en følelse af ligesom at møde et andet menneske, som forstår ens smerte, Ens ensomhedsfølelse. Ja. Og så skal I så til sommerfest. Ja, der sker jo nogle ting indimellem. Vi har lidt den der chat kørende, måske to ugers tid, og jeg skal til eksamen, hvor han skal til eksamen, og vi har ikke rigtig så meget tid. Og den der messenger den skriver hele dagen lang, og det er om alt eller intet. Og det er egentlig fint nok. Jeg er også der hvor jeg, jeg prøver virkelig at altså lægge det fra mig, fordi ikke så meget af vores kontakt, men mere sådan den følelse jeg havde første gang jeg mødte ham. At jeg blev så betaget og jeg tænkte Ej. Og der er sådan en aften, hvor jeg skriver, at han var velkommen til at komme om aftenen, når mine børn sov, og han skriver Det vil han gerne, men han kunne ikke i dag. Og så skriver jeg Det er så fint. Du er altid velkommen. Og så svarer han ret hurtigt med hvad med i morgen? Det var fint nok. Jeg er jo bare hjemme. Jeg er jo sammen med mine børn i min lejlighed hele tiden. Og det gør han så. Og vi sidder faktisk bare på min altan og snakker i 3 4 timer, tror jeg det er. Og det bliver så kun afbrudt af mit mit lille barn der vågner og hun vil ikke sove igen. Så jeg tager hende ligesom med ind, og de kender jo godt hinanden, han har jo set hende før. Jeg får ligesom sagt farvel til ham og han går og det var fint. Og han skrev tak for i aften, og jeg skrev Sov godt, og så er der ikke mere i den samtale. Dagen efter, så skriver han om jeg mangler noget, og det gør jeg faktisk ikke. Men jeg skriver ja, men han kommer i hvert fald forbi igen. Lidt samme, vi sidder på min altan og snakker. Det bliver koldt, så vi går ind i min sofa og sidder igen meget, meget tæt, og der er hele tiden en fysisk berøring. Jeg tror klokken er 11, og jeg er sådan her. Jeg bliver nødt til at gå i seng, fordi jeg er træt, og jeg skal tidligt op i morgen. Min yngste datter vågner tidligt, og det er sådan lidt akavet, fordi vi krammer farvel i min sofa. Jeg siger farvel, og han rejser sig op og på vej ud i gangen. Jeg har en lang stue. Der krammer vi lige en gang til, og vi krammer igen ved døren. Så det er sådan en. Det tager lang tid at sige farvel. Der begyndte jeg at få de tanker. Det er nok ikke bare mig, det her. Jeg synes også der var noget fra hans side meget, meget tydeligt, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre ved det. Og vi siger farvel igen. Og jeg skriver sådan lidt i sjov om han kom godt hjem. Vi havde sådan en lille joke omkring, at vi bor et sted, hvor der er mange mærkelige mennesker, og han skriver tilbage, at nej, jeg blev ikke fanget af nogle farlige naboer, og det griner vi lidt over og så kommenterer han på det her kram. Jeg skriver, at det var dejligt, og til det svarer han. Det synes han også, det var, og han sagtens kunne komme tilbage igen og få et kram mere. Det gør du bare og skriver jeg. Og så skriver han sådan her. Jamen, jeg er der lige om lidt, så. Og den her gang. Så Han når nærmest ikke ind, før han tager fat rundt om mig. Min dør, den lukker vi så, og så står vi bare der og han krammer mig. Men jeg bliver viklet lidt rundt, så jeg ender med at stå op ad min dør. Bliver presset op af den og så står vi og krammer, men man kan også godt mærke den der tension eller sådan der et eller andet. Så kysser han mig. Han siger så, at han bliver nødt til at gå, og jeg siger det er okay. Det var vores første kys. Han skrev til mig, at han skulle rejse i morgen med sit arbejde, så han var sådan. Det blev jeg nødt til at gøre, for jeg tror ikke, jeg kunne rejse uden. Så starter det ligesom bare derfra. Hvordan føles det at blive kysset? Altså det var jo en god følelse på det tidspunkt og også enormt rart. Og den der følelse af, at der er en anden, der gerne vil have mig. Det der med, at så går man fra hinanden, fra sin eksmand, og så er det bare sådan. Og så står jeg her med to børn alene. Og hvem vil have det? Han vil gerne. Altså er der noget her. Og det var bare rigtig dejligt. Og jeg tror også bare hele den der fascination af ham eller betagelse af ham. Det vælter jo hele verden, og han bliver ligesom lidt det der omdrejningspunkt. Mine