Kidnappet af Israel – Nina Rojas fortæller sin historie

Taler 1 Jeg ved ikke, hvad du tænker. Har du nogen tanker? Nej, det har jeg ikke så meget lyst til at gå ind i. Eller det er vigtigt for mig at gå ind i det der. Taler 2 Eller jeg tror lidt begrebet aktivisme og aktivister at komme lidt ind på det. Jeg tror, at folk oplever en stor distance, når de hører det, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt, fordi alle de mennesker jeg har været afsted med egentlig ret, det er bare normale mennesker der. Sådan fordyber sig nok i deres empati til at tage en handling, der måske virker radikal, men som egentlig bare stammer fra almene menneskelige følelser. At have medlidenhed osv. Men fordi jeg føler, at rigtig mange ser det som om, at det er et eller andet skørt at tage på en flot thailænder eller at tage til Ægypten og marchere mod grænsen eller aktioner. Men forklaringen bag det er at bryde en ulovlig blokade for at hjælpe en befolkning, der sulter og har været under en etnisk udrensning i snart et århundrede. Det er egentlig ikke så komplekst, som jeg synes folk gør det. Taler 3 Til. Taler 1 Nina, du kom hjem i går aftes. Denne her rejse, som du har været på. Hvad? Hvad var hele ideen bag det så? Taler 2 Global Siumut flotille startede efter marchen til Gaza tilbage i juni, hvor der var en masse aktivister over hele verden, der rejste til Egypten for at marchere mod grænsen og bryde den ulovlige blokade. Taler 1 Hvis man bare lige sidder og lytter med nu og ser med nu og tænker hvad er det for en ulovlig blokade, der har været. Taler 2 Den såkaldte stat, Israel har lukket? Adgang til nødhjælp til befolkningen i Gaza og andre steder i Palæstina. Gav sig også dem, der er hårdest ramt. Og siden marts har der ikke kunnet komme nødhjælp ind. Så store dele af befolkningen sulter og har indtrådte ret kritiske stadier af hungersnød. Taler 1 Så du tog til Egypten og var med i den her fredsmarch, der skulle have gået hele vejen ned. Taler 2 Ja, jeg tog til Egypten. Jeg var så en af dem, der ankom og. Jeg ankom den samme dag om aftenen, hvor marchen blev stoppet af myndighederne, og så afventede vi i nogle dage Kairo, før den så blev. Hvad kalder man det? Afsluttet og afbrudt missionen, og derfor lavede de et nyt initiativ. At de ville i stedet for forsøge til havs at sejle til Gaza med nødhjælp. Taler 1 Jeg husker også, at der har været et tidligere forsøg på at sejle med nødhjælp, hvor der var en masse, der blev dræbt. Taler 2 Ja, tilbage i 2010. Tror det var. Ved ikke om det var 20 stykker der blev dræbt og rigtig mange mennesker der kom til skade. Taler 1 Så du i Ægypten og så hører du om at der skal laves det her nye måder at forsøge at komme ind med nødhjælp på? Taler 2 Ja, ja, og så fik jeg nogle bekendtskaber i Egypten, som også var en del af Global March Theresa, og de sagde så til mig, at de ville gå i gang med at arbejde på Global Summit. Flyt til LA, og så sendte de mig et sted, hvor jeg kunne lave en ansøgning og ansøge om at deltage. Og så der var ca. 20.000 ansøgere. Og de endte så med at plukke 1000 mennesker ud, der kunne få lov til at komme med og deltage. Der var begrænsede pladser i forhold til antal boede. Taler 1 Og var der nogle kriterier for ligesom at være særlig egnet til at tage med på den tur? Taler 2 Jamen altså, de prioriterede selvfølgelig folk, der havde erfaring med at sejle. Sundhedsfaglige. Journalister, politikere og folk med medie platforme. Folk der har tidligere erfaring med aktivisme og med missioner. Så da jeg var den eneste, der ansøgte. Som dansk statsborger og peruvianske statsborger, så satte det også to nationer mere på Globus som flotillen. Taler 1 Hvad var din intention med at tage med? Taler 2 Jeg tror, at at se alt, der foregår i verden og overhovedet ikke kun med Palæstina, men rigtig, rigtig mange steder og at sidde i Danmark og være. meget privilegeret. Også selv vælge hvor hvor inddraget jeg har lyst til at være i det, og hvor meget jeg har lyst til at se det. Det giver mig en meget stor magtesløshed. Så tror jeg lidt, at jeg ser det. Jeg ser ikke rigtig andre muligheder end at tage det i egen hånd og finde en eller anden måde at handle på. Taler 1 Og du er så den eneste dansker, der blev valgt ud af de 20.000 ansøgere? Taler 2 Ja, til Globo som et flot tilbud. Ja, der var jeg den eneste dansker. Der var allerede nogle aktivister i Danmark, da vi kom tilbage fra Egypten, der allerede havde valgt at gå i et samarbejde med Susanne Madelaine, som så også var de aktivister, der var med dér. Taler 1 Så det har også været andre danskere på vej mod Gaza med nødhjælp. Men ikke lige. Taler 2 Ikke på Globo, som jeg skulle til, Men de valgte at gå med Tauson. Mathias har arbejdet meget hårdt for at samle ind og få både gjort klar til den mission. Taler 1 Så du får beskeden om, at nu skal I afsted. Du skal til at pakke dine ting og tage mod Barcelona og mødes med de andre. Og hvor mange? Hvor mange er I, der skal sejle afsted sammen på den båd, som du skal med? Taler 2 Jamen vi kommer så til Barcelona, og der er vi nu ikke blevet uddelegeret. Både så der begynder vi egentlig alle sammen at arbejde på de både, der er der og istandsætte dem, og så bliver nogen af os uddelegeret både. Dagen efter vi ankom til Barcelona og nogen af os skulle afvente længere med mig, der var der, var det sådan det var ikke. De havde lidt svært ved at finde ud af hvilken båd de skulle placere mig på, fordi de ville gerne placere folk ud fra nationalitet. Kriminalitet, så at folk, der har europæisk statsborgerskab, bliver blandet med folk, der ikke har af rent sikkerhedsmæssige årsager. Taler 1 Hvorfor det? Hvorfor? Sikkerhedsmæssige årsager. Taler 2 Men desværre lever vi i en verden, hvor et europæisk statsborgerskab giver dig mere beskyttelse. Og Israel er kendt for at behandle folk ud fra. Ud af EU. Taler 1 Være tusind mennesker samlet i Barcelona. Taler 2 Der var tusind mennesker, der blev valgt til at skulle sejle, men så var der også landsholdet eller hvad man kalder det. Dem der lavede alt arbejdet fra land. Så jeg tror, vi har været måske i hvert fald 1500 mennesker i Barcelona, der laver alverdens forskellige arbejde. Nogle arbejder på, og nogle arbejder på medie, Nogle arbejder på logistik. Så der var vi så i seks dage fra mandag til søndag, og om søndagen var der, hvor vi sejlede ud fra Barcelona. Taler 1 I de seks dage i Barcelona. Hvor meget blev vi forberedt på? Hvad er det? Hvad er det for nogle ting, man skal være klar på, inden I tog afsted? Taler 2 Dem der har været afsted i juni måned, så Thiago, Yazmin, Greta så de fortalte historier om hvordan det havde været sidste gang de var afsted. Forberedte os på det, har det selvfølgelig godt kunne gå mange andre veje, nu hvor vi var så mange mennesker, fordi det er lang tid siden, at der har været en flod til, og der er så stor. Vi endte med at være næsten 50 både. Så selvom de kunne forberede os til en vis grad på, hvordan det havde været sidste gang, så var vi ikke rigtig sikre på, hvordan Israel ville håndtere så mange mennesker komme. Taler 1 Hvordan trænede i selve turen? Hvordan forberedte jeg på det? Taler 1 Jamen, vi så mange videoer med, hvordan det tidligere havde foregået, men så havde vi også øvelser, hvor at vi sad inde i et rum, og vi sad sådan lidt ligesom at man ville sidde på båden, når en interception skulle til at ske, og så blev lyset slukket, og så illustrerede de det hele med lyde. Og så havde de gjort et hold klar, der kom ind og skulle forstille sig at være Arrow, hvor de så selvfølgelig til en hvis grænse. Men hvad var det lige for at se, så man kunne prøve at have en idé om hvad man kunne blive mødt med? På båden var der sådan lidt forskellige grupper. Der var crew som var dem der kendte til båden og gjorde alt det praktiske med det. Så var der interiør, som var køkken og rengøring, som i princippet også var en del af crewet, men så havde vi også organiseres, som var dem, der havde styr på hvad. Hvad skal der ske, når der er en interception? Og det var dem, der skulle tage ansvar for under 1 interception? Taler 1 Så skulle vi i princippet ikke have en kaptajn eller crew som er ansvarlige. Vi havde organiseret, som var dem der tog ansvar for båden og for menneskerne på båden. Taler 2 Og hvor meget nødhjælp havde de med om bord. Taler 1 Vi havde ret meget nødhjælp. Vi havde både en masse mad. Vi havde en masse medicin og vores båd. Det var primært mad og medicin. Og så havde vi lidt mælkeerstatning med også. Taler 2 Og så skulle vi sejle. Taler 1 Og så skulle vi sejle. Taler 2 Hvad havde du? Af tanker inden at I tog afsted fra kajen? Taler 1 Jeg var egentlig bare meget motiveret. Det var rigtig rart. Det var et rigtig rart miljø at være i med virkelig mange interessante mennesker og meget forskellige mennesker. Nu var det også meget globalt, så vi var 44 forskellige nationer, men det var rart, at til trods for forskellige personligheder og folk, man måske egentlig ikke har så meget tilfælles med og måske ikke havde udviklet en særlig god relation til i andre omstændigheder. Men på grund af at vi ser lige præcis det her problem på samme måde og ønsker at gøre en forskel og at stå i solidaritet med palæstinenserne og at kunne samle sig så meget om det og virkelig få skabt nogle rigtig smukke bånd med hinanden. Man blev til en lille familie på båden. Taler 3 Under den time. Taler 2 Så jeg tror, at der er mange, der sikkert ville frygte at skulle afsted og vide at Israel på ingen måder ville se særlig let på, at I kom sejlende. Hvad havde du af? Var du bange? Taler 1 Jeg var nok mere bange i øjeblikket, hvor vi blev intercept, og da vi blev taget hen til tortur og fængsel. Og da vi var henne i fængslet, for der er det lidt nogle andre tanker. Men jeg tror, vi alle var rigtig gode til at have vores fokus på hvorfor gør vi det her, og hvorfor er det så vigtigt? Hvorfor er det en risiko, vi er villige til at tage? Taler 2 Altså den der følelse af at at noget er så vigtigt, at det på en eller anden måde kommer til at overskygge den frygt, hvad det kan have konsekvenser. Taler 1 Ja ja, fordi altså sådan palæstinensisk liv er ikke mindre eller mere værd end nogle af vores andres liv. Og bare det i sig selv at være så privilegeret, at jeg vælger at putte mig selv i fare. Alle de mennesker, der er født derhenne, de har ikke valgt at være født i de omstændigheder, ikke valgt, at nu skal jeg vågne op i dag og være bange for at blive bombet eller blive skudt eller ikke at kunne give føde til min familie. Eller Nu skal jeg flygte fra mit hjem eller nu skal jeg. Ja, hvor var det i sig selv, at jeg vælger