Tag dine bukser af – nu!

Taler 1 Du lytter til Sara Bovin podcast. En podcast, som handler om at være et menneske i krise, i kærligheden, i en verden i konstant forandring og opbrud. I denne episode skal det handle om min datter Mollie på 22. For et år siden var hun flyttet hjem til min mor og har lejet et værelse hos hende. Det der sker er, at jeg en morgen får et opkald, som man som mor bare for alt i verden ikke ønsker sig. Mollie. Hun ringer og fortæller mig, at hun natten før var på vej hjem fra sit arbejde og var blevet overfaldet. Og hun var ikke bare blevet overfaldet. Denne her mand havde forsøgt at voldtage hende. I det her afsnit skal du høre, hvad der skete den nat. Mollie går på det her tidspunkt på Hotel og Restaurantskolen, og den her aften har hun været ude sammen med et hold for at lave årets ret. Hun har været på arbejde i 12 timer. De har lavet mad sammen. Der har været alle mulige forskellige kokke og tjenere. Taler 1 Der har været tv på. Så på alle måder har det været en intens dag. Efter de er færdige med årets ret, så beslutter flere af dem at gå ud og få sig en øl, og de går så hen på denne her bar på Nørrebro. Da hun har drukket en øl, beslutter hun sig faktisk for at gå. Hun kan mærke, at hun ikke rigtig orker at gå mere i byen. Taler 2 Jeg tager en beslutning om at tage hjem, og jeg er også begyndt at skrive med en fyr. Jeg er blevet rigtig glad for ham, skriver jeg med på vejen hjem i metroen. Og når jeg kommer til Christianshavns Station, som er der, hvor jeg bor, så skriver jeg til ham, at jeg er kommet godt hjem og skriver godnat til ham, for så går han i seng, og så går jeg op fra metroen og går min sædvanlige rute. Taler 1 Hvordan kan det være, at du skriver til ham, at du er kommet hjem, når du ikke var kommet hjem? Taler 2 Jeg tror, at at jeg tænkte, at jeg var. Jeg var næsten hjemme, og så havde jeg fået et par øl, så jeg tænkte hvis jeg nu glemmer det, når jeg kommer hjem, så vil jeg hellere bare skrive det, når jeg lige har husket det. Og jeg havde heller ikke noget utryghed eller sådan. Jeg var heller ikke bange for selv at tage hjem, og der har aldrig været. Så jeg tror, at jeg tænkte Jeg kommer bare hjem, og så har han fået beskeden og så så passer det hele ligesom der. Så den besked får jeg ligesom sendt, og så er det så først derefter, at jeg begynder at gå hjem fra metroen. Jeg kan huske, at når jeg kommer ned på den lille smalle gade der, der synes jeg sådan, at der er ret mørkt, og der tænker jeg over sådan okay, det er lidt nøjeren, hvis der kommer en nu. Jeg ved ikke hvorfor, men det var bare sådan det er sådan et lille stykke man gerne vil have overstået i ruten på vej hjem. Taler 2 Sådan. Det er sådan det er, ikke? Der er ikke sådan en god vibe på en eller anden måde. Taler 1 Der er ligesom to veje, man kan gå, hvis man skal ned til Christiania. Man kan sige Du skal ned til Christiania. Du boede på gaden ved siden af. Man kan tage den lange gade, og så er det ligesom denne her, der går igennem Dronningens Gade ned til Bådsmandsstræde, som er sådan lidt mere kringlet vej måske. Men du kommer så gående og går ned ad Bådmandsstræde, som er denne her. Det er ikke en særligt bred vej, og der holder biler parkeret på hver sin side, og der er ligesom sådan nogle smalle fortov. Taler 2 Ja, jeg krydser ligesom også over gaden her. Og går over på venstre side, fordi så behøver jeg ikke gå over nede ved lyskrydset, som ligger for enden af vejen. Så kan jeg ligesom bare lige køre over her. Og der er heller ikke nogle biler, fordi det er så sent om natten, så jeg går også over på den side af vejen, som er sådan. Jeg holder måske lidt flere biler, men det har jeg ikke lige tænkt over. Men så kommer jeg over på den her meget smalle gade med meget lidt belysning og brosten, så det er sådan, man får lidt gammeldags vibe. Især fordi det er om natten, så der er ikke rigtig. Der er meget øde og mørkt og brosten. Taler 1 Det var jo ikke sådan en weekends aften. Det var en. Taler 2 Nej, det var en søndag. Taler 1 Det var sådan fra søndag til mandag. Og der er det jo rimelig stille og roligt. Taler 2 Ja, der er altid sådan lidt mennesker ved Christiania. Men det er mere sådan inde på Christiania. Men det er alligevel også søndag, og alle skal på arbejde. Og klokken er også to, halv tre. Taler 1 Så vejene er sådan rimelig tomme. Der er ikke biler. Taler 2 Helt øde, vil jeg sige. Så jeg går og hører RnB i mine høretelefoner. Taler 3 Taler 1 Hvad sker der så? Taler 2 Det der så sker er, at når jeg. Eller når jeg går ned ad den snævre vej, så kan jeg ligesom se for enden af vejen. Sådan et lille, nærmest som om der er helt mørkt. Og så er der sådan et et lys, fordi det er der, hvor der kommer lys igen nede på Prinsessegade. Men der ser jeg så, at der kommer en sort skikkelse nede for enden af vejen og begynder at gå mod mig. Jeg tænkte først sådan det var. Det var lidt ubehageligt og kun at møde én, når det var så øde. Men samtidig tænkte jeg også, tænkte jeg ikke videre over det, fordi det var sikkert bare en eller anden, der gik. Men der går ikke mere end fem sekunder, og så sætter den her mand bare i den hurtigste spurt, jeg nogensinde har oplevet. Og jeg kan bare mærke det som om, at alt mit blod bare fryser inde i min krop. Det stivner eller et eller andet. Det er virkelig, virkelig, virkelig underlig følelse. Taler 2 Fordi det var