tanker kører kun på ham. Jeg tror bare ikke jeg havde regnet med at blive væltet så hårdt. Alt bliver bare. Det handler kun om ham. Han skal jo så ud og rejse. Hvor meget er i kontakt, mens han er afsted? Vores kontakt er der. Jeg får ligesom vendt de her ting med ham. At jeg synes, det er enormt svært. Han forstår mig godt. Det føles som om jeg er mine børns far utro ved at lukke den anden ind. Når man har været så tæt med en anden i mange år. Og hvor mange år havde I været sammen? Vi har været sammen i syv år. Jeg tror, at der var meget skyldfølelse i mig i at være, hvad jeg tiltrukket af en anden for eksempel. Og det får vi snakket lidt om, og det er kun, han er væk i to dage eller sådan noget. Så går der faktisk lidt tid, før vi ses igen på grund af eksamen og børn, og det er sommerferie. Det er juni måned, men når man så er studerende, så har man jo verdens længste sommerferie, så der går lidt tid, før vi ses igen, og så bliver det den dag, hvor vi skal til sommerfest. Jeg kommer over til ham og han ved godt, at jeg er sådan, jeg har en kæmpe ting. Jeg spiser rigtig mange appelsiner. Det har jeg gjort, siden jeg var gravid med mit første barn, og det har bare hængt ved. Så han havde lavet appelsinjuice til mig. Han husker de ting, jeg siger. Han lægger noget i det her. Vi følges ned til børnehaven. Du ved, når man skal til sommerfest et eller andet sted, så har man ting med, og han bærer alle mine ting og altså virkelig, virkelig omsorgsfuld. Og meget Skal jeg ikke? Bare sætte dig, jeg skal nok klare det. Og vi går derned og alt er egentlig fint. Vores børn går i en børnehave, der kører ud med en bus, så vi skal faktisk med en bus ned til børnehaven, og vi sidder bare så tæt på hinanden. Men det er også sådan, at min hånd glider lidt ind i hans hånd. Jeg gad godt have set, hvordan det så ud udefra. Det er jo to mennesker, der aldrig normalt siger noget til hinanden. Og vi kommer ned. Det er en rigtig god sommerfest. Hans ekskone er der. Hende har jeg faktisk haft et ret tæt venskab til. Det har været sådan, så har man lige vendt hvordan det går med børnene eller hvordan. Smalltalk agtige ting. Og vi har set hinanden hver dag, nærmest, i en lang periode. Mig og hende. Så vi ved godt sådan nogenlunde. Og jeg ved også godt, at deres skilsmisse måske heller ikke er en dans på roser, men jeg tror, hun bemærker noget, der ikke har været der før. Vi sidder og skal se en eller anden, de voksne laver sådan en teaterforestilling. Vi sidder igen skulder mod skulder, helt tæt klistret op ad hinanden. Han rejser sig sig op og får hvisket ind i mit øre, om jeg skal have noget kaffe. Og jeg siger bare ja. Jeg tror, hun ser og lægger mærke til den der connection, og hun har ikke snakket til mig siden. Overhovedet. Så jeg tror, hun lægger mærke til det der. Og så han henter kaffe til dig. Han ved, hvordan jeg skal have min kaffe. Han behøver ikke engang spørge. Selvfølgelig. Hvad følte du der i den situation? Jeg tror, at jeg følte mig passet på. Der var en, der sørgede for mig. Der var en, der ville mig det godt. Hvordan afslutter sommerfesten? Så skal vi jo have de der børn med hjem, så de skal også med den bus med hjem. Og vi har 3 børn med hjem. Vi går også sammen hjem. Vi havde ladcyklen med derned og alle børn bliver ligesom samlet i den. Og det er egentlig stille og roligt tur. Jeg kan huske han kigger på mig. Han griner, men Jeg havde også bare ønsket mig tre børn. Måske fire eller fem. Det der fremtidssnak. Jeg tror også, jeg bliver lidt bange for den. Jeg tror også, så begynder det at betyde noget mere. Jeg tror bare, jeg lægger måske for meget i den sætning, for jeg tror også den er sagt i sjov, helt afslappet. Men jeg tror også bare, jeg tænker nej nej nej, at det er for tidligt. Og. Hvad sker der så efter denne her dag? Det går lidt som det gjorde før den sommerfest. Han spørger om jeg mangler noget. Jeg mangler jo ikke noget, men jeg siger ja hver gang. Jeg finder en eller anden dårlig undskyldning. Og jeg føler også, at hver gang han spørger, så er det fordi han gerne vil se mig. Men der sker jo aldrig mere end vi kysser. En ting er jeg super bange for commitment eller