selv. Jeg går ud af min sikkerhed her i Danmark og vælger at tage på den her. Allerede dér er der bare en kæmpe forskel. Så. Og så tror jeg også igen, selv om man ikke kan være sikker, og man ikke kunne vide, hvordan de ville reagere. Og det kunne have gået rigtig mange veje. Og nu har de førhen tilbage i 2010 haft dræbt folk, der tog af sted på en humanitær mission. Taler 1 Men jeg tror alligevel, at bare det, at vi muligvis kan føle, at vi sikrer på grund af, at vi kommer fra nationer, som Israel, ikke vil gå i krig med eller ikke vil gøre sig uvenner med. Stiller os meget bedre. End Palæstinenserne. Så jeg tror bare det var en kamp der 100% gav mening at tage. Taler 2 Hvad sagde din familie til dine venner, til at du ville tage med om bord? Taler 1 Jamen, jeg nåede ikke at snakke supermeget med nogen, før jeg tog af sted. Også fordi før jeg tog afsted, var det lidt stadig sådan noget vi prøvede at holde. Det var noget, vi ikke prøvede at snakke for højt om, op til at vi rent faktisk skulle sejle. Så jeg nåede ikke rigtig at snakke med nogen veninder om det. Jeg snakkede meget kort med måske to stykker. De var meget bekymrede. Jeg tror måske også igen, det lyder lidt skørt, hvis man ikke har hørt om flirts lærere før og ikke kender til det. Så de var sådan. Du vil sejle mod Gaza og muligvis ende med at blive kidnappet af israelske soldater og taget derhen. Og min mor hendes. Jeg sagde det til hende, før vi sejlede, men jeg sagde det først til hende, da jeg var i Barcelona. Fordi allerede sidste gang, da jeg tog til Egypten, der var min mor meget påvirket. Og bedt mig om virkelig ikke at at hvis jeg gerne ville være en del af aktivismen, at jeg ikke bare kunne gøre det hjemme fra Danmark og ikke tage på sådan nogle missioner. Taler 1 Men vi havde en god samtale om det, og min mor kender mig godt, og jeg prøvede også at forklare min mor det er dig, der har opdraget mig med de her værdier. Og ja, derfra har alle mine veninder og min familie været rigtig støttende og. Gjort det meget lettere for mig at være på missionen. Taler 2 Hvordan var det at sejle fra kajen og ligesom. Være på vej. Taler 1 Jeg tror, at hele oplevelsen var bare sådan lidt surrealistisk. Fordi selvom jeg har deltaget i. Deltaget i andre aktioner. Og også i marchen i Ægypten, så var det her meget anderledes. Og man kunne godt mærke. Hvor stort det var. Nu tror jeg også at sejle fra Barcelona. Var helt klart en oplevelse i sig selv. Virkelig, virkelig stor opbakning fra det catalanske folk. Det er selvfølgelig ikke en rigtig statistik. Men da man stod der. Og man sejlede derfra. Jeg vil mene, at det må have været. 80% af befolkningen. Altså hele en kæmpe havn i Barcelona. Og der var fyldt, da du stod på skibet og kiggede ud. Altså du kunne ikke se gaden, du kunne ikke se noget. Der var bare mennesker over det hele. Og de var der hele weekenden fra fredag til søndag, før vi skulle sejle. Så ja, jeg føler godt, man kunne mærke, at man var en del af en rigtig stor bevægelse. Jeg synes, det var rigtig smukt at se, hvor meget opbakning der fik. Taler 2 Hvor lang tid vil det tage at tage fra Barcelona og så komme hen og bryde den blokade. Taler 1 Fra Barcelona til Gaza? Der var det estimeret ca. 11 12 dage. Vi havde så tekniske problemer med nogen af bådene, og flotillen havde ikke lyst til at sejle af sted uden at alle bådene var med. Så hvis der var 2 3 både med tekniske problemer, så stoppede hele flotillen og ventede på at de problemer var blevet løst. Taler 2 Så det der også var med var, at I skulle være de her 50 både samlet der skulle lægge et pres, men jeres båd havde så tekniske udfordringer. Taler 1 Ja, vi havde nogle problemer med motoren, og de problemer blev ved med at komme igen og igen. Vi troede faktisk endda på et tidspunkt begyndte vi at mistænke, at vi havde infiltreret, fordi det var det samme problem, der opstod igen og igen og igen. Og det var først i Tunesien, at vi fik løst det fuldstændig og derfra kunne sejle uden problemer direkte. Taler 2 Seriøst overvejet om der var nogle af jer, der ligesom gik og prøvede at forhindre det på besætningen eller hvad? Ja okay, det lyder da ret stressende. Hvem var med om bord på den båd, som du var med? Taler 1 Vores båd var primært spansktalende, fordi der var så mange fra fra Catalonien og fra Spanien og fra Sydamerika. Så jeg tror, at ud af de 23 mennesker var der 18 af os, der snakkede spansk, så det var meget spansktalende båd. Taler 2 Greta Thunberg var hun med på din båd. Taler 1 Greta Thunberg? Hun var på Family Boat, hvilket jeg tror måske var den største eller den anden største. Hende mødte jeg først. Hende eller jeg mødte hende før dagene. Vi trænede i Barcelona, og derfra så vi først hinanden igen hen i fængslet. Taler 2 Hvad var planen, når I så kom frem? Hvad skulle der ske, og hvordan ville det fungere? Altså I ville bryde blokaden og sejle ind? Taler 1 Ja, vi ville så ikke sejle hele vejen ind til hvad hedder det ind til kysten? Vi ville blive ude i vandet, og så havde vi så arrangeret med nogen, at de kom ud til os, tog nødhjælpen og tog den ind til Gaza. Taler 2 Fik I nogen advarsler omkring hvordan at Israel ligesom. Vil tage imod jer? Eller kom der nogle trusler eller hvordan? Taler 1 Ja. Jamen, stort set allerede fra starten af turen var Netanyahu ude og sige, at vi ville blive behandlet som terrorister. Taler 2 Og hvad har I gjort af tanker omkring at ja, at de ville behandle jer som terrorister? Taler 1 Altså vores overbevisning i Thailand, det var, at han var ude og sige det for at få så mange mennesker til at hoppe af båden som muligt. Der havde vi stadig mange stop foran os. Vi havde Tunesien foran os, og vi havde Sicilien, Kreta, og der er ikke nogen, der er tvunget til at være på flugt til lægen og heller ikke undervejs. Det var kun et par timer før interception, at der var der ligesom ikke rigtig nogen vej tilbage. Men ellers under hele turen har man haft mulighed for at hoppe af. Så vi tænkte egentlig, at han var mest af alt var ude og sige det, fordi han gerne vil have, at folk skulle være demotiveret og ikke fortsætte missionen fortsat. Taler 2 De her trusler fra Benjamin Netanyahu og hans regering. Taler 1 De var ude og lave et par udtalelser om det, men så var der egentlig ikke rigtig mere derfra. Så begyndte vi at blive rigtig mange droner, der holdt øje med os og med flotillen, indtil dronerne så angreb os med bomber. Jeg ved ikke, hvad det hedder på dansk, men Chuck Bombs. Taler 2 Hvor er du første gang, at du høre dronen? Taler 1 Første gang vi hørte en drone. Det var lidt efter at have forladt Tunesien, men der var andre både fra flotillen, der havde hørt eller havde bemærket droner. Men første gang at vores båd er blevet det, det var efter Tunesien. Taler 2 Hvordan var det så? Jeg tror, at hvis man har fulgt med i alt dokumentation for Gaza, så har det jo nærmest været sådan en kronisk summen, der har været over befolkningen. Hvordan var det lige pludselig at. Begynde at erfare det selv? Altså en ting er at sidde og vidne det, men det der med at begynde at opleve det på egen krop. Taler 1 Ja, altså jeg synes, at det var uhyggeligt. I forhold til. At blive overvåget på den måde. Og at der flyver en ting rundt, som der kan, der i princippet kan have mit liv i sine hænder og alle de mennesker omkring. Taler 2 Hvor tæt på fløjten. Taler 1 Det var forskelligt. Altså der var konstant droner, der var langt væk, måske 50 100 meter væk. Det havde vi næsten konstant overflødigt til lægen. Især fra Tunesien til Gaza. Og så nogle gange kom de meget tæt på. Så ville det være sådan noget, måske 10 15 meter væk fra vores båd. Taler 2 Men I begynder på en eller anden måde bare at vænne jer til, at de er i jeres nærhed. De droner. Taler 1 Ja, indtil de så en eller en nat, måske fire dage før interception angriber de der bomber. Taler 2 Hvor er du henne, da det sker? Taler 1 Jeg skulle til at gå i seng. Jeg var lige blevet færdig med min vagt, hvilket var at holde øje med droner og holde øje med andre både. Og. Jeg sidder og ryger en smøg ude på dækket, og jeg har mit headset i og lytter til musik. Sidder egentlig og har det rigtig hyggeligt. En rigtig hyggelig stund og kigger ud på stjernerne og på månen. Og så kan jeg bare mærke. Fordi jeg havde noise cancellation på, så jeg kunne ikke høre noget. Men så kan jeg bare mærke sådan en brummen igennem det hele og også høre lidt. Så jeg er ekstremt forvirret og tager mit headset ud. Og så kan jeg bare høre, at alle på båden er sådan. Der er en drone der har angrebet. Det var så ikke vores båd. Det var en båd ikke så langt væk fra os. Der er en drone, der har angrebet en af de andre både. Så der udførte vi vores protokol og satte os i vores formation og var klar på, at hvis vi blev angrebet og så derfra, så angreb de måske vejret. Taler 1 Hvert 20. Minut angreb de en ny båd. Taler 2 Og hvad er en shock bombe, hvis man ikke ved hvad det er, Hvad. Taler 1 Du kan se dronen, og den kommer tættere og tættere på, og så stopper lyset lige pludselig. Så du kan ikke se den. Og så er det som om, at der kommer ikke et stjerneskud, men sådan jo ligesom et lys fra et stjerneskud, der går i sådan en silhuet. Og så springer det bare. Og så er der sådan et kæmpe lys og et kæmpe brag. Taler 2 Så de begynder sådan at trappe op i sådan. Nu er det ikke kun de der droner. Nu begynder de også at kaste de her chok. Mums efter jer på de forskellige både. Hvor mange af dem har de kastet ned over jer? Taler 1 Jamen det begyndte som sagt ved en halv 12 tiden om natten, og det stoppede måske klokken. Måske klokken 4, og derfor ville det være alt fra 3 4 gange i timen. Taler 2 Men på et eller andet tidspunkt, så stopper de her shock bombs angreb. Hvor mange timer har I været angrebet der? Taler 1 4 5 timer eller sådan noget? Taler 2 Og så lige pludselig, så forsvinder det. Taler 1 Så stoppede det. Og så folk var trætte, Så havde vi. Normalt havde vi tre stykker, der holdt vagt. Så satte vi lidt flere på, og så kunne resten få lov til at gå tilbage i seng og hvile. Igen. Jeg tror, vi igen så det meget også. Altså, nu var der desværre den ene person der kom til skade at de her shock bomber. Men igen, jeg tror vi alle så det meget som endnu en af deres strategier. For det motiverer os for at skræmme os og for at få folk til at hoppe af. Der var også et par stykker, der ikke kunne håndtere, at der ikke kunne håndtere det, og valgte at hoppe af flotillen efter den nat. Men jeg tror de fleste af os godt forstod, at nu skruer de lidt ekstra op, for der var vi kun. Som sagt de 3 4 dage fra Gaza. Taler 2 Hvordan føles det at komme tættere