sådan helt instinktivt. Det var så unaturligt, så man vidste bare, at det var noget dårligt. Så tager jeg ikke mere end to skridt, og så står. Så står han lige foran mig, og så får jeg bare den hårdeste knytnæve i ansigtet sådan mellem mit øje og min kæbe. Så det sidder sådan ret meget. Sådan lige ved kæben, kinden, inde ved tænderne agtigt. Jeg tror, at han har haft en rigtig stor hånd, for det er som om, at det har været sådan. Det har gjort ondt i en stor del af mit ansigt, så jeg falder bagover og lander på ryggen med hovedet ned i de der brosten. Og så stiller han sig over mig. Jeg kan stadig ikke se ham, fordi jeg er så sådan. Jeg er så forvirret over at have fået en knytnæve i hovedet, og så lige pludselig står han. Der er der også mørkt. Så er jeg sådan. Jeg når ikke at scanne, hvordan han ser ud. Jeg husker det bare som om, at han. Taler 2 Han havde noget sort tøj på. Men når jeg forestiller mig tænker tilbage på det, er det bare som sådan en sort gyser skikkelse agtigt. Taler 1 Og så ligger du nede på jorden. Taler 2 Ja, så ligger jeg på jorden, og han stiller sig imellem mine ben for at sprede dem, og så råber han af mig, at du skal tage dine bukser af nu hvor jeg er bare. Det første jeg tænker, det er bare det her. Det kommer ikke til at ske for mig. Altså, det skal ikke ske det her. Jeg tænker bare sådan. Det sker ikke. Det sker ikke. Det sker ikke. Det er bare sådan, det kører bare. Taler 1 Og hvad er det, du tænker, der ikke skal ske? Taler 2 Altså, jeg ville ikke blive voldtaget eller blive slået mere. Alt sådan nogle ting. Hvad hvis han havde en kniv eller sådan? Der kunne være meget, så jeg begynder at bare sådan helt instinktivt at sparke ham overalt på hans krop, så jeg taber mine sko, fordi jeg sparker ham så meget. Samtidig med at han virkelig føler, at han er Han er syg. Der er noget galt med ham, så jeg råber af ham Du, du er så syg. Jeg råber bare Du er syg, du er syg. Altså, det er det eneste, jeg kan få ud på en eller anden måde. Råber du højt? Jeg tror, at jeg råber så højt, jeg kan. Jeg ved ikke, om det har været særlig højt, fordi min vejrtrækning bare ikke er harmonisk. Den kører bare sådan helt off, så jeg er ikke. Jeg er ikke sikker på, at jeg råbte så højt, men jeg får ham sparket nok væk til at jeg kan rejse mig op, hvor jeg begynder at løbe. Taler 2 Hvor han så hiver fat i min arm, og jeg tror op ved min skulder og overarm måske, hvor jeg ligesom bare får lavet sådan et vrik med hele kroppen. Meget hårdt. så han giver slip, hvor jeg igen råber Du er så syg. Men jeg er sådan. Jeg er meget fokuseret på, at jeg har tabt mine sko, så jeg. Jeg vælger at tage den op inden jeg løber, hvor han så får lidt fat i mig igen, hvor jeg så forvredet mig væk igen. Så er det to gange han hiver fat i dig. Da du ligger der på jorden og du taber den ene sko. Er det noget du også tænker over, at du kun har 1 sko på? Først når jeg kommer op på mine ben, så jeg kan mærke brostenen på den ene fod og ikke den anden, for jeg havde ligesom ballerina sko på, fordi det var de eneste sorte sko jeg havde. Og man skal have sorte sko på når man tjener, så de faldt ligesom ret nemt af, og jeg tror at idet jeg bliver slået også så hårdt i hovedet, tror jeg nærmest at jeg sådan er det bare lige sortner hurtigt. Taler 2 Altså jeg bakker lidt ud, men det er sådan det er meget kort. Det er ikke lang tid, fordi det er sådan. Lige så snart jeg er nede på jorden, og han har stillet sig mellem mine ben, så vågner jeg sådan. Jeg tror ikke, at det er fordi, at jeg har været bevidstløs. Jeg tror bare, at jeg har fået sådan et stort chok. Og det var meget smertefuldt også. Hvor gjorde det ondt henne? Det gjorde ondt i mit hoved, men lige da det skete, var det slet ikke det, jeg tænkte på. Altså, der var så meget angst og frygt i min krop, at jeg mærkede ikke smerten. Det var ligegyldigt faktor på det tidspunkt. Men du lander på ryggen af slaget, og så kommer han og stiller sig over dig. Hvordan? Hvordan stiller han sig? Jamen, han stiller sig lidt foroverbøjet. Jeg ved ikke, om han er i gang med at prøve at tage sine bukser af, og så stiller han ligesom sine to ben mellem mine ben, så han kan sprede dem lidt med benene, så du ikke kan lukke dem sammen. Taler 2 Dine ben. Ja ja ja, jeg kan ikke lukke dem sammen, men jeg tænker, at fordi han har stået og pillet ved sine bukser, så kan han jo ikke have mulighed for at tage fat i mine ben på det tidspunkt, så det er der jeg begynder at sparke ham. Hvorfor sparkede du ham hen først? Det må have været på låret eller knæet. Altså, det var sådan en meget ustyrlig sparkeri. Det gik bare hurtigt. Jeg var også ligeglad, hvor jeg ramte ham. Jeg skulle bare ramme ham. Både for at skubbe ham væk og forhåbentligt også for at ramme ham i skridtet eller sådan noget. Så det gjorde sygt ondt. Men da han ligesom siger til dig, at du skal tage dine fucking bukser af, gør han sådan noget eller? nej, han står jo bare og famler lidt med sit bælte, tror jeg. Eller hvordan reagerer han på, at du sparker ham? Han siger ikke noget, fordi jeg råber af ham. Du er syg. Du er så fucking syg, råber jeg bare så Han får ikke sagt noget. Taler 2 Måske går han lidt i panik eller bliver lidt stresset over min reaktion. Jeg ved ikke, om han havde forventet, at jeg kæmpede imod. Det virkede ikke sådan, fordi han bare begyndte at tage sine egne bukser af nærmest da