at jeg skal binde mig, men jeg tror også, at jeg mærker de her følelser. Man har børn og man har. For mig blev det i hvert fald meget hurtigt spørgsmål om hvad vil du? For jeg har ikke tænkt mig at spilde min tid. Samtidig med at jeg var bange for at give mig hen til det hele. Og det kan han faktisk ikke rigtig svare på, selvom jeg synes, jeg begynder at blive rigtig glad for dig. Jeg kan godt mærke, der er et eller andet i min mave, der ikke er som det plejer at være, men han undviger det spørgsmål meget flot og sådan. Det vidste han heller ikke. Så en eller anden dag jeg har sådan en vindueskarm man kan sidde i ude i mit køkken, og der plejer jeg at sidde. Vi bor i samme gård, så jeg kan se ud af vinduet. Jeg kan se hans lille have og der hvor han plejer at sidde. Der sidder en kvinde, og hun er meget genkendelig i hvordan hun ser ud. Jeg havde ikke lagt mærke til hende før. Jeg tror ikke hun havde været der før. Hun sidder derude og ryger, og han kommer ud og sidder ved siden af hende. Hvad tænker du om det? Bliver han måske en lille smule chokeret, men jeg får jo aldrig bekræftet, om der er noget fysisk imellem, for jeg går så hurtigt væk fra den situation, og jeg ved ikke, om han ser mig. Jeg ved ikke, om hun ser mig heller. Jeg bliver egentlig meget vred, tror jeg, for jeg tror også, jeg havde den der følelse af, at jeg var så bange for at give det her hjerte ud. Eller give mig selv, og så tror jeg bare man begynder at drage de der konklusioner. Så er det en anden. Så ser han en anden, og så siger han sikkert flere, og der går et par dage. Jeg sidder nede i haven, og det er en ret varm dag. Han kommer så hjem og han går indenfor. Men jeg tror han har set mig, for han skriver om jeg mangler noget. Og så skrev jeg sådan. Ikke lige nu. Jeg tror godt han fornemmer der er et eller andet, og så spørger han så Nå men heller ikke kaffe? Så skriver jeg Nej, jeg har kaffe. Og han kom faktisk ud og han kan jo godt mærke, der er noget galt, og han spørger mig, om der var noget galt. Jeg spørger ham meget direkte, hvem hun er, og han svarer mig meget ærligt, at det var hans kæreste. Der var ikke nogen benægtelse i. Jeg får den der følelse af, at han synes det var okay. Der var ikke nogen skam over det. Det var bare min kæreste. Hvordan reagerer du på det? Jeg tror, jeg begynder at stille spørgsmålstegn ved Hvorfor gør du det her mod mig? Og svaret skifter lidt med, at han ikke kan lade være. Ikke kan kontrollere noget omkring mig. Så det bliver meget hængt op på, at det handler ikke så meget om kærlighed. Det handler mere om mit udseende, tror jeg. Han kan ikke kontrollere en eller lyst eller tiltrækning. Jeg spørger, hvorfor han er sammen med hende. Og han svarer, at det er fordi det går godt lige nu. Hvordan kan det gå godt, hvis du er ude og lede efter noget andet? Og jeg forsøger at stoppe det der. Og det gør jeg også. Ikke fordi det virker særligt længe. Hvordan har du det efter at du får den viden, at han rent faktisk har en helt anden kæreste? Tror jeg bliver enormt ked af det faktisk. Jeg tror også, det er fordi at jeg er ikke sådan en, der lukker alle ind, og måske også fordi jeg føler, at det vi har eller havde, eller hvad man kalder det, enormt specielt. Og jeg har ikke oplevet så stærk en forbindelse til nogen andre. Og så tror jeg bare ikke jeg forstår. Det bliver meget sådan Hvorfor? Eller hvordan kan man det her med to mennesker, og hvad er det? Og hvorfor gør du det? Og jeg tænker, selvom jeg får sagt fra, så er der en eller anden sådan, jeg ved ikke hvad han gør direkte, men han trækker mig lige tilbage i det. Og det, jeg ved ikke om det er bevidst, eller om det er noget han gør ubevidst, men jeg er heller ikke der, hvor jeg kan sige nej, føler jeg. Jeg har ikke den, den styrke til at være sådan, nu skal jeg passe på mig selv, men der har været et eller andet inde i mig, der har været sådan Åh, hvor vil jeg gerne elskes. Og det kunne han give mig, men han kunne ikke give mig det hele, og det var enormt svært. Tager han kontakt til dig igen, eller hvordan får han dig tilbage? Nogle gange er det meget tilfældigt, at så møder vi hinanden lige i gården, og så får vi