og tættere på jeres mål? Taler 1 Altså selvom vi blev forberedt meget på, at en stor mulighed var en interception, havde vi et rigtig stort håb om at komme frem, og håbet blev kun større, jo tættere og tættere vi kom på. Vi modtog videoer af folk fra Gaza, der stod ved stranden og ventede på os og sendte os rigtig, rigtig søde hilsner. Så vi er alle. Jo tættere vi kom på, fik mere og mere den her følelse af, at det her kan godt lade sig gøre. Jeg tror samtidig, at opleve en så stor global opbakning får en til at indse. Måske var det ikke muligt med den her flotte Sheila, fordi vi var trods alt til sidst kun 500 mennesker cirka og 50 både eller næsten 50 både. Men med al den opbakning vi har fået, og med alle de mennesker, der egentlig også gerne ville med på flå Thailand. Er det meget muligt at bryde den her blokade? Taler 2 Og hvad sker der så? Altså, hvor tæt på kommer i? Taler 1 Jamen, det er forskelligt. Vores båd. Den kom ca. 50 kilometer fra Gaza. Vildt før vi blev interceptor, og vi var en af de første både, der blev intercept. Den tætteste båd kom 18 kilometer væk fra Gaza, og på grund af at den båd den kom så tæt på, så. De soldater der endte med at intercept den blev nød til at gå fra kysten og nogle fiskere fra Gaza havde mulighed for at fiske i en lille stund på grund af at denne båd kom så tæt på. Så selvom det slet ikke var det missionen gik ud på, så ved vi i hvert fald, at der var nogle fiskere, der fik fisket den dag. Taler 2 Der alligevel ikke var. Hvor lang tid tager det at sejle 18 kilometer? Taler 1 Det er forskelligt fra båd til båd, men det havde ikke taget os mere. Med den hastighed vores båd sejlede, havde det været inden for to en halv time. Taler 2 Men I nærmer jer jeres mål. Hvordan er stemningen? Taler 1 Alle er rigtig rørt. Det er en blanding af rigtig mange følelser. Nu har vi også igennem Globen, som har været af sted i rigtig lang tid, så nu har vi været på den her båd i fem uger sammen. Vi har været igennem rigtig meget både socialt ved at være så tæt op ad hinanden i hvad hedder det på en båd og vores tekniske udfordringer undervejs, men alle sammen mest af alt bare rigtig rørt over, at vi tog afsted. For der må da have været omkring fem uger siden, vi er så tæt på. Som sagt, vi modtager videoer. af befolkningen fra Gaza, der ved, at vi er en dag væk fra dem. Vi sidder alle sammen hvert øjeblik og holder øje med Hvor tæt er vi på nu? Hvor tæt er vi på nu? Hvor tæt er vi på nu? Bare super surrealistisk at alt det arbejde vi har lavet, og de øjeblikke, hvor vi har sagt til os selv Okay, vi gør det på grund af det her. Vi gør det for at komme til Gaza. Taler 1 Vi gør det for at bryde en ulovlig blokade. Vi gør det, fordi de her mennesker, de bliver sultet. At være. Sådan i alle de hårde momenter i løbet af missionen, at påminde sig selv om det, og som nu står i øjeblikket, hvor du faktisk er så tæt på det. Det var bare meget rørende. Vi var alle sammen glade. Vi var allesammen håbefulde om at komme frem. Og ja, selvom der var en meget større sandsynlighed for, at vi ville blive intercept, så tror jeg vi alle følte meget mere, at vi ville komme frem, end at det var det, der skulle ske. Taler 2 Hvornår ser du første gang, at nu kommer den israelske hær? Taler 1 Jamen så dagen før vi blev intercept, så begyndte det faktisk allerede, hvor vi kunne se militære skibe sejle rundt om flotillen. Og jeg har stadig ikke haft mulighed for at undersøge særlig meget præcis hvad det er for nogle skibe. Da jeg først lige kom hjem i går aftes, men kæmpe skibe. Som lige pludselig bare forsvinder, så vi kan bare se når vi kigger ud, at der er de her kæmpe skibe der sejler rundt om os, og så forsvinder de bare, og så er de der igen, og så forsvinder de. Og der er så en af bådene fra flotillen. En af de største både, der der melder ud, at de er i gang med at blive interceptor, fordi de kan. De begynder at miste kommunikationen med os, og til nu forstod vi ikke rigtig, hvad det var, der skete. Om det var deres sidste skræmmekampagne, fordi så interceptor de aldrig den båd, og resten af natten ventede vi bare på at vi ville blive intercept, hvilket ikke skete. Taler 2 Altså vil det sige at kæmpe store skibe lige pludselig forsvinder ned under vandet som en ubåd? Taler 1 Ja, du kan bare se dem meget tydeligt, og så forsvinder de. Og det er jo nat imens alt det her sker, så det er sådan. Du kan bare se en kæmpe skygge af en båd, og så forsvinder den bare væk. Og ja, det var så dagen før vi blev interceptor. Så jeg ved ikke om det var for at gøre os alle rigtig trætte, fordi de fleste holdt sig vågen, fordi vi troede, at vi ville blive interceptor. Det endte ikke med at ske, så de fleste af os kom først i seng kl. 6 7 om morgenen og skulle så være klar på, at vi var endnu tættere på Gaza og havde endnu større sandsynlighed for at blive intercept it. Så alle fik sovet ret dårligt den dag. Og så allerede klokken 8. Nej, før klokken otte. Ved halv ottetiden om aftenen. Kan vi så se en masse både i den retning vi sejler, der kan vi se en masse både begynde at sejle imod os og med høj fart. De kommer tættere og tættere på, så meget synligt imens vi kigger på dem Og der begynder at være både foran os, der begynder at være både fra siden af os og fra Thailand er ret stor, fordi vi har næsten 50 både af sted. Taler 1 Så man kan bare se bådene rundt omkring os komme tættere og tættere på. De sejler tæt på os, lyser på os og sejler væk igen. Så ser vi igen nogle af de andre. Både fordi de både er turister. Det er også. Det var de både der, der kom og forsvandt. Men vi ser nogle af de både, der kom og forsvandt. Når vi kigger ud. Og så er der de andre militære skibe, som er dem, der kommer og lyser på os. Og så sejler videre væk fra os. Og sådan bliver de måske ved i en halvanden time, måske en halvanden time, før de meddeler vores båd, at de er fra EDF, og de hopper om bord på vores skib nu. Taler 2 Hvor er du henne, da I får den besked? Taler 1 Vi er alle sammen ude på dækket, da vi alle sammen skulle være klar til at tage vores formation og til at blive accepteret, så alle fra min båd er ude på dækket. Taler 2 Hvad jeg tænker er så tæt på. Så altså, hvordan er det lige pludselig at skulle blive forhindret nu så tæt på? Taler 1 Det var rigtigt anstrengende. Også fordi vi kan se minimum. Jeg kunne i hvert fald når jeg selv kiggede ud. Jeg kan se i hvert fald 20 30 stykker militær både. Jeg ved, at vi er en gruppe aktivister på en humanitær mission. Vi er ikke bevæbnede. Vi er her ikke for at skulle udøve vold. At skulle gå i krig med nogen, så at vide, at der kommer militær. for at stoppe os i en fredelig mission eller en humanitær humanitær mission. Bare anstrengende at at det er det, der skal stå i vejen. Ja, der var vi. Taler 2 Der. Taler 1 Da. Vi bliver intercept, der ved vi heller ikke endnu, fordi det var. Det var en af de tredje muligheder, at vi bliver intercept, hvilket i princippet er lovligt. Enhver nation kan godt stoppe dig på internationalt hav for at tjekke, at din båd ikke ikke har noget ulovligt med sig og så videre. At alt er som det skal være. Og så derfra lader jeg fortsætte med at sejle. Så der var også håbet om, at de interceptor også, hvilket de har ret til og forlader vores både og lader os sejle videre. Taler 2 Jeg begynder også at være nogle anklager. Jeg har i hvertfald set, at der er flere i Danmark der er begyndt at dele noget med at det var Hamas, der var med om bord, og. Der begyndte at komme nogle anklager omkring en af besætningen. En fra besætningen. Ja ja. Taler 1 Ja, at Hamas skulle være iblandt os. At vi var blevet betalt af Hamas for at komme. Men igen propaganda. Hvis det var det, de var nervøse for, så kunne de have tjekket vores båd. Alt var som det skulle være. Der var ikke nogle af bådene, der havde noget ulovligt med. Hverken af. Våben eller stoffer eller noget andet. Så hvis det var det de frygtede, så kunne de bare have tjekket vores båd og ladet os sejle videre. Taler 2 Men nu har I ligesom set alle de her militær skibe. Danser den her ring omkring jer? Hvornår kommer det sådan? Alvor for tæt på? Taler 1 Altså. Nogle gange begyndte vi at være bange for, at vi ville sejle ind i hinanden, fordi de var så tæt på os, så vi var hele tiden klar på, at nu hopper de ombord. Nu hopper de ombord i den halvanden time, to timer, hvor de sejler rundt om os. Så da de rent faktisk valgte at gøre det der, var det sådan. Den her følelse har vi haft de seneste to timer. Det nu. Taler 2 At I sætter jer så i position. Taler 1 Vi sætter os i position. Taler 2 Altså, hvad er det for nogle tanker, man har i den situation? Altså hvad tænkte. Hvad går der igennem dit hoved, da du sidder der? Taler 1 Jeg vidste ikke, om jeg skulle forvente, at nu bliver vi behandlet virkelig dårligt. Nu skal jeg være bange. Vi har kørt alle scenarier igennem på vores båd. Hvis de er voldelige, hvis de Angriber nogle af os, hvis de forsøger på overgreb på enten kvinder eller på folk, der er mere udsat på grund af etnicitet eller. Ja, vi har kørt alle scenarierne igennem, så det hele kører bare lidt igennem. Mit hoved er sådan. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, så jeg prøver egentlig bare mest af alt af scanne rummet, analysere soldaterne så meget som muligt og så jeg kan prøve at regne mig frem til, hvordan jeg skal forholde mig lige nu. Og de soldater der hopper på. De meddeler os, før de hopper ombord, at de er her for at beskytte os, og de hopper om bord på vores skib nu. Og så hopper der måske til at starte med ti stykker ombord, og så hopper der ti ekstra stykker ombord, og så går de ind på skibet. Taler 1 Vi sidder allesammen ude på dækket. Så går godt. 10 af dem ind i skibet og begynder at rive alt fra hinanden for at undersøge båden, og de 10 andre står så og skal visiteres. Nogle af dem står og sigter og er klar til, hvis vi nu skulle gøre noget. Og så er der også cirka tre stykker, der begynder at visitere os en ad gangen. Mand og kvinde. Taler 2 Så de har deres våben rettet mod jer. Ja. Det siger I noget til hinanden, mens det sker, og de kommer om bord. Taler 1 Nej, altså. Så planen eller vi aftalen er, at vi ikke skal snakke over hovedet. Heller ikke med soldaterne. Så når de beder os om at rejse os op for at visitere os, så gør vi det. Men vi går ikke ind i dialog med dem og svarer på spørgsmål om, hvem der styrer båden. Hvem er kaptajn, hvem der er crew, hvem der er noget af alt det. Taler 2 Og hvorfor vil I ikke gøre det? Taler 1 Man er mere udsat. Især når vi kommer videre til delen af at være på israelsk jord og skulle i fængsel, er man mere udsat, hvis man er en af dem, der har haft et ansvar. Også fordi de ved, at du at du er en af de mennesker, vi skal demotivere så meget som muligt. Fordi uden en kaptajn er der ikke en båd, uanset hvor mange aktivister der gerne vil med båden. Uden en kaptajn er der ikke en båd. Så kaptajn og crew. De mennesker, der gør det muligt, at båden kan sejle, og at de mennesker, de har brug for at skræmme mest. Til gengæld er det her allerede information, at de har. De ved godt, hvem der er kaptajn. De ved godt, hvem der er crew. Taler 2 Og de der droner må jo bragte noget information med sig. Taler 1 Ja. Taler 2 Okay, så I sidder på dækket, og nu er det altså kommet 20. IDF soldater om bord. Taler 1 Ja. Taler 2 Siger de noget til, at. Taler 1 De bliver ved med at gentage meget? Det her med, at de er her for at beskytte os mod hvad? Fordi det er en krigszone, hvilket det ikke er på daværende tidspunkt. Der befinder vi os stadig i internationalt hav. Vi er stadig omkring de 50 kilometer væk fra Gaza. Men de insisterer på, at de er her for at beskytte os. Og at de skal tjekke vores skib ud og tjekke, at vi ikke har noget farligt med os. Lean Brokers. Blandt deltagerne i Global Summit Flotille som dansk statsborger Hvis du ser denne video, er det fordi jeg er blevet kidnappet af IOF og taget til den selvudråbte folkedrab stat Israel imod min vilje bag min regering om at stoppe sin medvirken i folkemordet og om at sanktionere samt lægge alle former for pres på Israel. Og sidst om at bringe mig hjem, stoppe folkedrabet, befri Palæstina og så nogle af dem. De spørger os, hvorfor i alverden vi gør det her. Nogle af dem siger til os, om vi forstår, at. At vi forstår, at palæstinenserne er farlige, at vi forstår, at. Taler 1 Ja, basically bare fortsætter det her narrativ om, at de er ofre, og at palæstinenserne skulle forestille sig at være de onde i det her. Og det prøver de at køre lidt på. Og om vi forstår, hvilke mennesker det er, vi prøver at hjælpe, Og. Taler 2 Hvordan reagerer de på, at de ikke vil svare dem på nogle af de ting? Taler 1 Jamen, jeg tror heldigvis på vores båd, fordi ingen interagerer med dem. De giver meget hurtigt op på det her med at prøve at. Prøve at få os til at snakke og få os i dialog med dem. Fordi alle kiggede egentlig bare lidt på dem og ønskede ikke at lytte på det. Taler 2 Og hvad sker der så fra, at de har gået rundt og kiggede i alle jeres ting og den nødhjælp de havde med og jeg. Taler 1 Efter de er færdige med at kigge vores båd igennem og er færdige med at visitere os, så tager de mig og kaptajnen. Vi sidder sammen og vi er dem der sidder tættest på døren. Så siger de I to I skal med ind, og vi havde aftalt på forhånd, at ingen skulle gå ind alene, men at vi ville gå ind to ad gangen. Vi vil insistere på, at vi skulle gå en tur ad gangen. Men de siger allerede til at starte med, at mig og kaptajnen, vi skal gå ind, og så sætter de os ind i en af rummene, og så siger de, at vi skal sidde der og vente. Og så begynder de egentlig bare at fordele alle alle ombord i forskellige rum. Taler 2 Og hvad sker der så derfra, at I ligesom er blevet separeret op i de forskellige rum? Taler 1 Så sidder vi egentlig bare og venter i virkelig, virkelig lang tid. Der kommer en soldat med et tydeligt kamera og begynder at tilbyde os vand. Nu har vi set tidligere hen, at de har tilbudt andre aktivister mad og vand og prøver at fange dem i øjeblikke, hvor de måske smiler eller ligner nogen, der har det godt. For at få det til at virke som om, at det er en, at de behandler os godt, og det her er en rar situation. Så vi havde allerede sagt nej. Vi ønsker ikke at tage imod noget vand fra dem, noget mad fra dem, og vi skal ikke få en kidnapning til at se hyggeligt ud. Taler 2 Jeg kan godt huske billederne af Greta Thunberg, der bliver kidnappet forrige gang, og hvor de havde givet hende sandwich med plastik eller et eller andet og hånede hende ligesom for hele den del. Taler 1 Ja, lige præcis også på hendes båd. Var der nogen der havde de fangede dem smile eller grine og se hvor godt de bliver behandlet? Hvor om du har et øjeblik, at du smiler eller om du tager imod mad og drikke. Uanset hvad er det her et brud på international lov, og det er en kidnapning, der er i gang med at foregå. Så hele den her propaganda om, at de skal få det til at lyde, får det til at virke som om, at vi bliver behandlet godt. Vi skal bare slet ikke til at starte med at være i en situation, hvor vi er i deres varetægt. Taler 2 Prøv lige at tage os med, fordi I bliver. I bliver ført af båden og bliver lagt i håndjern på det tidspunkt, eller. Taler 1 Så vi bliver taget af vores båd. Og allerede de soldater der står på kanten af porten og tager os op ad bådene allerede, der bare er virkelig, virkelig modbydelige modbydelig over for os og snakker virkelig grimt til os. River fat i os. Rigtig voldsomt. Og er sådan der come here og bare virkelig, virkelig voldelig. Og så sætter de os hen. De fører os hen i ikke en gård, men. En rigtig gård. Åbent areal udenfor foran en bygning i porten. Og så ser jeg bare en masse af menneskerne fra flotillen sidde på jorden. Og så går de rundt og beder os om ikke at kigge rundt. Og især overfor mændene var de rigtig voldelige. De ville komme og slå dem på hovedet og være sådan. Stop med at kigge rundt. Kig ned i jorden. Så får de os alle sammen til at sidde på rækker og bare sidde der og vente, indtil vi bliver taget videre ind. Taler 2 Er det der man også har set en video, hvor der er besøg? Taler 1 Ja, Hvor der kommer en minister ud og begynder at råbe af de aktivister, der sad. Taler 4 Ved siden af mig eller i Roskilde. Jeg er ikke terrorist. Eller lade dem tage til Aqaba lyver til alle tider. Garagen er slemmere end blodbad. Obama. Volden er sat. Blå lasso eller en bov vil arte sig. Værste terrorist eller terrorist? Han slog fast. Taler 2 At I må ikke sige noget. Taler 1 Nej. Taler 2 Men der bliver råbt Free free Palestine i gruppen. Taler 1 Vi må ikke. Vi må ikke noget. Herfra begynder de at tage vores café fra os, vores armbånd og vores smykker. De begynder at tage alle vores ting fra os. Jeg havde selv et armbånd på, der tilfældigvis har de samme farver som Palæstinas flag, men som er fra en af mine afdøde veninder Det Somaliland flag, og jeg forklarer ikke fængselsbetjenten. Jeg forklarede soldaten, der vil tage den fra mig, at hvor jeg har den fra, og at det er et arvestykke fra min veninde. Og så kigger han bare på mig og lader som om til at starte med, at han sympatiserer med, hvad jeg siger til ham. Og så har han sådan et on care. Og så tog han den, rev den af mig og smed den. Så er der en af mine andre, en af mine veninder fra båden. Vi sad ved siden af hinanden, fordi vi kom ud sammen, så vi var blevet sat lige ved siden af hinanden, og hun vender sig om for at prøve at få et overblik af, hvem af os der er her, og hvem af os der ikke er her. Taler 1 Hun var også en af dem, der var organisator på båden. Så hun prøver at få et overblik over, hvem der er her. Så hun vender sig om og kigger. Og så får hun øje på en af vores kammerater. Så hun smiler, og så kommer en af soldaterne hen og skubber til hende og er sådan du skal kigge ned. Og så vi fik lov til at sidde på jorden som i sådan her. Eller på numsen. Men han beder hende om at sætte sig på knæene. Og hun har shorts på. Og det er asfalt, så han beder hende om. Eller han beder hende ikke. Han beordrer hende om at sætte sig på knæene. Så hun prøver at sidde på knæene. Og efter måske 10 minutter et kvarter. Kan hun ikke sidde mere på knæene, fordi det gør virkelig ondt? Så hun sætter sig på sin numse igen. Og så kommer han tilbage. Og begynder at råbe af hende. Og siger til hende Du skal sidde på knæene. Og så tager han hendes guitar. Taler 1 Fordi hun havde en guitar med på båden. Så tager han hendes guitar. Og så fyrer han den ind i væggen og ødelægger den. Og bliver ved med at sige til hende, at hun skal sidde på knæene. Så hun havde også nogle ret slemme mærker på knæene. Taler 2 Og hvor lang tid sidder I der? Taler 1 Det er lidt forskelligt. Jeg endte med at sidde der i så lang tid. Men der er folk, der har siddet der fra fra Formiddag og har siddet i solen uden at få vand, uden at få mad, uden at få noget og har siddet der i 5 timer 6 timer, højlys dag, 30+ grader. Jeg sad der i. Jeg var en af dem der sad der i kortest tid. Jeg sad der i halvanden time og hvad? Taler 2 Hvad var årsagen til, at du sad der så kort tid? Taler 1 Tilfældighed tror jeg, at jeg var en af dem, der blev taget. Taler 2 Og hvor blev du så ført hen? Taler 1 Jeg tror, at det generelt fungerer som en paskontrol eller paskontrol. Vi bliver ihvertfald visiteret og skal igennem en form for kontrol. Alle vores ting skal igennem scanning. De smider vores ting ud, Lad os beholde nogle af vores ting og begynder at få os igennem systemet. Tager billeder af os, fingeraftryk Og. Taler 2 Tager jeres mobiltelefon. Taler 1 Ja, tager alle vores ting. Alt elektronik tager de fra os. Taler 2 Og derfra bliver I ført videre. Taler 1 Ja, så efter vi har været igennem visitering og efter de har kontrolleret alle vores ting, så kommer vi hen og så tilbyder de os et papir på hebraisk. Vi har allerede fået at vide hvad dette papir indeholder, men de tilbyder os at underskrive et papir, hvor vi indrømmer, at vi på ulovlig vis har indtrådt deres land. Hvis vi underskriver det papir, har vi mulighed for at blive deporteret inden for 72 timer. Hvis vi nægter at underskrive papiret. De tror også, at vi kommer til at være i fængsel resten af vores liv, men så kan vi forvente, at der i hvert fald går 96 timer, før vi bliver deporteret. Taler 2 Det siger til jer, at I kan forvente at blive fængslet resten af jeres liv. Taler 1 Ja. Taler 2 Hvornår siger de det? Taler 1 Det sagde de mange gange under processen, men da jeg sagde, at jeg ikke ville underskrive, så sagde han til mig Du kan risikere at komme i fængsel resten af dit liv. Der havde vi dog. Organisationen for Thailand havde sørget for, at der var advokater klar i porten, som både kunne oversætte, hvad det er for nogle papirer, de gerne vil have os til at underskrive, og kan forklare os, hvad vi kan forvente, der kommer til at ske nu. Taler 2 Men du skriver under. Taler 1 Jeg skriver ikke under. Taler 2 Du skriver ikke under. Taler 1 Jeg skriver ikke under. Taler 2 Hvordan reagerer de på, at du ikke skriver under? Taler 1 Jamen, han truer mig med, at det kan have meget store konsekvenser, at jeg ikke vælger at underskrive. Men der sker ikke rigtig mere. Min advokat forklarer mig Hvad hvad der sker, hvis jeg underskriver, og hvad der kan ske, hvis jeg ikke underskriver. Taler 2 Og der var en advokat, der. Taler 1 Var en advokat planlagt fra organisationen. Taler 2 Og derfra at sige Jeg kommer ikke til at skrive under. Hvad skete der så derfra? Taler 1 Efter ikke at underskrive? Det er så sidste step før at blive taget videre i fængsel. Så der tager de min taske fra mig og beder mig om at tage alt. Ikke alt mit tøj af, men så jeg kun har ét lag tøj på. Så de beder mig om at tage min trøje af. Og så giver de mig nogen strips på som håndjern, og så bliver jeg ført ud i en vogn. En politi vogn. Taler 2 Og når jeg sidder og kigger på dig lige nu på dine hænder, ja så har du. må se engang for hver hånd. Her to tre linjer med, hvor der har været sorg omkring dine håndled. Var det dem, der til at starte med, der har påført dig den skade? Taler 1 Eller Det var ikke fra første gang. Det har det fra en episode, der udfoldede sig den sidste dag, jeg var i fængsel. Taler 2 Men du bliver sat ud i en vogn. Taler 1 Ja. Taler 2 Hvor mange er I, der bliver sat derud? Taler 1 Der var cirka. Der var fire rum i vognen. Man kunne ikke rigtig se ud, men jeg sad, så jeg kunne se de mennesker, der kom ind. Men jeg sidder sammen med tre andre kvinder i et rum i vognen, så der er et rum over for os med plads til os tre stykker, og så vi er måske 15 stykker i en vogn. Taler 2 Du har siddet i den her vogn i. Taler 1 I hvert fald i 8 timer eller sådan noget. 