du ligger der. Og så tænker du, at han vil voldtage dig. Ja, det er der ingen tvivl om, at det var det, der foregik. Men du sparker ham. Jeg sparker ham. Hvor mange gange tror du? 5 Måske. Hvor jeg rammer ham? Og så får jeg ham nok væk til, at jeg kan rejse mig op. Og så sætter jeg i spurt. Så løber jeg med den ene sko i hånden og den anden på foden, så hurtigt jeg kan. Og han jagter mig. Jeg løber så hurtigt jeg kunne. Og jeg spurte bare ligeud. Fordi jeg kan ikke løbe til siden. Fordi der er så mange biler. Så mit mål er ligesom bare at komme ned for enden af den her mørke vej. Og komme ned til Prinsessegade, som er stor og belyst, og hvor der forhåbentligt er nogen biler eller et eller andet. Taler 2 Men hvordan føles det at komme ud på den vej? Jeg er bange for, hvor lang tid han løber efter mig, men efter jeg har løbet lidt ned af Prinsessegade, kan jeg godt mærke, at han ikke løber efter mig mere. Jeg tror, at jeg kan høre det. Og så kigger jeg også meget kort tilbage. På en eller anden måde. Og ser, at han er væk. Men jeg bliver ved med at spurte, for jeg er stadig så bange, så jeg løber. Altså 500 meter mere. Det er lige der, hvor der ligger en skole eller sådan noget. Så stopper jeg ude foran den, fordi jeg tror, at jeg er ved at besvime eller sådan, fordi jeg får et angstanfald eller sådan, fordi jeg er så bange. Min vejrtrækning er helt ude, og så stopper jeg så og prøver at få styr på min vejrtrækning, og jeg bliver nødt til at holde fast i et skilt, fordi jeg tror, at jeg i hvert fald om agtigt og i det at jeg er stoppet og står og holder fast i skiltet, der kommer der en taxa kørende og stopper, og taxamanden hopper ud af taxaen og går over til mig og spørger, om jeg er okay og hvad der er sket. Taler 2 Og så siger jeg Jeg ved det ikke. Jeg er blevet overfaldet. Og så siger han, at han vil køre mig hjem. Så vi sætter os ind i hans taxa, og jeg sidder egentlig bare helt lammet og bare trækker vejret helt vildt tungt. Sådan helt panikken hvor taxamanden. Han er meget overvældet over situationen. Han ser meget forvirret ud. Og bekymret. Jeg tror, at jeg stadig er fyldt af angst, så det er ikke fordi der er sådan lidt lettelse over, at jeg er kommet ud af situationen. Men jeg er sådan. Der går lidt tid, før det er helt registreret, fordi jeg den der angst bliver bare siddende i kroppen, og det gør den egentlig hele natten. Og så bare sådan på en eller anden måde. Som om, at man kan mærke hele sin krop på én gang, være helt spændt op og frosset til is af skræk. Men du bor jo ret tæt på, så det er jo ikke en særlig lang tur, han skal køre for at få dig hjem. Taler 2 Nej, jeg ser også til ham. Han behøvede ikke at køre mig hjem, fordi jeg boede lige rundt om blokken. Men han insisterede på, at han ville køre mig hjem. Han insisterede også på, at han ville ringe til politiet. Men jeg blev ved med at sige, at det skulle han ikke så vi så'n, så han ville egentlig rigtig gerne hjælpe mig. Men jeg tillod ham ikke at hjælpe mig på en eller anden mærkelig måde, fordi som om det var ikke en så stor ting, at det der lige var sket. Det var sådan det var ikke noget man ringede til politiet med. Så jeg sagde bare, at han ikke skulle ringe til politiet. Og han ender så med at lytte til mig og ikke ringe. Men han insisterer stadig på at køre mig hjem, så jeg kan blive kørt hjem. Det tager under et minut. Og derfra går jeg bare ud af taxaen og siger tak for hjælpen, og så går jeg op ad trappen. Jeg boede på femte sal på det tidspunkt hos min mormor, så jeg var alene hjemme i lejligheden. Taler 2 Så jeg kommer ind ad døren. Tænder lyset alle lysene i lejligheden går jeg ind på mit værelse. og jeg tager ikke min jakke af. Jeg tager ikke noget af, heller ikke mine sko eller noget som helst. Jeg lægger mig bare i sengen, og så græder jeg bare i rigtig lang tid. I 20 minutter måske. Så sidder jeg bare og trækker vejret og græder og er meget forvirret. Og så tænker jeg sådan burde jeg ringe til nogen eller det ved jeg heller ikke vække nogen. Klokken er næsten 3 dør, og så tænker jeg nej, jeg skal heller ikke ringe til politiet. Jeg skal heller ikke forstyrre andre. Men jeg ender alligevel. Så tænker jeg, at min ven stadig er ude på bar. Så jeg ringer til min kammerat fra klassen. Han tager så telefonen, og han kan høre, at jeg er helt fra den og græder og alt muligt. Og så prøver jeg at fortælle ham, hvad der er sket. Han siger bare Du skal ikke sige mere nu. Jeg lægger på, og så ringer jeg til politiet. Taler 2 Og så ringer jeg tilbage til dig, Og så siger jeg Okay, der ligger han på. Og imens det sker, så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg havde skrevet, at jeg var kommet hjem til den fyr, jeg skrev med der, som nu er min kæreste. At jeg var kommet sikkert hjem, beslutter jeg mig så for at ringe til, for at fortælle ham hvad der er sket og for at sige undskyld for, at jeg skrev det for tidligt. Han tager telefonen med det samme, og jeg prøver at fortælle ham, hvad der er sket, og han bor på Amagerbro, så han bor tæt på mig, så der går ikke mere end 10 minutter, og så står han ved min dør og kommer ind og krammer mig. I mellemtiden har min gode ven ringet tilbage og sagt, at politiet ville sende en patrulje ud, og de bliver sendt ud med det samme rundt på Christianshavn, der hvor det er sket. Men de vil ikke kontakte dig eller hvad? Nej, jeg tænker jo, at