lige en kop kaffe, og så ender vi igen med at sidde meget tæt. Og den der sådan den det fysiske af det bliver værre og værre. Og hvad mener du med værre og værre? At det ikke længere er kys mere eller sådan ville Vi ender nogle gange med at bare ligge i sengen helt nøgne og bare være tæt på hinanden. Vi har ikke sex på det tidspunkt, og i meget af det tror jeg også, at der er sådan en afhængighed i den fysiske tæthed, at man man danner et eller andet bånd, eller man danner en eller anden tilknytning til den anden, fordi det bliver så forstærket, at også, hvad kan det være, hvis vi bliver ved? Og man har hele tiden det der håb om, at nu går han fra sin kæreste eller, det er som om, at hver gang jeg prøver at gå, så skruer han lige op for et eller andet. Enten det fysiske eller ordene. Eller at de der snakke bliver mere intense. Og så på et tidspunkt, jeg kan ikke huske om børnene skulle med, men han skulle ud og rejse med sin kæreste i 10 dage. Jeg skriver til ham, at det måske er det den pause, vi har brug for, for jeg kan ikke kontrollere det her længere. Han er enig. Det er nok den pause, vi har brug for. Og så går der ti dage, hvor jeg ikke hører fra ham. Hvor de bare er væk. Han skriver på et eller andet tidspunkt til mig og sådan noget med hans planter. Om jeg ikke lige ville kigge til dem? Det ville jeg gerne. Altså jeg synes det er så absurd, at sådan, så jeg lige ud og få ferie med min kæreste. Men den her kvinde jeg ser i skyggen, skal lige kigge til mine planter derhjemme, og jeg har også en eller anden fornemmelse af, at hun ikke er der så meget. Så selvom jeg er den kvinde udefra, så er det mig, der er i det her hus eller sådan. det er så åndssvagt. Og hvad sker der så? Da han er kommet hjem. Der er en dag, hvor jeg er taget på stranden med en veninde, og jeg har ikke mine børn den dag. Det er en god varm dag, og vi har det varmt, og vi ligger på stranden og soler os alt det der og får nogle øl. Og det er mega dejligt. Og jeg lægger sådan en story op på min Instagram, og han plejer at kommentere, og så spørger han Hvor er I henne? Og jeg skriver, at vi er henne, og så skriver han. Nå, men jeg havde tænkt mig at tage på stranden i morgen. Vil du ikke med? Og jeg tænker jamen det kan jeg godt, jeg skal ikke noget, og vi er ude i offentligheden. Der sker ikke noget. Vi kan godt have det her venskab eller hvad end det er. Og det gør vi så. Endnu engang så sidder vi bare helt klistret op af ham i det her S-tog. Vi går derned, vi snakker. Det er faktisk en rigtig hyggelig dag. Og alligevel er det bare. Selvom vi er på stranden, så bliver det igen noget fysisk og nogle svære snakke. Og hvor nævnte den der fremtid? Skal du have flere børn? Skal jeg have flere børn? Og hvad vil du gerne? Og alle de her forskellige ting, der er svære at snakke om. Og så bliver det bare enormt fysisk en gang til. Altså det er som om det, jeg kan ikke sige stop. Det ved han godt, og han gør det alligevel. Vi var ude og bade, og det bliver bare mere og mere intimt. Det ender med, at vi, ja, vi er nok ude i det vand i en halv time. Og det er mega koldt faktisk. Det var bare så rart at have ham så tæt. Det er her, hvor jeg bliver lidt i tvivl om, om han også har nogle følelser for mig, eller om det bare er tiltrækning, fordi det var så, så intenst. Og ja, det var bare. Det var bare magisk på en eller anden måde. Og vi tager hjem og hele vejen nede fra stranden af. Han holder bare min hånd helt tæt, og det er som om alt andet er lige meget. Vi holder i hånden hele vejen hjem. Vi tager S-toget tilbage til Nørrebro station. Jeg skal hente min mindste datter, og han kysser mig farvel. Som om fuck alt andet. Det var bare sådan Fuck, hvor er det fucking lige meget om nogen kigger. Lige pludselig så kunne han pludselig godt satse hele butikken, og jeg ved ikke om det var sådan en et trick til at få mig til at blive. Altså jo mere han giver mig, jo mere tager jeg imod, og jo mere vil jeg blive hængende her, fordi det er rart. Så kommer vi til nogle uger, hvor vores børn så er hjemme fra børnehave og vuggestue. De der uger, hvor der bare er lukket. Vi er på en eller anden legeplads i nærheden af, hvor vi