8 9 timer. Taler 2 Det må være meget specielt det der med ikke at have nogen tidsfornemmelse. Taler 1 Ja. Taler 2 Og ikke at vide i virkeligheden hvad der skal ske. Taler 1 Ja, og indeni vognene. Til at starte med var det ekstremt varmt. Sådan uudholdeligt varmt. Men så et par timer efter vi havde siddet der, så var det som om de tændte for aircondition og det var så koldt og vi havde ikke noget af vores tøj. Vi måtte ikke komme på toilettet. Vi fik ikke nogen tæpper eller noget, så vi alle sammen sad bare op ad hinanden og prøvede at varme hinanden. Og også det her med vognen. Den ville køre i noget tid, og så ville den stoppe, og vi kan ikke se, hvor vi er henne. Det lille stykke, man kan se sådan ud. Så kan vi bare se, at det er nat, og at vi kan se ørken omkring os. Og ingen af os forstår, hvor vi er i gang med at blive taget hen. Taler 2 Du har heller ikke fået noget at drikke i mange timer på det tidspunkt. Taler 1 Nej, vi blev ikke tilbudt noget at drikke i porten, men jeg havde allerede besluttet på forhånd, at jeg hverken ville tage imod mad eller drikkevarer der. For mig er det en rigtig seriøs ting, at jeg bliver kidnappet, og at jeg imod min vilje bliver taget til. Israel. Hvad end man vil kalde det for at blive taget i et fængsel. Så jeg havde allerede på forhånd besluttet mig for, at jeg skal have noget mad og drikke fra folk, der kidnappede mig. Taler 2 Og efter mange timer. Hvad sker der så? Efter at have siddet der i den vogn? Taler 1 Jamen, så bliver vi til sidst. ført ud og også på en super ydmygende måde. Der står rigtig mange soldater og fængselsbetjente ude foran vognen, og vi bliver ført ud en ad gangen, så vi går ikke ud sammen med nogen. Vi går bare ud alene, og så står de og griner af os, når vi kommer ud og peger fingre af os og siger nogle ting, som jeg ikke forstår noget af, da det var på hebraisk. Og så bliver vi lukket ind i. Jeg vil næsten mere kalde det et bur, end at jeg vil kalde det en udendørs celle, men det er i hvert fald det udenfor. Og det er ikke selve fængslet. Det er fængslet, hvor vi får taget vores tøj og bliver vist i tøjet igen. Og det skal så siges det her der er det tredje gang. Nej, fjerde gang vi bliver visiteret. Irriteret. Men. Men så bliver vi alle kvinder sat ind i samme bur. Og bliver en efter en taget ud og får taget vores tøj, bliver givet nyt tøj og kommer til sundhedstjek hos en doktor, som jeg ikke ved om er en rigtig læge eller ej, og som også tager vores fængsels billeder. Taler 1 Og efter vi har gjort det, bliver vi taget tilbage ud i vognen og ført videre hen til fængslet. Taler 2 Ved du hvad det er for et fængsel I skal ud så? Taler 1 Det eneste jeg ved, da jeg får at vide, at vi bliver taget til tortur og fængsel. Og at det gør vi, fordi vi bliver betragtet som terrorister. Taler 2 Hvem fortæller dig det? Taler 1 Det fortæller nogle af de andre fra flotillen mig. Taler 2 Hvor har de fået det at vide? Taler 1 De har været afsted før og er blevet taget til fange dér før. Taler 2 Okay, så de havde den erfaring? Ja ja. Altså det er jo ikke småting, der foregår i de tortur fængsler. Det er jo nærmest en rædselskabinet og skulle ud til. Hvordan? Hvordan reagerer I som gruppe på at skulle derhen? Taler 1 Jamen, på det her tidspunkt, hvor vi får skiftet tøj, er vi allerede i et kæmpe sted med virkelig, virkelig, virkelig mange celler. Virkelig mange afdelinger eller hvad man skal kalde det. Eller blokke kaldte de det. Så jeg var i blok 5, og det var der, hvor alle kvinderne fra Thailand blev samlet. Men udover at blogge. 5. Når du kommer ud og går på stien, kan du bare se, at det er et kæmpe, kæmpe sted. Jeg har selv hørt mange historier og set videoer fra det her sted, og hvordan de behandler palæstinenserne. Så en ting er at kigge rundt på det og kunne forestille sig alle de her ting man har set og være okay. Det er her det skete. Du kan også bare mærke, du kan mærke på soldaterne. Du kan mærke på fængselsbetjentene. At der er bare rigtig, rigtig meget had, og det er skræmmende at kigge på dem. Også fordi. Ja, jeg føler næsten altid, man kan relatere til hinanden på en eller anden måde. Taler 1 Men det er rigtig svært at kigge på dem og vide i de mennesker, der udfører alle de her disse handlinger, og I kigger på os, som om vi er dyr, og I ydmyger os for ingen grund. Og. Ja, og så en ting er at stå over for dem allerede Det i sig selv var meget, meget anderledes. Jeg har aldrig prøvet at stå over for mennesker der. Der kigger på en med så meget had og så stemningen derhenne. Man kan bare mærke, at der er noget helt galt. Jeg tror det. Eller jeg tror ikke, det er 100 procent det mest ubehagelige sted, jeg har befundet mig i hele mit liv. Og selv hvis der er sket mig mere fare andre steder i verden. Som sagt, jeg har aldrig oplevet at være på et så ubehageligt sted i mit liv for så ubehagelig jord. Taler 2 Hvordan ser det ud? Er det et gammelt fængsel? Hvordan er det? Taler 1 Det ser. Efter min optik faldefærdigt ud. Cellerne har ikke andet end nogle metal køjesenge. Der er plads til fem mennesker inde i en celle eller det. De har lavet fem sovepladser i hver celle. Taler 2 Og hvor mange var I derinde? Taler 1 Vi var op til 15 mennesker. I min celle var vi 14. Men der var jo flere celler, hvor der var mere. Taler 2 Hvordan lugtede der. Taler 1 Det? Godt Der lugtede klamt. Man kunne se, at der ikke var blevet gjort rent derinde. På væggene kan man se arabisk skrift over det hele. Vi havde én, der læste arabisk i min celle og forstod arabisk. Og der er Palæstinensere, der har skrevet deres navne, deres historier, hvor mange dage de har befundet sig derinde. Nogle af dem skrev de ting, de havde vidnet. Vi har lavet en min selv. Vi har lavet en lille bog med de ting, vi kunne memorere fra det. Taler 2 Hvad var det, der ramte dig mest af de her vidne beretninger og historier? Taler 1 Den, der ramte mig mest, det var, at der var en fyr. Der var 13 år gammel, der var derinde. Fordi jeg kunne slet ikke forstille mig, at en lille dreng på 13 år skulle sidde derinde og så ovenikøbet hvordan han er blevet behandlet derinde. Og så var der også en der skrev. 28. September 2025. Hvilket er lige før vi sidder derinde. Det er ikke engang to uger fra, at vi er der. Taler 2 Hvordan er det i mellem? Jeg er inde i cellen. Taler 1 Først er der fokus på, hvem af os har brug for medicin, og hvordan kan vi få fat i medicin? For det var den vigtigste ting for alle. Så har vi meget fokus på vand, fordi vi bliver ikke givet vand, og der var masser, der ikke strejkede. Fra både mad og fra vand. Og vi fik at vide, at vi bare skulle drikke vand fra vandhanen. Når vi tænder vandhanen, så kommer der forskellige farver. Nogle gange var vandet gult, nogle gange var vandet gråt, nogle gange var vandet brunligt. Men vi får at vide, at vi skal drikke fra vandhanen, og at det er drikkevand. Taler 2 Drikker dem, der gerne vil drikke af det vand. Taler 1 Ja, de venter på, at vandet er så klart som muligt, og så prøver vi at fylde kopperne op til dem, der gerne vil have vand derfra. Vi fik ikke andet vand nogle af dagene, så det var det vand der var at drikke. Taler 2 Og kunne I så se farven igennem glasset? Taler 1 Eller Vi havde plastik kopper der var gennemsigtige. Taler 2 Hvordan reagerer I forskelligt derinde på det I oplever? Taler 1 Nogenlunde. Vi reagerer forskelligt, men også vi kommer meget hurtigt frem til en konsensus om, at en. Af de ting vi bliver, vil vi blive ved med at insistere på. Det er i hvert fald medicin og på at få drikkevand og vigtigst af alt medicin. Også fordi vi havde en person i min celle med kræft som tog, som tager noget ret vigtig medicin, og hun blev ikke givet den medicin, og de endte med at erstatte hendes medicin med paracetamol. Er det det der hedder? Fordi hun får nogle specifikke smertestillende, som er sådan ret heftigt smertestillende medicin, men fordi de ikke kan. Mente ikke, at han kunne anskaffe det lægen. Så han endte med at gi hende paracetamol som det eneste, selvom hun tog flere præparater. Taler 2 Er der ellers sådan nogle lyde i det fængsel? Taler 1 Når vi var i cellen, kan vi høre kampfly flyve over os, og man kan tydeligt høre forskellen på, at det her det militære fly og ikke normale kommercielle fly, dem kan vi høre flyve over os. Ja, det skifter lidt. Nogle gange. Et par gange i timen, nogle gange lidt mindre. Men dem hører vi i hvert fald i ny og næ flyver over os. Vi kan høre de andre celler, der nogle gange Begynder at råbe på grund af, at der enten er nogen, der har fået det dårligt. Vi havde også folk, der besvimede inde i cellerne på grund af, at de ikke fik deres medicin. Og så kan vi høre mændene, som er en blok væk fra os, som der står overfor de samme udfordringer. Taler 2 Og her skal I så befinde jer i det her rum. Taler 1 Ja. Jeg kommer ud et par timer efter, at jeg bliver sat i min celle. Der kommer jeg ud for at skulle møde min ambassade. Taler 2 Og den danske ambassade. Der skal jeg snakke med dig. Taler 1 Ja. Taler 2 Okay. Taler 1 Jeg kommer ud for at møde den danske ambassade. Jeg gør dem klar over, at vi ikke har adgang til rent drikkevand. Jeg gør dem klar over at. At der er flere mennesker, der ikke får