jeg ikke vil forstyrre dig om natten. Taler 2 Så det er derfor, jeg ikke har ringet. Hvorfor tror du, at du ikke ville forstyrre mig? Jeg tænkte, at I sov. Og jeg tror, at på det tidspunkt tænkte jeg, at det var sådan et big of a deal. Morten Mig og Mollie havde nok datet i omkring to uger på det tidspunkt. Jamen, jeg havde været hjemme hos mig selv, og hjemme hos mig selv havde jeg bare sat en serie på. Efter noget aftensmad og lå egentlig bare i min seng og hyggede. Vi havde. Jeg havde skrevet lidt med hende i løbet af aftenen, også fordi jeg var lidt sådan. Det var jo første gang vi ikke skulle se hinanden en hel dag, kunne man sige. Så jeg havde også brug for at skrive lidt med hende og høre, hvor hun var og hvordan hun havde det og sådan noget der. Så fik jeg så en besked sådan lidt efter at vi var stoppet med at skrive til hinanden. Og så skrev hun, at hun var kommet hjem, og så tænkte jeg, at det var da godt. Skrev en lille besked til hende og sagde, at jeg savnede hende. Og så lagde jeg mig ellers til at sove. Og så går der vel cirka en 20 minutter, ville jeg gætte på før at hun så ringer mig op. Morten Så får jeg et opkald fra hende, hvori at hun fortæller mig, at hun siger ikke så meget i starten af opkaldet. Det er meget stille, og jeg kan ikke rigtig forstå om hun er på den anden ende eller om hun ikke er. Men jeg kan høre hende trække vejret, og jeg siger sådan om hun er der. Og hun svarer så at at hun er der. Ja, men hun siger at det er en meget stille tone. Altså jeg kunne godt mærke på hele samtalen, at det ikke var så godt, hvad der var sket. Så jeg begyndte stille og roligt at tage mit tøj på, imens vi snakker i telefon, fordi jeg tænkte, at hvis der var sket et eller andet, så skulle jeg jo over til hende og være der for hende. Når det så er nok sådan, hvad skal vi sige et minut eller to inde i samtalen, så fortæller hun mig, at hun simpelthen var blevet overfaldet. Og så allerede der er jeg jo næsten ude af døren og så. Så løb jeg simpelthen bare over Kløvermarken, ind over Christiania. Morten Efter jeg så har løbet, mens jeg er helt forpustet og jeg kommer til til vejen, så tænker jeg lidt. Endelig! Jeg kommer til hoveddøren og ringer mig ind og der bliver meget hurtig åbnet. Da hun tager i mod mig, så så ser hun ret ked af det ud. Man kan jo se at hun prøver at give mig et lille smil igennem den her sorg. Jeg kan se på hendes ansigt, at hun tydeligvis er blevet slået i hovedet. Hun har et stort rødt mærke over sin ene kind. Taler 2 Om morgenen, så troede jeg, at min mormor ville komme hjem tidligt, og hun var. På det tidspunkt holdt jeg det lidt hemmeligt, da jeg sås med ham fyren. Så han blev han. Han gik igen klokken halv otte, syv om morgenen og tog hjem, og så var jeg alene igen. Og så tænkte jeg, at jeg havde brug for at ringe til dig til min mor og fortælle, hvad der var sket. Så jeg ringer dig op og fortæller det. Og din reaktion er ligesom bare. Vi skal bare på hospitalet nu, og vi skal på politistationen nu. Og så kom du og hentede mig i din bil, og så kørte vi på Amager Hospital. Du var ligesom Du havde ligesom bare lavet en handlingsplan, og jeg prøvede at sige Ej mor, det gider jeg ikke og sådan noget. Og du havde ikke noget valg? Nej, det er helt klart. Det er helt klart været min største frygt, at du skulle udsættes for et overgreb. Det er sådan. Jeg husker stadigvæk, at jeg stod sådan, at det var morgen, og jeg stod ude i vores gamle køkken. Taler 2 Og du ringer, og du fortæller sådan helt med. Uhyggelig stemme, at du har været udsat for det her overfald. Ja, og så tror jeg, at det første jeg tænker, er jo også ja, hvad er der sket? Og vi skal på hospitalet. Ja, jeg har jo selv været udsat for et overfald, da jeg var teenager. Så derfor så kan man sige, at så har jeg selv været det igennem. Så jeg ved, at man skal først på skadestuen, inden man kan lave en anmeldelse hos politiet. Så jeg kører jo ud til dig og henter dig. Og så selvfølgelig helt vildt ked af at du har været alene og at at du ikke har ville ringe til mig. Det plejer du jo at gøre. Så er det jo også fordi, at du har været ude af dig selv, været i chok, at du ikke har følt, at du ville forstyrre midt om natten. Alt er jo meget surrealistisk i sådan en situation, så jeg følte meget, at der var ikke helt noget, der gav mening. Taler 2 Jeg kan godt se, at man skulle have ringet, eller jeg skulle have ringet til politiet eller lade ham der taxamanden ringe. Men jeg tror bare, at der er så meget. Den der følelse af angst fylder så meget, at jeg. Jeg kunne ikke fokusere på andet end at jeg bare var hjemme og prøve at få rystet følelsen af mig, så det var det eneste, der fyldte mit hoved. Hvordan var det, at ham fyren som du lige havde skrevet, at du var kommet hjem og så ringede til og fortalte Hvordan var det at fortælle ham det? Jeg havde jo dårlig samvittighed over, at jeg havde. Løjet. På en eller anden måde eller sådan. Men egentlig rart at fortælle. Og det var rigtig rart, at han kom og var der den nat. Jeg tror, at jeg det gav en enorm tryghed også så han. Han hjalp mig måske til sådan lige at rationalisere lidt. Selvfølgelig skal jeg ringe til min mor. Selvfølgelig skal jeg snakke. Altså kontakte nogen om det. Hvordan var det så at tage telefonen og ringe til mig? Taler 2 Rigtig ubehageligt. På en måde også fordi jeg vidste jo godt, at jeg ville gøre dig ked af