bor. Hans to børn og mit barn. Mit ældste barn. De leger sammen. Min yngste sover i klapvogn og det er faktisk en rigtig god dag. Vi får noget is, og det er solskinsvejr. De leger bare vildt godt alle tre store børn og så sidder vi med børnene overfor os. Min yngste datter hun sover, og han sidder igen helt klistret op af min ene side. Jeg tror, at de her børn også fornemmer et eller andet, og hans store dreng, han kigger så på os, og så siger han sådan Hm, er I kærester? Og han kigger på mig og jeg kigger på ham, og så svarer jeg ham Nej, det er vi ikke. Er I så forelsket? Nej, det er vi heller ikke. Men vi er meget gode venner. Det bliver ligesom sådan et måske lidt en øjenåbner for, at det er egentlig noget lort, vi har gang i. Først der hvor det bliver børnene, der bliver påvirket. Det er ikke kun os mere. Og vi kommer hjem. Jeg skriver til ham. Vi skriver på engelsk, han snakker ikke dansk. Så jeg skriver sådan, at My heart dropped a little bit when he said that. Og så skrev han sådan Ja, også mig. Og det er der, hvor samtalen stopper, fordi nu begynder det at gå ud over vores børn. Ser du så samtidig denne her kvinde? Hun er der ikke så tit. Jeg tænker, hun ved godt, at han ses med nogle, der også har børn, der leger sammen med hans børn. Men der er et tidspunkt, hvor jeg faktisk får det rigtig dårligt. Hans børn har fødselsdag tæt på hinanden, og han spørger, om vi vil komme. Det vil vi gerne, og det foregår så nede i vores gård. Han havde ikke nævnt, at hun også kom, og hans ekskone er der også, så det er egentlig faktisk en, det er en virkelig underlig situation, så vi er der alle sammen og fejrer alle de her børn, og jeg kan mærke, at jeg kan ikke holde det ud. Min yngste hun bruger stadig ble, så jeg får lavet en eller anden undskyldning om, at jeg skal lige op og skifte hendes ble. Jeg får det helt dårligt, ved bare at tænke på det? Okay, det er ikke rigtigt det her. Så min yngste barns ble, hende får jeg så skiftet. Og jeg kan bare mærke, at jeg får det rigtig, rigtig dårligt. Jeg kan huske, at jeg bliver lidt svimmel faktisk, og jeg sætter mig ned i hug, og det føles bare som om jeg skal kaste op. Jeg tror, det er første gang, jeg får den der dårlige samvittighed. Jeg tror, den rammer mig ikke det der, fordi jeg tror også, at jeg ikke har set dem sammen, sammen før. Jeg har ikke set hende så tæt på. Jeg har ikke været i nærheden af hende, så den der bekræftelse i, at hun nåh ja, hun eksisterer. Faktisk var de meget tætte eller hvordan. På den måde. Jeg har faktisk ikke set dem kysse hinanden. Der var en eller anden, der sagde tillykke med dine drenge til hende, og jeg kunne bare. Jeg ved ikke hvorfor den sætning sidder fast, fordi det sådan et billede på hvor involveret alle var i det her, og hvor meget vi faktisk satsede. Jeg prøvede virkelig at finde ud af, om jeg skulle gå ned igen, og jeg ender med at gå derned igen. Men jeg kan også huske, at der går ikke så lang tid, så svarer jeg okay. Jeg blev nødt til at gå nu, og jeg tager ligesom med mit ældste barn med, og jeg undskylder lidt med, at mit yngste barn skal sove en lur, fordi jeg gik og havde det dårligt. Jeg fik det bare så fysisk dårligt, at jeg gik og holdt på noget, og pludselig blev alt det her blev mit ansvar. Det er som om han bare lagde det der ansvar over på mig. Jeg tror ikke, jeg kunne holde til det. Hvordan var hans energi til selve fødselsdagen overfor dig. Han var glad for at vi kom, men jeg kunne godt mærke, den der distance. Jeg forstår ikke, hvordan man kan skille det så meget ad, som han gjorde den dag. Også bare invitere os til den fødselsdag. Jeg forstår det ikke. Der kører sådan en sætning hele tiden. Hvad er det så for et menneske, det her menneske er? Fordi det er bare så absurd at invitere os alle sammen. Det gør man ikke. Men jeg tror også, at både den der side af, at hvor jeg er bange for, at der er nogen, der opdager noget. Det var der jo ikke, fordi jeg også skulle holde den distance, som jeg gjorde. Men der er også en eller anden rar følelse i, at det er kun os to, der har det her. Og det er kun os to, der ved det her. Så det er jo også sådan en. Det er bare dig og mig. Det