deres medicin. Den danske ambassade prøver så at sige til mig, at jeg skal at det med medicin ikke er relevant, fordi jeg ikke selv tager medicin, så det skulle være ting, der vedrører mig. Jeg skal snakke med dem om. Jeg prøvede så at forklare dem, at det er mine kammerater. Jeg sidder sammen med dem selv. Deres helbred har en kæmpe indvirkning på mig mentalt, så jeg vi diskuterede lidt frem og tilbage om hvorvidt det var relevant eller ej, og så sagde jeg til dem Selvfølgelig er det relevant, at folk sidder inde i en celle, men ikke får deres medicin, og at deres helbred er i fare. Jeg informere dem om, at jeg sultestrejker og tørster strejker, og jeg informere dem om, at vi bliver behandlet rigtig dårligt. Og at soldaterne er rigtig voldelige over for os. Taler 1 Jeg får informere dem om alle de her ting, og så afslutter jeg så med at sige til dem, at når de snakker med min mor, så må de gerne sige til min mor, at jeg nok skal klare den, og at jeg har det fint under omstændighederne. Men jeg forklarer dem omstændighederne, så jeg siger til dem I skal ikke få det til at lyde som om, at jeg har det godt. Jeg har det ikke godt, men jeg vil heller ikke have, at min mor hun skal sidde derhjemme og have det dårligt og ikke kunne sove, fordi hun tror, at jeg ikke kan være i det. Jeg vil gerne have at forstå alvoren. Ingen af de her ting er i orden, og jeg har det ikke godt. Men jeg skal nok klare den. Under omstændighederne. Ja, hvad ambassaden så gør det jo først længere fremme, at jeg finder ud af, hvad de har sagt til min mor, og hvad de ikke har sagt til min mor. Men de har i hvertfald ikke haft underrettet min mor om nogle af de ting jeg sagde til dem. Taler 1 Ikke en eneste. Det eneste de har sagt til min mor er, at jeg har det fint under omstændighederne. Når min mor hun har haft spurgt dem Hvad er omstændighederne? Har de haft sagt til hende? Hun vidste godt, hvad hun gik ind til. Taler 2 Men det er også den retorik, de brugte over for dig. Taler 1 Overhovedet ikke. Taler 2 Okay. Taler 1 Overhovedet. Overhovedet ikke. De gav udtryk for at føle meget med mig og prøvede at virke meget sympatiske og virkede meget enige i, at de her ting ikke var i orden overhovedet. En af dem virkede endda rigtig overrasket, når jeg fortalte hende omstændighederne i fængslet. De spurgte mig, om de kunne hjælpe mig med noget andet. Og så sagde jeg til dem, at hvis de kunne anskaffe rent drikkevand. Og så sagde jeg også, at vi ikke havde nogen hårbørster, så de måtte også meget gerne prøve at anskaffe en hårbørste. Taler 2 Og I havde ingenting inde i den selv. Taler 1 Vi fik en tandbørste og tandpasta. Taler 2 Hvornår oplever du eller nogen af de andre vold? Første gang inde i den selv. Taler 1 Vold oplevede jeg allerede fra vi blev taget af båden henne i potten, men var lige en mere ekstrem grad. Det oplever jeg ikke på egen krop de første par dage, men det er der flere af de andre der oplever. De første par dage. En af dem en af mine kammerater fra en af de andre celler. Hun bliver slået af en af fængselsbetjentene, fordi hun ikke gik hurtigt nok Med mig selv og på egen krop har det været 3 dage, som vi var der, og det skete i forbindelse med en episode angående nogle madrasser. Så i den første celle. Jeg var med de 14 kvinder. Der var 5 senge og det var kun de 5 senge som havde madrasser, så resten sover på gulvet. Så i flere dage kæmper vi for at sørge for at få nok madrasser til alle, og det får vi så anden og i løbet af tredje dagen får vi de sidste madrasser, vi har brug for, så alle kan sove på madrasser. Så vil de rykke os fra vores celle hen til en anden celle, og så spørger vi dem på forhånd, for nu har vi kæmpet i flere dage for at få madrasser, så folk ikke skal sove på det kolde betongulv. Taler 1 Så spørger vi dem. Er der madrasser i den nye celle? De siger til os Ja, det er der, Vi kommer frem til den nye celle, og der er ikke én eneste madras. Heller ikke på nogle af køjesengene. Så siger vi så Vi insisterer på, at vi vil gerne have madrasser, og at vi ikke har tænkt os at sove på gulvet. Det diskuterer vi lidt frem og tilbage med fængselsbetjentene. Og til sidst siger de I kan bare selv gå hen og hente dem. Så så vi tre stykker, der går hen for at hente madrasser, og imens vi tager madrasserne hen til cellen, og imens vi er i gang med at tage madrasserne ind i cellen, så mangler vi måske fem stykker. Og så beder fængselsbetjenten os om at stoppe, og at nu kan vi gå ind i cellen. Vi skal ikke have flere madrasser, Så prøver jeg at forklare hende, at vi mangler bare at tage madrasserne ind i cellen. Vi er to sekunder fra at være færdige. Der mangler stadig, fordi vi har taget præcist det antal madrasser, vi havde brug for til cellen. Taler 1 Så siger hun nej. I skal bare gå ind nu. Så jeg vælger at sætte mig ned på jorden og sige, at jeg går ikke ind i min celle før at alle madrasser, da jeg gerne vil protestere og gøre oprør, men ikke vil have, at det skulle blive til en voldelig situation. Så jeg tænkte, at jeg sætter mig ned fredeligt og nægter at gå ind før at vi får vores madrasser. Og der er så en af mine kammerater fra min celle, som også var mine kammerater på båden. Hun satte sig ned i solidaritet og vil heller ikke gå ind før alle madrasserne er kommet ind i cellen. Det eskalerer med det samme de begynder at slås. De begynder at hive os meget voldsomt og hiver os i håret rigtig hårdt og sparker til os. Der er måske 12 fængselsbetjente rundt omkring os. Kun omkring os to. Og de har meget svært ved at få os ind i cellen. Og så en af dem. Hun river min veninde virkelig, virkelig hårdt. Så min veninde forsøger at. Taler 1 Jeg rent instinktivt at bide ud efter hende. Hun får så ikke bidt hende. Men derfra stopper det hele. Og vi bliver ført ind i cellen. Meget roligt. Og madrasserne kommer også ind i cellen til os. Taler 2 Hvor mange madrasser har I med? Taler 1 Vi har 14 madrasser. Men de sidste vi manglede var kun fem stykker. Så nu har vi madrasser til stort set alle. Taler 2 Hvordan er det at komme ind i cellen igen, efter de har været udsat for, at 14 fængselsbetjente har bankede jeg og red jer i håret. Taler 1 Der er meget adrenalin. Jeg var rigtig bekymret for min kammerat, fordi hun havde briller på, imens alt det her skete, så jeg var bare sådan. Jeg prøvede at sige til hende, at hun skulle passe på. Og så spurgte jeg hende, hvordan hun havde det. Og vi prøvede egentlig bare at spørge hinanden, hvordan vi havde det. Vores andre kammerater fra cellen var meget okay og så videre. Vi var bare lettet over, at vi fik madrasserne. Mest af alt. Taler 2 Havde du smerter nogen steder. Taler 1 I det øjeblik havde jeg stadig ikke nogen smerter. Min veninde hun havde fået meget ondt i håret, fordi hun havde virkelig reddet hende hårdt. Så jeg tror, at i det øjeblik, fordi det eskalerede videre, før jeg tror vi er nået at falde ned, så vi begge havde stadig meget adrenalin fra episoden, og før vi når at falde ned fra den situation, så kommer der en fængselsbetjent hen til vores celle og siger, at han skal have mig og hende den anden, og at vi skal gå med ham nu. Og det siger vores kammerater i cellen, at det skal vi ikke, og at de frygter for vores sikkerhed, hvis vi går med dem nu. Især efter de havde set, hvordan vi lige var blevet behandlet med vidner, så ønsker de ikke, at vi skulle blive taget med væk fra dem. Så til at starte med, så nægter. Så nægter vi selv, at vi skal blive taget med. Og fængselsbetjenten han insisterer på, at vi bare skal gå med nu, og at det her, det kommer til at eskalere rigtig voldsomt, hvis vi ikke vælger at gå med. Taler 1 Men pigerne kvinderne i vores selv insisterer på, at vi skal blive her, og at hvis vi skal gå med, så vil de gerne have, at to ekstra går med. Så vi er fire i alt, der går med. Det siger han. Det kan ikke lade sig gøre, og så går han fra os selv. Så kan vi se ud af cellen, at en masse. Det er svært at differentiere mellem, hvad der er fængselsbetjent, og hvad der er soldater. Men de gør sig i hvert fald klar med maskering. Henter hunden. Gør sig klar med gas, tåregas og med maskingevær. Og så kommer der omkring 15 stykker over til vores celle og lyser ind igennem den og beder os alle om at beordre os om at gå hen i hjørnet og sætte os ned på gulvet. Så vi går alle sammen. Alle 14 kvinder hen i hjørnet sætter os ned på gulvet, og så kommer de ind og så står de og sigter på os med maskingeværer. Der har de der lasere begynder at lyse os i øjnene. Taler 2 Altså som en slags trussel. Taler 1 Ja, jeg tror som en måde at køre psykisk på os det her. Det ville de også gøre om natten, imens vi lå og sov. Så ville de bruge deres lasere til at sidde og lege med os om natten. Taler 2 Mens vi sov. Så kunne vi vågne op til og få en laser stråle i sigtet mod jer. Taler 1 Ja, fordi vi havde riller på døren og på et vindue, så der kunne man se igennem. Så hvis der var udsyn til dig derfra, ja så kunne du godt vågne op, og så ville der bare være én, der sad og legede med lasere på dig. Men de kommer så ind og lyser på mig og siger du skal med nu. For, at hele situationen ikke skulle eskalere sig. Også fordi jeg vidste godt, at de nok ville risikere at kaste med tåregas, hvis vi 14 kvinder, der assisterer. Så jeg rejser mig op og går frem mod dem, og så lyser de på min kammerat fra cellen og fra båden og siger Du skal også med. Så puttede de os i håndjern. Og så begynder de at tage os mod en anden blog. Og imens vi går imod den her anden blog og igen. Jeg tror også det er det, der var rigtig skræmmende ved de her fængselsbetjente. De provokerer dig og forårsager skade for ingen grund. Fordi de har kvinder, der har mig i håndjern. Taler 1 De var to, en på hver side. De begynder at prøve at løfte mine arme op. De er så sat i håndjern bag på. Og så begynder de at prøve at løfte mine arme op imens at de håndjern for at det gør ondt. Og jeg assisterer selvfølgelig fordi det gør ondt, og så fordi de ikke kan få mine arme op. Så kalder de på en tredje fængselsbetjent, så hun kan hjælpe med at rive mine arme op. Og det er sådan, det er. Sådan nogle her ting, som de bare gjorde i løbet af de dage, vi var der. Hver gang de kunne. Forværre en situation for dig ydmygt og mere, så ville de gøre det og grine og være hånende imens de gjorde det. Taler 2 Men er de unge, de her betjente? Taler 1 Jeg tror, størstedelen af dem var fængselsbetjent. Det var fængselsbetjente ikke har været mere end midt i 20'erne. Taler 2 Så samme alder som. Taler 1 Samme alder som mig. Og så måske, så var der nogle få af dem, som man godt kunne mærke, de var ældre. De har mere erfaring. De har været mere i det. Men rigtig mange af dem virkede rigtig unge og virkede heller ikke rigtig som om, at de vidste, hvad de lavede. Og så bliver de sat i isolation sammen. Vi blev nødt til at ligge i samme seng, fordi de giver os en madras ekstra. Der var allerede en madras derinde. Men de giver også en madras ekstra, som er våd og lugter af tis. Så vi valgte bare at ligge sammen. På den madras, der i forvejen var inde i cellen. I samme seng. Og ja, jeg ved jo ikke præcis hvad klokken er. Jeg ved at solen gik ned, måske for en halvanden times tid siden. Så vi regnede med, at klokken må have været 8 eller sådan noget halv ni om aftenen. Og vi snakker. Vi snakker. Vi snakker. Og så til sidst lægger vi os til at sove. Taler 1 Og så om natten igen. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror, klokken er to. Men jeg tror, klokken har været to om natten. Det er den nok også i forhold til, hvornår vi vågnede dagen efter det. Men cirka ved en 1 2 tiden måske, Så kommer der en fængselsbetjent ind, og så siger han, at jeg skal med ham tilbage i min celle. Jeg prøver at spørge ham, hvorfor min kammerat Riis? Hvorfor Riis hun ikke skal med tilbage? Og han siger nej, men hun skal blive her, og du skal tilbage i din celle. Så jeg insistere på, at hvis Riis ikke skal med tilbage, at jeg kan blive i isolation med hende, hvis det er fordi hun ikke må komme tilbage fra isolationen endnu. Og det diskuterer vi lidt frem og tilbage, indtil han får et opkald, og efter opkaldet er afsluttet. Så siger han faktisk Du skal blive her, og Riis, hun skal med tilbage. Riis spørger, hvorfor hun skal med tilbage, og så siger han. Taler 1 Nå, men du skal snakke med politiet, fordi du har bidt en fængselsbetjent, og hun har anmeldt dig, og nu vil politiet gerne snakke med dig. så han siger Det kommer ikke til at tage lang tid. De vil bare afhøre dig, og derfra fortsætter sagen bagefter. Men lige nu vil politiet bare gerne høre dig om, hvad der har været sket. Hvis hun siger til mig, at hun går hen og snakker med politiet, og så siger jeg til ham Jeg bliver her i isolation indtil at hun er færdig, og så kan I tage mig tilbage til min celle. Han siger fint, der går måske 20 minutter og en halv time, imens jeg sidder i isolation og venter. Han kommer tilbage. Han siger til mig din veninde. Hun er færdig med at snakke med politiet nu. Vi har taget hende tilbage til jer selv. Du kan komme tilbage til cellen nu. Fair nok. Jeg går med ham, og så vil de lægge mig i en ny celle end den selv, jeg i forvejen var af sammen med Rise. Taler 1 Og så spørger jeg ham Hvor er Riis? Og så griner han mig bare i ansigtet og siger Hvad snakker du om? Og så sagde jeg Du sagde til mig, at min veninde var blevet taget tilbage hertil, og at hun var færdig med at snakke med politiet, og så griner han af mig, og han bliver ved med at sige til mig Det har jeg aldrig sagt til dig. Det er ikke sket. Og så var han sådan. Går bare ind i det her selv, og så var det ikke den selv, jeg kom fra. Og jeg vil gerne vide, hvad I har gjort med min veninde. Så siger han til mig Nej, din veninde. Hun er blevet taget af politiet, og hun er blevet ført hen til et andet sted. Hun er ikke længere. Og så nogle af de andre kvinder fra den nye sælger er blevet taget til. De er fra den samme delegation som hende fra den spanske delegation. Så de begynder også at spørge ind til, hvor er det, hun er blevet taget hen, og hvornår kommer hun tilbage? Taler 1 Og han bliver så sur og tager fat i mig her ved nakken og smider mig ind i cellen og siger Jeres veninde kommer tilbage i morgen tidligt. Nu gider jeg ikke at diskutere mere med jer. Han lukker cellen, slukker lyset og går. Morgenen efter kommer de ind, Og det er så blevet dagen, hvor vi skal blive deporteret. De sidste af os fra Europa. Vi er alle sammen spørger gentagne gange. Hvor er Rios? I sagde, at hun ville være tilbage her om morgenen. Og de gad ikke at snakke med os mere om race. De var sådan. Det rager ikke jer, hvor hun er, og hvad der er sket med hende. Nu skal I bare ud. I hvert fald herfra. Og der er vi så 7 8 kvinder, 7 8 kvinder, der vælger at sætte os ned i protest i cellen og prøver at sige til dem, at vi går ikke fra jer selv, før vi ved, hvor det er, at hun er i sikkerhed, og hvorfor hun ikke bliver deporteret med det sidste fra Europa i dag. Taler 1 De gør sig klar endnu en gang. Ligesom forrige aften. Henter hunden, Henter. Henter maskingeværer. Henter tåregas, masker. og den her gang er de endnu flere. Jeg tror de 15 stykker, der står klar på den måde. Og så 10 fængselsbetjente. De begynder så at tage én efter én. Og da det kommer til mig og den anden sidste, der bliver taget ud, så kan de ikke få mine hænder i. Ja, så kan de ikke få de der strips på mig, fordi jeg sidder sådan her. Og så prøver de at få min arm ud. Det kan de ikke. Til at starte med Nogle af kvinderne begynder at slå mig. Én af kvinderne begynder at prøve at kilde mig. Og sådan bliver vi ved i noget tid. Taler 2 Når de slår dig, Og hvordan slår det dig så? Taler 1 Sparker mig rundt omkring på kroppen. Og så er der én af dem, der prøver at nive fat rundt omkring på min krop. Og så er der en af dem, der prøver at kilde mig, før jeg giver slip på mine hænder. Til at starte med er det to stykker, så er der tre stykker, og til sidst er de fem kvinder rundt om mig, der prøver at få de her strips om mig. Så til sidst er der en af dem. Hun river fat i mit hår, og så begynder hun at hive mig hen ad gulvet, og jeg har holdt. Jeg har jo fat i mine hænder her under, så jeg kan ikke rigtig gøre så meget, men instinktivt. Efter hun begynder at rive mig hen ad gulvet, så giver jeg slip for at få fat på hendes hånd, væk fra mit hoved. Og det er så der de får mig i de her strips. Så lægger de mig i strips på benene og lægger mig strips på hænderne. Taler 2 Og det er der alle de mærker er fra. Taler 1 Det er der, hvor alle mærker, at jeg har fået kommer fra, fordi så var de cirka 10 fængselsbetjente. Og så begyndte de alle sammen bare at slå løs på mig og Begyndte at sparke mig. Begyndte at tage mit hoved og føre det ned i gulvet. Lagde knæ oven på mig og holdt mit hoved ned mod jorden. Mine ribben og mine hofter. Mine fødder. Og det eskalerede, og det blev så voldsomt, at den sidste, den sidste kammerat jeg havde, som også var en af mine kammerater fra båden. Hun prøver at blande sig og begynder at gå frem mod mig og råbe til dem, at de skal stoppe. Og så kommer der en af mændene, som er maskeret og har maskingevær, og så sætter han et maskingevær til hendes hoved og siger til hende Sæt dig ned! Så fængselsbetjentene. De fortsætter med at slå på mig, prøver at vride min krop, så det gør ondt, og til sidst bliver det så voldsomt, at der kommer en anden fængselsbetjent udefra 1. Og så beder han dem om at stoppe og siger til dem Hun skal ud herfra nu, og I skal stoppe med at slå på hende. Taler 1 Jeg forstår ikke hebraisk, så jeg forstod ikke præcis, hvad han sagde, men efter at han kom. Han var meget sådan. Han råbte af dem. Så stoppede de med at slå mig, prøvede at bære mig ud af cellen, og så bar de os fra fra Stripsene. I stedet for at bære vores kroppe. Og det er så der, hvor de mærker mest af alt er kommet fra. Taler 2 Har du andre mærker på kroppen? Taler 1 Ja, jeg har rundt omkring blå mærker. Og så ja, så blev mig og den sidste kammerat båret meget voldsomt ud af fængslet. Og de fortsatte med at sparke til os, imens de bar os igennem gården. Og det var først da vi blev kastet ind i vognen, at så var der ikke mere. Taler 2 Hvad gjorde mest ondt? Taler 1 At få banket hovedet ned i gulvet. Knæ til halsen, og så var der ingen. Jeg ved ikke, hvad de lavede, men imens jeg lå nede på den her side og havde alle de her knæ imod mig, var der en der prøvede at tage mit ben og vride det. Og jeg tror ikke at rede håret var det der gjorde mest ondt, men det var. Nok det mest anstrengende. Ja. Taler 2 Hvad betød det for dig, at din veninde? Hun råbte af dem, at de skulle stoppe? Taler 1 Det betyder meget for mig. Jeg tror, at. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt at opretholde, at vi er fredelige aktivister, og vi er på en humanitær mission, og vi er her ikke for at skulle slås med folk eller noget som helst var let, men at vi kan assistere og protestere, når vores rettigheder bliver overskredet, og når vi bliver mishandlet. Taler 2 Hvad tænkte du, da de sigter på hende og siger hun skal have sat sig ned? Taler 1 Jeg tror, det er en af de få gange, hvor jeg var mest bange for, at der ville ske noget, fordi jeg vidste ikke, hvilke grænser hun har tænkt sig at assistere. Hvad gør hun herfra? Fortsætter hun. Insisterer hun på, at de skal lade mig være? Hvordan reagerer de på det? Mener de så, at det er selvforsvar at gå hen og gøre skade på hende? Kan den her soldat finde på at skyde hende? Ja. Så det må være en af de få gange, hvor jeg var mest bekymret for, at det her det kan eskalere til noget, jeg ikke har forberedt mig på. Taler 2 Noget af det, som Greta Thunberg sagde, var, at de troede jeg mere gas. Taler 1 Ja ja. Taler 2 Er det også noget du har oplevet? Taler 1 Ja ja, men den aften, hvor jeg blev taget til isolation. Jeg går ud fra, at det er den den aften. Hun referer til Greta Thunberg var den selv den aften, hvor vi blev truet med gas for at få mig og Reese til isolation. Taler 2 Altså hvornår slutter det? Hvornår? Er I ligesom frie igen? Taler 1 Derefter så bliver vi så sat i den der bus. Så kører vi igen. Jeg ved ikke hvor mange timer. Vi stopper rigtig mange gange og står stille i mange timer også 5 timer efter at blive sat i bussen er der hvor vi er i lufthavnen, og vi bliver sendt med et græsk fly mod Athen. Derfra er vi jo så ikke længere. Allerede fra vi er i lufthavnen ikke længere i varetægt af soldater eller fængselsbetjente. Taler 2 Men så du har Du har ikke nogen penge? Taler 1 Nej. Taler 2 Du har ikke drukket eller spist i alle de her dage. Altså hvordan? Hvordan har du det sådan rent fysisk? Taler 1 Så dagen før jeg blev deporteret. Det blev et meget stort tema, fordi det var meget få mennesker, der tørster strejkede, fordi det kan være rigtig farligt. Så dagen før vi blev deporteret der, hvad hedder det? Snakkede jeg med kvinderne i min selv, og de insisterede på, at jeg skulle drikke lidt vand, så jeg havde fået lidt vand dagen før. Men da vi så kommer på flyet er jo så første gang, at vi kan drikke og spise dem af os der havde valgt at sultestrejke. Og jeg tror mest af alt, at det var tørsten der var hård. Man kunne godt mærke, at man var svimmel, når man rejste sig op. Det var lidt sort alt sammen. Så oven i købet