det. Også med at det var sket. Og så bare alt det der med at skulle genfortælle det. Og blev det lidt igen, kan jeg huske, at jeg syntes var rigtig hårdt hele den dag. Fordi man fortæller den jo den samme historie 100 gange, og det er bare lige noget man skal kæmpe sig igennem, fordi det er det sidste man har lyst til. Man har jo bare lyst til at glemme det helt lige når det er sket. Men jeg kommer jo og henter dig, og så kører vi ud på et hospital på Amager, hvor at vi skal vente på, at der er en læge, der kan kigge på dig. Men vi sidder der i venterummet. Hvad husker du derfra? Jeg synes tiden føltes langsom, da vi sad og ventede der. Og jeg kan huske, at der sad en gammel mand og blødte rigtig meget ud for næsen. Eller der var sket et eller andet med ham, og han sad der bare så lang tid og ventede. Taler 2 Jeg tror, at jeg tænkte meget sådan. Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper ham? Hvordan kan det tage så lang tid? Og så bliver det din tur. Ja. Og vi går begge to ind til lægen, og han lukker døren. Så det er sådan privat. Og så fortæller jeg ham, hvad der er sket. Og jeg fortæller ham meget om, hvor jeg er blevet slået i ansigtet. Og han kigger så på min kind. Og inde i min mund, hvor han kan se, at der er kommet en flænge inde i mine indre kind fra slaget. Og jeg har også en flænge udenpå kinden fra slaget. Samtidig så kigger han også på mit baghoved og på min ryg. Om jeg har slået den i faldet? Og der er ikke så meget at se på min ryg. Eller på mit hoved. Men der er meget at se i forhold til det slag, jeg har fået på kinden. Og det sagde han, at det kunne han godt lave en rapport på. Fordi der var tydelige mærker fra slag som der det var kun nogle skader, der kunne komme fra et slag. Taler 2 Det kunne ikke komme naturligt, men er også slået hårdt, og der er kommet en flænge inde i din mund. Ja, jeg havde også ondt i hovedet den dag. Jeg kan også huske, at det så lægen ikke, men vi opdagede, at din ene fod var der hudafskrabninger på. Nå ja. Ej, det havde jeg glemt. Ja, det var derfor skoen. Hvordan er det at være inde hos denne her mandlige læge? Det er okay. Jeg tror, at jeg håber, han kan se, at jeg er blevet slået, så vi kan lave den der rapport. Så jeg tror egentlig, jeg bare er glad for, at han kunne se, at der var sket noget. Det føltes lidt som at blive hørt. Ja, jeg kan godt se, at du er blevet slået. Ja, det kan jeg godt forstå. Altså det der med, at det på en måde virker så uvirkeligt, når man er udsat for et overgreb. Så er det rart, at der ligesom er et eller andet form for bevis på, at du har været udsat for det, og at det ikke bare er mig, der har drømt eller sådan, fordi det hele lige pludselig godt kan være lidt tåget, ik? Taler 2 Men han er jo ret sød ham lægen skriver ned og tager nogle billeder og sådan noget. Og ja, alt hvad der er af skader der er kommet efter det her. Så skal vi over på politistationen på Hovedbanegården, hvor jeg kan huske, at vi skal ind igennem sådan en dør, hvor man går ind, og så lukker de begge to, og så åbner de en sikkerhedsdør. Og der står sådan mange politibetjente med fuld maskering og sådan der pistoler og sådan noget i deres. De ser meget farlige ud på en eller anden måde, så det er lidt ligesom at være i lufthavnen eller sådan, at man skal stille sig sådan på en bestemt måde for at komme ind ad døren, og der står også en 2 meter høj politimand. Ligner en bodybuilder nede fra Fitness World eller sådan noget? Ja, og sådan helt sur. Som om man nærmest kommer kriminelt eller et eller andet, når man kommer ind ad døren. Det føles som om man skulle i fængsel. Der er sådan en lidt mærkelig stemning derinde. Taler 2 Nu kan man se. Nu var jeg jo også med som mor. Kommer jo også med mine egne erfaringer med at have været udsat for et seksuelt overgreb og været igennem hospitaler og gynækologiske undersøgelser og politistationer og sådan noget. Så det er helt klart, at der også er sådan noget gentagelse, som på en eller anden måde trigger hele situationen der. Men, men, vi kommer ligesom ind. Vi får lov til at komme ind af de der døre der og bliver ligesom sat over for sådan nogle små stole og skal vente på at at der er en skranke der bliver fri og vi sidder et godt stykke tid og venter. Ja, jeg kan huske når vi sidder og venter, at vi både griner, får grineflip over situationen med alle de her politibetjente og samtidig også græder over, at det er så frygteligt. Vi er virkelig sådan på spektret, begge følelser, og vi sidder og venter der. Men på et eller andet tidspunkt, så bliver det så din tur, og jeg husker bare, at der sidder den her politibetjent bag skranken, og han er i gang med at spise bananer. Taler 2 Der er en hel klase bananer, men han sidder og gnasker sådan nogle nødder nødde-mix. Og så er det sådan du kommer op, og man kan bare mærke, at hans energy på en eller anden måde. Den er sådan helt slow og meget fjendtlig. Jeg kommer op, og så siger han Ja, hvad vil du ham? Så tænkte jeg Okay, jeg synes, at det var sådan ret grænseoverskridende at skulle stå sådan midt inde ved den skranke. Og sådan lige pludselig bare sige Jamen, jeg er blevet overfaldet. Og så står der bare sygt mange mennesker. Og det var som om det var sådan. Det føltes. Sådan lidt grænseoverskridende. Hele den situation. Men også fordi der er andre mennesker ret tæt på, og man skal. Du skal tale ret højt også. Ja, han