var bare os, der vidste det. Jeg tror altså, jeg hænger i den spænding. Ja. Hvordan reagerer han på, at du vil gå hjem? Han siger faktisk det er okay, men vi gør det der igen, hvor vi skal sige farvel flere gange. Men vi kan jo ikke holde om hinanden, som vi plejer at gøre, så det bliver sådan noget Hej og nåh ja, farvel. Og har vi sagt farvel og sådan? Men igen hver en chance for at røre ved hinanden, den bliver bare brugt eller misbrugt. Vi fortsætter med at ses som også hver gang mine børn de sover og han ikke har sine børn, kommer han over til mig. Og det er sådan lidt frem og tilbage. Der er ikke nogen, der stopper noget, hver gang jeg gerne vil. Nu prøver jeg at lukke det ned. Så kom det som om det bliver endnu vildere. Så bliver vi mere tætte fysisk. Vi er mere nøgne, end vi har tøj på i den periode. Jeg ved ikke hvordan, hvorfor det bliver så magisk, men han kan et eller andet, der bare hiver, og vi vender den her børnesamtale igen. Og han spørger så meget, meget direkte, om jeg gerne vil have børn med ham. Og jeg siger faktisk ja, det vil jeg gerne, men det kan vi ikke. Og på det tidspunkt er jeg så fundet sammen med mine børns far igen. Så din eks kommer tilbage og vil gerne have dig tilbage igen. Ja, og det siger jeg ja til. Jeg er lidt i tvivl om, hvorfor jeg siger ja. Jeg tror det er fordi at jeg manglede dét. Ikke ham, men jeg manglede dét. Og det var det jeg ikke fik af ham den anden. Men det der med, at når man mister kontakten til sine forældre, eller der er noget, så bliver det rigtig svært at kunne skille det ad. Men lige så snart man får en lille smule kærlighed fra ét sted, så tager man det, fordi man ikke har fået den før. Og det er det, han gør faktisk. Det der med at give mig den lidt, trække det tilbage og give mig den lidt mere, og så kommer jeg tilbage. Og lige så snart der er noget, der emmer af kærlighed, så hiver jeg også efter det, og så tager jeg det. Ja. Og hvad sker der så efter? Altså du ser stadigvæk også. Jeg ser stadig ham og mig, og min ekskærestes forhold er meget åben. Han ved jo godt, hvem han er, og jeg tror også, han har fornemmet, men han har ikke direkte spurgt mig. Men han var sådan meget Hvis der er noget her mellem dig og ham, så måske skal du prøve, at hvis du gerne vil det her, så bliver du nødt til at finde ud af, hvad du gerne vil det her, og det siger jeg okay til. Jeg prøver igen at bryde vores kontakt, og det gør jeg faktisk et par gange. Der er en eller anden dag, hvor at min ekskæreste er hjemme med vores små børn, og jeg tager over til min søster. Hun er lige blevet færdig med sin uddannelse. Tager dig hen, men er sådan lidt, det er hyggeligt og alle hendes venner er der, og jeg kan faktisk ikke helt overskue den situation. Jeg skriver så til ham og han var ude med nogle venner, men han var på vej hjem, og jeg kunne bare møde ham og så kunne vi følges hjem. Vi mødes på halvvejen, og jeg er både fuld og han er fuld, og vi får lige en øl, og det er faktisk meget hyggeligt, og selvom vores ting rimelig meget er stoppet der, for jeg ønsker det andet mere, kysser vi alligevel den dag også. Jeg stopper ham ikke og vi følges hjem. Vi er hjemme hos ham. Vi har den her samtale en gang til om hvad skal vi? Og han forklarer mig igen om hans forhold det er godt, så han ville ikke ødelægge det. Men jeg er jo lige her sammen med dig lige nu, og jeg ved ikke, hvorfor den sætning sidder så godt fast, Men det er sådan. Hvor var det bare ikke nok, at du var her lige nu sammen med mig. Hvor ville jeg gerne have haft mere. Det var bare ikke nok. Men alligevel. Den dag der har vi sex for første gang. Vi har faktisk ikke haft sex overhovedet, og jeg sover der. Jeg går så hjem. Det er ret tidligt. Mine børns far var forberedt på, at det nok skulle blive vildt, og min søster var blevet færdig med hendes uddannelse og så videre. Og han skal ligesom aflevere vores børn i vuggestue og børnehave og sådan noget. Han får så åbnet min telefon, fordi det er mig, der har kontakt med børnehaven og skal skrive, at vores ældste datter, hun kommer lidt senere i dag. Det er så dumt. Det åbner bare helt af vores messenger med alt i, og jeg tror jeg ved