med slagene. Isolation. Jeg fik personligt ikke selv lov fra første gang jeg så min ambassade til anden gang. Jeg søger min ambassade. Der fik jeg ikke lov til at gå ud af min celle. Så havde jeg været i min celle i næsten 48 timer. Så ja, det var meget forfriskende at kunne komme ud og bare drikke vand. Taler 2 Hvordan var det at flyve væk fra Israel? Taler 1 Virkelig rart. Jeg kan huske stewardesserne. Vi blev rigtig tætte med dem på de her to timer, eller hvor lang tid det var. Og det var mærkeligt. Fordi bare det, at nogen spurgte dig om noget, var alt hvad de gjorde, virkede bare som den største. Den største. Hvad kalder man det? Det største tegn på kærlighed er alt. Så vi var rigtig taknemmelige over for dem. Taler 2 Hvordan var det at sidde der i det her berygtede tortur fængsel? Og at vide, at lige derovre, der bliver kvinder og mænd og børn bombet? Taler 1 Ja, forfærdeligt. Forfærdeligt at vide, at jeg kan gøre ingenting ved det, Selv hvis jeg på en eller anden mirakuløs måde kunne formå at komme hen til dem, har jeg intet at tilbyde, Både andet end at jeg kan risikere mit eget liv sammen med dem. Men jeg har ikke noget at tilbyde. Kan ikke tilbyde dem sikkerhed. Jeg kan ikke tilbyde dem nogen form for hjælp, der gør en forskel. Taler 2 Og så lander du i Grækenland uden nogen penge. Noget. Altså hvad gør du så? Taler 1 Jamen der står nogen med en seddel med mit navn på. Da vi kommer ud af bussen fra flyet. Og så går jeg hen til dem. Og de siger til mig, at de er fra den danske ambassade. Og at. De kan tilbyde mig et opkald hjem. Og så spørger jeg dem om hvordan og hvorledes med at komme hjem herfra. Og hvad jeg skal gøre. Og de siger til mig, at de kan ikke tilbyde mig nogen økonomisk støtte eller noget arrangering af at komme hjem med et fly, men at de kan låne mig en telefon, og så kan jeg ringe hjem til enten min mor eller til nogen andre som kan bestille en billet hjem til mig fra Athen. Taler 2 Hvem ringer du så til? Taler 1 Jeg ringer til min mor. For at informere hende om det og for at informere hende om, at jeg ikke kommer hjem til Danmark, fordi vi har Rios, som ikke blev deporteret sammen med os, som er tilbageholdt, og vi har ingen idé om. Lige nu eller på daværende tidspunkt har vi ingen ide om, hvad der skal ske med hende, og hvad der ikke skal ske med hende. Taler 2 Og hvad sker der, da du ankommer til Spanien? Taler 1 Jamen jeg nåede at lave 2 opkald imens jeg var sammen med ambassaden. Det ene var til min mor og den anden. Det var til hende jeg har været allertættest med igennem missionen. Vi var på samme båd, så jeg ringede til hende for at høre hende, hvordan hun havde det. Hun var blevet deporteret en dag før mig, og hun skulle så på hospitalet, for de havde haft meget store konsekvenser for hendes helbred ikke at tage sin medicin, og hun bor i Spanien i Valencia, hvor vi har været i fuld gang med at lave interviews og snakke med pressen og har fulgt med på rejse, fordi hendes sag endte med at blive meget stor, og de prøvede at idømme hende fængsel i 5 år for den episode med madrasserne. Ja, hun blev anklaget for at bide. Hun nægtede at hun havde bidt, men at hun havde forsøgt at bide ud, og de skulle bruge vidner, hvilket var mig, og på videoovervågningen kunne man ikke se det, fordi der var så mange fængselsbetjente rundt omkring os, så man kan ikke se præcis, hvad der sker. Taler 1 Og så kom de frem til. Der kommer ikke noget på hendes straffeattest. Det kommer ikke til at blive dokumenteret nogen steder, men hun har fået en bøde på 3000 euro. Taler 2 Så det foregik alt sammen, mens du var i Spanien. Ja ja, og så er du ankommet i Københavns Lufthavn i går aftes. Ja. Hvordan var det at lande på dansk jord igen? Taler 1 Jeg synes, det er underligt at tænke over, at det kun har været syv uger. Det føles, som om jeg har været væk minimum et halvt år. Det føles heller ikke som om, jeg har været på en rejse. Det føles, som om jeg har været på mange rejser. Det er meget mærkeligt at være tilbage. Det føles lidt som om, at alt har været en drøm, og at nu er jeg bare her igen. Det har været rart at se. Det var rart at se min mor. Hende har jeg savnet meget. Det var rart at se mine veninder. Men der har også været rigtig rart at se, hvor mange der har fulgt med på siden, og hvor meget støtte og kærlighed der har været. Og ja, jeg tror, at ja, jeg tror også det er det, jeg bliver ved med at komme lidt tilbage til. Jeg føler, at det er rigtig smukt, hvor meget kærlighed man kan finde, bare på grund af, at man har nogle værdier, som er de samme. Taler 1 I den palæstinensiske bevægelse har jeg fået relationer, jeg kommer til at vare for livet. Hvor Ja, det kan godt være, at der er mange andre ting, vi ikke har tilfælles, og havde det måske ikke været på grund af vores moralske og etiske principper, havde vi nok ikke fundet hinanden. Men lige præcis på grund af det, jeg kan finde så meget. Fællesskab med hinanden. Taler 2 Så er der noget, der har skuffet dig. Taler 1 Skuffet og skuffet. Jeg er ikke skuffet over den danske regering eller medierne for den sags skyld, fordi det er bare ikke overraskende. Det er overraskende adfærd fra deres side af. Det er som sagt de samme mennesker, der medvirker til et folkemord. Både direkte og indirekte. Så forvent at mit liv skulle være noget specielt for dem. Det er både urealistisk, og det ville heller ikke betyde det helt store for mig. Når man kan være så ligeglad med andre mennesker og være så ligeglad med uskyldige menneskers liv. Taler 2 Jeg synes jo også, at det havde været sindssygt at vidne store medie bosser i Danmark. Altså, hvad hedder det? Tom Jensen, ansvarshavende redaktør på Berlingske. Home. Det kaldte selfie sejlads. At se sådan en som Mads Brügger. Hun kalder det tortur, fængsel og koncentrationslejre. Der har været sådan en hån omkring det. At hele. Hele den del af, at I er blevet kidnappet. At I ikke blev kidnappet. I møder jo ekstrem hård modstand. Altså toppen af medie hierarkiet her i Danmark. Taler 1 Ja. Det er interessant hvornår at lovgivningen både nationalt og internationalt, hvornår den gør sig gældende, og hvor selektiv den kan få lov at være. Om det har været brutalt voldsomt traumatiserende, uanset om det er et ja eller et nej, så er det en kidnapning. Vi befandt os på internationalt farvand. Vi, Israel og israelske soldater, har ingen ret til at tage os nogen som helst steder hen. På daværende tidspunkt. Det har ingen ret til at tage os med til nogen havn tør putte os i fængsel. Ikke nok med det. Hvis det her skulle forestille sig at være til beskyttelse for os på grund af, at vi er på vej ind mod en krigszone. Jeg forstår ikke, hvordan man beskytter folk ved at lægge dem ind i tortur og fængsel. Ved at håne dem, ved at ydmyge dem, ved at være voldelige overfor os, om det er verbalt, eller om det er fysisk ved at nægte os adgang til vigtig medicin, som kan have virkelig store konsekvenser for folks helbred ved at ikke at lade os sove, vækker os hver time for at tælle os, sidder sigte på os, imens vi lægger ligger og sover, truer os med gas, truer os med hunden. Taler 1 Hele den her propaganda om, at det her skulle forestille sig at være til vores beskyttelse, om der er folk, der er kommet hjem, upåvirkede, traumatiserede og mere motiverede til at fortsætte i kampen. Mere hvad hedder det? Jeg virker mere afklaret, mere fattet. Det gør det på ingen tænkelige måder. Okay. Jeg tror også, det er det, jeg er. Det er ikke fordi jeg selv oplever at være kommet hjem super traumatiseret fra denne her oplevelse. Men det skal ikke være ensbetydende med, at jeg på nogen som helst måde synes det er acceptabelt. Jeg synes, det er uacceptabelt på alle tænkelige måder. Jeg ønsker det ikke for nogen andre. Og jeg vil aldrig. Jeg vil aldrig. Jeg vil aldrig dømme nogen for at reagere voldsomt på det her. Fordi det er en voldsom oplevelse, og det er ikke noget, man burde blive udsat for. og uanset om der er folk i verden, der bliver udsat for værre ting. Det gør ikke det her mindre forkert. Så en ting er, at jeg med mig selv kan perspektivere og sige til mig selv. Taler 1 Der sker værre ting i verden, og jeg vil fortsat gerne være i den kamp og risikere at blive udsat for de her ting. Det gør det overhovedet ikke. Okay. På hvad hedder det på et politisk plan eller på eller på noget som helst andet plan? At få det her til at lyde som om, at det er ingenting, og at vi sidder og overdriver det, og vi ved, hvad vi går ind til. Det. Nej, der er blevet overskredet menneskelige rettigheder, der blev overskredet. Hvad hedder det juridiske retningslinjer? International lovgivning. Det kommer aldrig til at være okay, bare fordi folk har det fint nok. Taler 2 Du tog direkte på skadestuen fra lufthavnen i går? Taler 1 Ja. Taler 2 Hvad? Hvad var? Resultatet af den undersøgelse? Taler 1 Jamen, de fik noteret ned alle de mærker jeg har rundt omkring, og hvor de er. Fik vurderet, at jeg ikke behøver at tage til en scanning. Jeg har haft meget slem hovedpine siden den dag jeg blev overfaldet i fængslet. Men fik vurderet at jeg ikke behøver at tage til en scanning, da der ikke er nogen tegn på en hjerneblødning eller andre indre blødninger. Men vi fik noteret, at jeg har en meget slem hjernerystelse, og at jeg skal være opmærksom på, om symptomerne aftager eller forværrer sig. Taler 2 Herfra. Hvad vil du så gøre med alt det, du har oplevet, at I har oplevet. Taler 1 Ja, så både igennem organisationen. Der lægger vi en sag an mod Israel for både at have kidnappet os, for at have fængslet os ulovlig vis og for alle alle former for vold tortur de har udført mod os. Der kommer vi til at lave en kæmpe sag, alle fra Thailand imod dem. Jeg har også tænkt mig at anmelde dem personligt og køre en sag igennem der. Taler 2 Vil du tage af sted igen? Taler 1 Ja. Til hver en tid. Som sagt, jeg tror de fleste af os allerede da vi lærer noget. Vi vidste, at hvis der var både klare, havde vi taget afsted igen. Jeg tror på, at. Jeg tror på, at de her initiativer kan gøre en forskel, hvis vi er nok mennesker. Det er i sig selv, at 20.000 mennesker har ansøgt om at komme med. Hvis 20.000 mennesker havde været afsted på både til Israel, og at det derfra bare vokser og vokser og vokser. Jeg tror på, at jeg tror på, at styrken og magten ligger hos folket og mangfoldighed. Og når vi er klar til at bevæge os kollektivt, så tror jeg også, at det er der, vi kan gøre en forskel. Så jeg vil helt klart fortsætte med at deltage i sådan nogle missioner og aktioner. Taler 2 Ninna Tak fordi at du ville give dit vidnesbyrd. Taler 1 Selvfølgelig. Tak fordi at jeg må dele det.