bliver ved med at sige tal lige højere, tror jeg. Fordi jeg hvisker lidt. Fordi jeg synes, at jeg gider ikke have, at alle skal høre det. Også fordi at der måske var det sværere for dig at fortælle. Taler 2 Det var jo blandt andet, at han havde sagt til dig, at du skulle tage dine fucking bukser af. Ja, han er jo sådan ret afvisende på en eller anden måde i den her modtagelse. Og han er sådan, han siger til os nat Hvorfor ringede du ikke til politiet? Og så siger du Jo, det gjorde min ven. Og så siger han På hvilket tidspunkt? Og så prøver de ligesom at give ham sådan cirka tidspunkt for, hvor dine dine venner ringede. Og det sidder han og prøver at søge efter på sin computer. Og han bliver ved med at sige Der er ikke nogen, der har ringet ind. Og hvorfor har du ikke ringet, når det er så alvorligt? Hvis politiet får at vide, at nogen har været udsat for et voldtægtsforsøg, så vil der komme en patrulje med det samme. Og så ender det med, at du bliver nødt til at tage din telefon op og ringe til din ven. Jeg ringer op til min ven, og han giver det præcise tidspunkt for, hvornår han har snakket med dem, og så finder politimanden frem i sin computer, at der har været et opkald inde omkring det her, og at navnet matchede, og at de havde sendt nogle patruljer ud der på det tidspunkt til at køre rundt og kigge i området. Taler 2 Men han er sådan lidt undrende. Ja altså, det handler meget for ham om hvorfor jeg ikke har ringet efter det er sket, og jeg skal blive ved med at gentage mig selv om at at det var fordi, at jeg var så bange, at jeg skulle bare hjem. Altså han er meget sådan, ja meget uforstående overfor det og så hans jammer der faktisk i den situation. Når du har været udsat for noget så alvorligt, hvordan kan det så være, at du ikke ringer til politiet lige med det samme? Ja, og jeg kan bare se på dig, mens vi står der, at du er helt flosset. Og bare det at skulle få ordene ud af din mund, kan du næsten ikke. Og det er Jay er også en ubehagelig situation at stå i sådan en skranke og skulle sige sådan en alvorlig ting, mens der er rigtig mange andre mennesker omkring dig. Ja, og jeg får sagt et eller andet til ham. Står du og. Står du og udskammer hende for at have været i chok over, at hun har været udsat for et voldtægtsforsøg? Taler 2 Og så er det ligesom om, Så kan han egentlig godt se det der. Ja, det der så sker, er jo, at han siger, at når de her to betjente, de vil komme og hente dig om lidt, og så siger jeg Jeg vil gerne med. Og så siger han, at nu er du en voksen. Du er 20 år på det her tidspunkt. Du er voksen, og derfor behøver man ikke at have sin mor med. Men altså, man har ret til at have en bisidder. Det er egentlig ret mærkeligt, da han siger så han siger det må de der betjente ligesom vurdere, om jeg må få lov til at køre med dig ned til afhøring. Og så sætter vi os der igen og venter. Men du nægter ham og siger, at du kommer til at gå med uanset hvad. Når vi sætter os ned og der kan jeg godt mærke, at der er du helt vildt ked af det, og tårerne triller ned ad kinderne på dig. Og der går en politimand frem og tilbage og ligesom skal holde styr på, at der ikke sker et eller andet inde på stationen. Taler 2 Og lige pludselig så kommer han over til os, for du sidder sådan og prøver at skrive til ham her, der havde ringet til politiet. Og så råber ham der politibetjent bare sådan noget. Du må ikke have telefonen herinde. På sådan en sindssyg at at det er sådan, man bliver taget imod, når man har været offer. Et overfald. Men i hvert fald, så går der jo ikke særlig lang tid. Og så kommer der to politimænd og fører os ned nedenunder i deres afhøring lokalet. Jeg husker, at vi kommer ind af sådan lidt en hemmelig dør, føler jeg det ind på et meget normalt looking kontor, og at de siger hej. Og jeg føler egentlig, at de har en meget, meget rarere stemning end ham der er ovenpå. Så jeg var rimelig glad for at komme væk fra ham. Og så kommer vi ned til dem her, og jeg får også lov til at gå med ind. Ja, vi kommer derned og bliver sat ind i et rum. Dig og mig og de to politibetjente. Taler 2 Der skal jeg fortælle rigtig mange detaljer omkring hvad der var sket, så de kunne lave en rapport. Men til sidst i den her samtale, der får vi så at vide, at de vil ikke lave en rapport på et voldtægtsforsøg, fordi det var der ikke bevis for. Der var kun bevis for, at jeg var blevet slået. Så de ville kun lave en anmeldelse for at jeg var blevet overfaldet. Ikke voldtægtsforsøg. Ja, det kommer med en forklaring om, at det er sværere at blive dømt for voldtægtsforsøg end for vold. Og fordi der ligesom er et klart bevis på, at du er blevet slået, så vil de registrere anmeldelsen som et voldeligt overfald. Jeg kan godt mærke, at jeg studser lidt over det, fordi der er jo ingen tvivl om, hvad hans intention var. Han siger, at du skal tage dine fucking bukser af. Så har det jo ikke kun været et voldeligt overfald, og du ligger dernede. Altså man stoler jo på, at politiet ved, hvad der er det rigtige at gøre. Taler 2 Og vi går så derfra. Jeg går ud fra politistationen med en lidt bedre følelse end dig, tror jeg, fordi jeg tænker sådan om det. Det kan vel godt give mening, når jeg kun har et fysisk bevis på det her. Og du er meget sådan. Det er ikke fair det her. Du synes, at de skulle have lavet en rapport på et voldtægtsforsøg, og det fortæller du dem også. Noget som