ikke hvor meget han har læst af det. Jeg aner det faktisk stadig ikke, men han afleverer vores yngste datter, tager vores store datter med, men han sagde så til mig, at han kommer ikke tilbage igen. Og giver mig telefonen, og så kan han bare se, at den stadig bare er inde på vores samtale, og det er så der, hvor vores forhold går i stykker. Hvordan føles det, at han har opdaget det? Det er faktisk meget ambivalent, fordi både er det en lettelse over, at jeg ikke skal gå og holde det hemmeligt mere, men også det er jo bare det største tillidsbrud det her. Jeg ved, når han siger, at han går, så går han. Jeg tror også, det går op for mig der. Jeg skal ikke prøve at få det tilbage, fordi jeg kan ikke give dig det af mig, for lige nu er det et andet sted. Ja, det er måske det, jeg skammer mig mest over. Det at jeg har taget et valg om at være sammen med ham. Men jeg skulle aldrig have taget det valg om at være sammen med ham overhovedet. Det er det, der gør mest ondt. Ikke at jeg mister ham, men at jeg jeg tager et valg der, der kommer til at gøre så ondt på ham. Og han kom ikke tilbage den dag. Han kom ikke tilbage den dag. Nej. Han bliver meget sådan, I skal også fortælle det til hende. Jeg siger så ja. Men jeg synes ikke, det er mit ansvar. Jeg skal ikke blande mig i deres forhold, og det har han faktisk sådan set enig i. Men han bliver meget sådan. Du bliver nødt til at passe på dig selv også. Du bliver nødt til at give slip på ham her. Det er jeg så enig i, så jeg blokerer ham. Eller jeg skriver en besked, udtrykker, at han burde fortælle det til hende. Det er her vores kontakt stopper, og så blokerer jeg ham. Ja. Og jeg ville ønske, jeg måske havde ventet. Jeg tror, at jeg sidder med rigtig mange spørgsmål nu, som jeg aldrig får svar på. Så du blokerede ham, og så har du ikke talt med ham siden. Nej, overhovedet ikke. Og hvor mange måneder siden er det? Det var i november måned starten af november. Og lige nu er vi i januar. Så er det to måneder siden. Valgte du at skrive til hans kæreste? Der var en aften, hvor vi var til en anden julefrokost, og jeg tænkte Okay, hvis jeg har modet til det, så skal være nu eller sådan. Jeg er lidt fuld og måske også ret vred, og det hele bliver bare forstærket af det der alkohol. Men jeg havde også en tanke. Jeg kom ikke til at sige det ædru. Så jeg var sådan. Jeg skriver til hende på Instagram, så jeg får skrevet til hende og vi mødes. Det er faktisk en ret kort samtale. Jeg husker ikke så meget af den. Jeg kan bare huske, hun spørger, om jeg havde sagt noget til ham. Og jeg svarer nej. Hun var sådan Jamen han. Han går amok, fordi jeg ikke svarer ham. Så har du ikke sagt noget til ham? Nej, det har jeg ikke. Så han. Jeg tror, han har gået i den måned, efter jeg afslutter det forhold vi har haft, og bare været megabange for, at der er nogen der siger noget. Og det vidste hun, at han var. Det tror jeg ikke, men jeg tror det var hans reaktion. Hendes telefon gik amok. Han ringede, han sms'ede. Han var alle steder på alle måder man kunne skrive til nogen på. Jeg tror godt han lugtede lidt sådan, der sker et eller andet der ikke plejer at ske, og hun svarer mig ikke. Og hvordan var hendes reaktion på at vide, at du ikke bare var en veninde og ven fra gården af? Men er det faktisk havde haft haft en affære? Hun var meget sådan du. Du pakker meget ting ind. Det er jeg enig i. Det gør jeg også generelt. Jeg er sådan en, der pakker, så er jeg ikke sårer nogen. Jeg pakker ting sammen. Så hendes reaktion, jeg tror ikke rigtig, at jeg får sagt alt det, jeg gerne ville sige, men jeg tror, hun forstår nogenlunde fornemmelsen. Og så siger hun. Jamen, han kom ikke til at sige noget til mig. Så du bliver nødt til at sige, hvad der foregår. Og det er så underligt, fordi jeg jeg har jo været i hans lejlighed, så jeg får nævnt de der ting, vi har lavet. Men jeg tror også jeg får nævnt sådan, jeg bliver nødt til at sige et eller andet, der overbeviser hende om, at jeg faktisk har været der, og hun har skrevet en masse kærlighedsbreve til ham. De hænger på hans køleskab, hun plukker blomster og de tørrer i hans lejlighed. Så det der med at få nævnt det der her, er der et bevis på. Og så går hun faktisk bare fra mig. Hun siger farvel, og så går hun. Jeg skriver faktisk til hende igen, om han har fortalt hende alt. Ikke for at være nysgerrig, men men for at fik jeg nu sagt det hele. Fordi det er jo et kæmpe omfang. Og jeg fortryder igen faktisk at jeg skrev til hende, så jeg sletter min besked. Og så skrev hun bare Tak for du havde sagt det. Hun var i tvivl om, hvorfor jeg slettede beskeder og så sendte dem og sådan. Jeg tror bare, at der var så mange dilemmaer i mig i, at ej hvor jeg elsker ham, eller hvor jeg holder af ham. Og nu går jeg ind og piller noget, der sårer ham. Og hvad skal jeg sige? Hun skriver noget med, at jeg har ødelagt alt det, hun elskede allermest, og at det var med mine bevidste handlinger. Jeg forstår, hun er vred. Og den vrede, den bliver projekteret over på mig. Men hvad fanden eller jeg ved jo ikke hvad der er sket efterfølgende, men der er ikke noget med ham. Han bliver slet ikke nævnt overhovedet. Det er bare mig i det her. Så nu er der gået et par måneder. Du er ikke kærester med manden til dine børn. Den relation du har haft til ham, du har været ekstremt vild med, den er også brudt. Hvordan har du det så? Der er jo rigtig meget. Nu bliver jeg faktisk lidt ked af det. Der er rigtig meget sorg, både over at at have mistet det. Jeg ved jo ikke, hvad det var, så det er lidt underligt, for det var aldrig noget jeg havde og sådan. Og nu gør jeg noget sådan. Nu nævner jeg ham først, og det er fordi den sorg får lov til at fylde mest nu. Og sorgen over ikke at få den familie også. Så begge ting er bare sådan, det er faktisk et kæmpe tomrum. Men det er også sorgen over hvad kunne det have været? Så der er rigtig mange spørgsmål og rigtig meget fortvivlelse i, at jeg. Jeg aner ikke, hvad der var ægte eller rigtigt, men det har føltes så virkeligt for mig. Det kan godt være, at det ikke var det fra hans side, men det var det for mig. Hvad var det for nogle følelser, du fik? Hvem blev du, når du var sammen med ham, som føltes så rart? Jeg tror igen, det er omsorgen. Jeg tror, det er den der følelse ikke at skulle tænke på noget og bare være mig og bare, selvfølgelig er jeg mor, men jeg er også sådan som den her mand. Han har styr på det. Han Det kører altså. Der er ikke noget. Han har været sørget for det hele. Jeg behøver ikke tænke over det, og det er rigtig rart at kunne slippe den der gang imellem. Omsorgen. Kærligheden. Han finder mig enormt tiltrækkende, og det er også rart at føle det igen, og på den her måde at finde ny måde og det er spændende og så videre. Ja. Det han ligesom har givet dig som det var virkelig det der med omsorg, kærlighed, være tiltrukket af dig. Og det var noget der var så stærkt i mødet med ham. Ja. Ville du kunne få det også igen, bare med en anden? Jeg tror, der er så meget i mig, der er sådan. Selvfølgelig kan man det, men jeg er lidt tilbage til der, hvor jeg startede. Altså en længsel efter det, og samtidig også en angst for det. Ja, det er lidt samme følelse jeg har omkring ham. Ej hvor jeg savner ham. Men jeg er også. Det føles også som om jeg hader ham eller jeg er sådan. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, hvordan du kan være sådan her med to mennesker, og jeg har jo gået og været sådan. Det er jo mig. Det er jo mig, der er noget galt med, eller det er mig, der ødelægger det her. Men, men, det har jeg været lige så meget ham og jeg ved ikke. Og når der bare er en lille smule af det, så tager man det. Ja, han var der, da jeg havde brug for ham. Han gav mig så meget, men han kunne også bare tage det, lige så hurtigt som han havde lyst til. Og lidt det samme, som mine forældre har været. Enten har de været meget fraværende, eller også har de været enormt kærlige. Og når man så finder noget trygt i det, og der er noget, der ligner, så prøver man at holde fast i det. Jeg tror, det er derfor, tiltrækningen også er der fra min side. Det er fordi den er noget jeg kender. Der er mange ting der skal arbejdes på. Du er 26. Masser af tid. Du har masser af tid. Ja, heldigvis. Tusind tak fordi du ville være med her. Selv tak. Jeg ønsker dig alt det bedste. I lige måde.