ham den ene betjent. Og han er faktisk rigtig sød, ham den ene. Han er meget forstående og empatisk. I forhøret der, så siger han til dig, at det er vigtigt at prøve at lade være med at tænke på, hvad der kunne have været sket, og noget som jeg kan huske, da du ringer til mig, og vi snakker om i løbet af den dag, hvor vi både er på hospitalet og politistationen. Det er også det her med at at du faktisk er ret overrasket over, at du har kæmpet i situationen, og det er på en eller anden måde også det, der gør, at du virker stærk i det på en eller anden måde. Taler 2 Det skulle han ikke få lov til. Og så sparkede jeg. Jeg tror, at jeg ville være stolt af mig selv over, at selv om det var den mest frygtelige og mest skræmmende situation, så følte jeg mig også lidt stærk i. Jeg kunne godt beskytte mig selv, og det var jo også vildt, fordi jeg kan huske, at mig og min kæreste og din anden forældre person, som jo har været en del af dit liv i mange mange år nu også at vi havde jo talt om det der med, at du er ligesom mig også en høj pige og så på en eller anden måde så alle de gange, hvor du har gået alene hjem og vi har snakket om det, eller du ved hvor man har været bange, så det har altid været sådan. Ej men du er sådan en høj pige, så selvfølgelig så ville man ikke gå efter dig. Måske hvis det var at man lige skulle overfalde en eller anden pige på gaden, ik? Men du havde jo gået til selvforsvar. Ja, da jeg var lille. Taler 2 Fjerde klasse. Så meldte min min biologiske far mig til selvforsvar. Uden jeg vidste, hvor jeg gik der i tre måneder. Tror du, at det har givet dig noget i situationen? Det har jo nok givet noget baggrund. Altså, det er jo ikke fordi jeg føler, at jeg har brugt teknikkerne eller noget, men vi har jo lavet sådan nogle øvelser, hvor man lå ned, og så skulle drengene, der gik til det, ligesom sætte sig ovenpå pigerne, hvor man lå med lukkede øjne, så man vidste ikke, hvornår det ville ske. Og så skulle man ligesom kæmpe dem af sig. Ham politibetjenten der sagde, at du skulle måske prøve at lade være med at tænke på, hvad det var, der kunne have været sket. Hvad er det så mit råd til dig? Eller er det svært at lade være med at tænke på? Jeg har taget det til mig. Altså, jeg føler, det er ikke det, der har fyldt mest. Hvad der kunne ske på en eller anden måde, vidste. Taler 2 Jeg er rimelig sikker på, hvad der ville have været sket, og hvad var det? Jeg er rimelig sikker på, at jeg havde havde fået en voldtægt, og han så ville gå igen. Jeg tror ikke, at det var fordi han ville slå mig mere. Jeg tror ikke det var fordi han ville dræbe mig eller et eller andet. Men det har ikke fyldt så meget. Det er sådan, jeg tror. Efter det skete, der kunne jeg godt mærke i de efterfølgende dage, at jeg havde ikke lyst til at tage sent hjem. Så selv hvis jeg skulle ud med min klasse, så ville jeg gå tidligt. Og jeg tog stadig i skole og passede min hverdag og sådan noget. Men jeg er bare sådan. Jeg var bange. Lidt bange efter også. Hvor lang tid går der, før du hører noget fra politiet igen? Der går nogle måneder. De vil så frafalde sagen, fordi de ikke har nok beviser. De skriver her afgørelse i sagen, hvor du har anmeldt vold. Jeg skriver til dig for at oplyse dig om, at Københavns Politi har besluttet sig at standse efterforskningen om vold begået mod dig den 23. Taler 2 September 2024 ud for Bådmandsstræde nummer 27 i København. Hvordan var det at få at vide, at de nu ville lukke den sag? Skuffende. Og så tror jeg, at jeg efter det bare prøvede at lade være med at tænke på, hvad der var sket. Jeg kan i hvert fald huske, at du blev enormt ked af det over det svar og også uforstående, eftersom at det er en af de mest overvågede gader overhovedet. At de ikke har kunnet finde noget videomateriale, hvor det sker, fordi der er et overvågningskamera lige dér i den gade. Og også bare det der med, at der er en mand, der løber rundt eller går der, og som er voldelig og havde til hensigt angiveligt at voldtage dig, og hvis man gør sådan der. Mon ikke han har gjort det igen? Eller næste gang har det måske lykkes ham at voldtage en pige på den måde. Jeg har tit haft en følelse af, at jeg føler, at det var så ubehageligt, fordi det var så pludseligt, og det kom ud af det blå, og det var så uplanlagt også fra hans side. Taler 2 Han drejede bare rundt og ser en kvindelig skikkelse, og så tager han en beslutning på to sekunder. Nu kan man sige. Nu er der gået et år, og på en eller anden måde, så har du jo. Dit liv er ikke gået i stå. Eller altså du går stadig hjem fra arbejde sent, fordi du arbejder i restaurationsbranchen. På mange måder har du jo bare kørt videre. Føler du, at der er noget, der har forandret sig, efter at du er blevet overfaldet? Der er sket en ændring i mig. Jeg er gået fra at være et meget trygt og ubekymret menneske, til at jeg er begyndt at opleve mange flere ængstelige følelser. Jeg har udviklet en frygt for at vaske mit ansigt om aftenen. I vasken, fordi jeg er bange for, at når jeg åbner mine øjne, at der står en bag mig. Jeg er bange for, at der er en, der tager en hånd og tager fat i mig. Derudover er jeg i et langt stykke tid efter gik jeg altid med nøglerne i min hånd, når jeg gik hjem, fordi jeg var. Taler 2 Jeg føler lidt, at der var et glansbillede, der var blevet revet i stykker af, at jeg kunne gå sikkert på gaden. Jeg følte, at hvis det kunne ske så umotiveret der, så kan det sagtens ske igen. Og så har jeg mit nervesystem taget ret meget En skade er det også efter. Det var et stort chok, så jeg det seneste år få ekstremt mange chok af små ting. Det kan være sådanne pludselige lyde, hvis der er en, der står tæt på mig, og jeg ikke havde set høje lyde, hvis jeg taber noget. Nogle gange kan jeg også få et chok over mig selv. Næsten. Og de her chok. De føles meget smertelige inde i kroppen, så det føles som det største chok, man nogensinde kunne få. Og det får jeg bare ret ofte. Og det tager lige nogle minutter, før det kommer ud af min krop igen. Når du står der og er i gang med at vaske dit ansigt af om aftenen, hvad er det så for en slags frygt? Taler 2 Der kommer sådan en frygt i maven og hjertet af. Jeg er ligesom jeg nærmest får et lille chok hele tiden, når jeg eller jeg får sådan et chok følelse, når jeg vasker mit ansigt. Det er nok bare angst. Jeg forbinder det til mænd af frygt for, at der lige pludselig står noget bag mig, som ikke var der før. På et tidspunkt vågnede jeg om natten og følte, at jeg så ansigter. Så en mande ansigter på mit værelse og lyde fra opgangen og sådan noget er jeg meget opmærksom på, og min første intention er ligesom nu Sker der noget dårligt? Hvor før var det sådan, når der går bare én op ad trappen? Nu er det sådan, at der er en, der kommer herop. Så på en eller anden måde i beredskab, ja, beredskab hele tiden for at der kunne ske noget. Men også sådan en generel anden perspektiv på lyde og på omverdenen. Føler du, at du har brug for hjælp? Ja, altså det har jeg vel lidt, når jeg går og oplever angst i hvert fald. Taler 2 Jeg ved bare ikke, hvad der er at gøre ved det. Jeg tror, jeg føler, at det er lidt håbløst. På en måde er det noget, der har ændret dit liv. Det har ændret mit liv, og det fylder mere i perioder. Så lige nu fylder det ret meget på grund af, at jeg har udviklet denne her nye frygt. I sidste måned eller den her måned om at vaske mit ansigt. Ellers helt generelt set. På det seneste år har det ændret, at jeg får flere chok og store chok, som gør ondt i min krop. Føler du, at det har hæmmet dig? Til tider? Hvordan kan det være, at du gerne vil fortælle om det her i min podcast? Jeg ville nok gerne sætte fokus på, at der er nogle sager, som bliver frafaldet, som jeg ikke mener burde frafaldes. Da du lavede dit opslag omkring det her. Vi snakkede om det, så fik det også vildt meget respons og meget positivt også, hvilket var enormt dejligt, men også for mange der havde prøvet det samme, og hvor de også har frafaldt sagen. Taler 2 Der var også hele den her ting oppe i medierne om, at. Så var der den her artikel fra Danmarks Radio, hvor der var en masse politibetjente, der var stået frem og sagde, at de faktisk løj i nogle sager, og de vaskede dem. Så det vil sige, at det bare siger, de kan gøre mere i sagen. Det skrev jeg så om om din oplevelse af at være blevet overfaldet af den her. Det her møde med politistationen, som jeg mener er dybt forkert, at der ikke er en speciel enhed man tager ind, og man har været udsat for et overgreb. At man kommer ind i et rart imødekommende sted, hvor de ved hvad det vil sige at tage sig af et menneske, der lige har været udsat for det. Det forstår jeg simpelthen ikke. Og at politiet så går og lyver, og at der er masser af sager, som de simpelthen bare ikke vil bruge deres tid på. Det synes jeg jo er dybt forkasteligt, at der er potentielt en voldtægtsforbrydere løs i København. Taler 2 Det er der jo. Ja, det er der jo. Og gad vide, hvad han har gjort? Der er jo ikke bare én. Der er mange. Ja. Og så tror jeg selvfølgelig også, det ripper op i min egen oplevelse af at være udsat for et seksuelt overgreb, da jeg var 13 år gammel, og at at selvom der i virkeligheden var en masse beviser på det, så så endte de her personer kun 3 uger i varetægtsfængsling og så blev de befriet på grund af manglende beviser. Og i dag så var de blevet dømt, fordi der er bare lovgivningen er blevet lavet om. Heldigvis for det. Men jeg synes alligevel, at det er vildt, at man som kvinde i Danmark. Det er mere reglen end undtagelsen, at man bliver udsat for vold eller voldtægtsforsøg eller overgreb. Og så tror jeg også bare, at efter at du ligesom fortalte mig her for nyligt, at du var begyndt at få angst og de her oplevelser med at frygte at kigge dig selv i spejlet om aftenen eller være bange for høje lyde eller får det her chok, så tænkte jeg, at det var en måde, vi kunne kigge på det sammen igen. Taler 2 Gå igennem det sammen. Fordi det er jo i hvert fald noget af det, som jeg som mor har det allersværest ved. Det er jo, at jeg ikke var der og kunne have hjulpet dig, da det skete. Og hvor var det godt, at du kæmpede. Men altså, det er jo ikke alle, der gør det. Der er jo også mig selv, som frøs i situationen. Altså sådan at man kan reagere på mig på forskellige måder, og man kan ikke rigtig regne ud på forhånd, hvordan man reagerer i en situation. Jeg var overrasket. Jeg vil i hvert fald bare sige tak for at fortælle din historie her. Så tak. Tak for at være der. Jeg elsker dig. Jeg elsker også dig mor. Det var dagens episode. Af Sara Bovin. Podcast Hvis du har lyst til at fortælle din historie her i podcasten, så må du endelig ikke holde dig tilbage. Du kan skrive til mig på [email protected] og så vil jeg bare sige tak, fordi du lyttede med.