(Del 1/2) På Flugt – Maher Khatibs historie

Hun holdt mig. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, at hun holdt mine hænder fra pigtråd og græd, og jeg kan godt se på hende, at hun var meget bekymret, om hun nogensinde ville se mig igen. Nu skal jeg på en rejse, hvor jeg ikke ved, hvor det ender henne. Du lytter til Sara Bovin Podcast. I denne første episode ud af to skal du møde Maher Khatib. Det er hans personlige historie om at være en del af en familie, der er blevet fordrevet fra Palæstina, om at opvokse som flygtning i Libanon og senere som 18 årig at måtte begive sig ud på flugt alene mod Europa. Om den dag i 1985, hvor han ved et tilfælde ender på Københavns Hovedbanegård. Men lad os spole tiden tilbage til 1985, og du er 18 år på det her tidspunkt. Ja, Hvordan var dit liv? Jeg er jo født og opvokset indtil jeg var 18 år i Libanon af palæstinensiske forældre. Det vil sige, mine forældre og bedsteforældre flygtede fra Palæstina til Libanon i 1948, og min fars familie boede i en flygtningelejr i Syd-Libanon. Men min far synes ikke, der var muligheder i flygtningelejren, så han flygtede selv til Beirut for at søge job. Han var ikke uddannet. Han havde gået i skole og kan læse og skrive, men han skulle bare arbejde og tjene penge, og der fandt han jo hurtigt ud af at arbejde i restaurationsbranchen. Det gjorde han så i en periode i alle mulige restauranter, og så fik han et job i en af de fornemste restauranter i Beirut. Der arbejdede han i mange, mange år, og så fandt han jo en lille bolig i den sydlige udkant. Og Beirut, det hedder Bourj el-Barajneh. Dengang var det jo en forstad til Beirut med masser af plantager, citrustræer og små huse. Meget traditionelt. Virkelig smukt område, ikke så langt fra vandet fra stranden og heller ikke så langt fra lufthavnen, så det var meget en god placering, mente han. Og der mødte han jo også min mor eller min fars søster, og min faster mødte min mor i en taxa, fordi hendes mand var taxachauffør, og så spurgte hun, om hun var single, og det var hun. Hun havde en bror, der ledte efter en kone, og så mødtes de så skete magien. Så blev de gift og bosatte sig i den lille lejlighed, og kort efter flyttede de til en lidt større lejlighed. Så en 2 værelses lejlighed, men den var på 120 kvadratmeter, men forholdsvis stor stue og altan og alt det der. Og det er der, Jeg er opvokset i den her bydel i den sydlige del af Beirut. Hvornår er du. Født? Jeg er født i 66, 1966. Så er du den ældste. Ja, jeg er den ældste i søskendeflokken. Vi er fire drenge og en pige. Sådan lige næsten lige efter hinanden. Der er sådan et år halvandet år mellem os. Så der har været gang i den. Ja, men det er jo meget traditionelt, at man får 4 5 børn. Jeg tror min mor havde også et par tvillinger efter min søster, men hun faldt på trappen og mistede dem, så vi ville nok have været syv børn. Og jeg er jo tvilling også, men min søster, som var samme med mig, døde jo, da hun skulle føde. Så da din mor føder dig der var der var der. Søsteren kommer først, men jordemoderen kommer til at brække hendes ben eller et eller andet, og så dør hun kort efter, og så kommer jeg. Okay. Så vi ville nok have været en flok på 9 børn eller sådan noget. Så dine forældre mødes og bliver gift og får jer. Og hvordan er det ligesom at være fra Palæstina og så bo i Libanon? Faktisk, indtil jeg var omkring de her 13 14 år, kunne jeg jo ikke selv finde forskellen på at være palæstinenser eller libaneser. Palæstinenser og libaneser minder rigtig meget om hinanden. Der er lidt dialekt i sproget, kultur, mad, historien, traditionerne er næsten ens, så det mærker man jo ikke. Men borgerkrigen i Libanon gjorde jo, at det blev synligt, altså borgerkrigen. Indbyrdes mellem libaneserne, forskellige religiøse grupper, men også hvor palæstinenserne bliver inddraget i denne borgerkrig. Så begynder det at blive lidt mere tydeligt, at jeg er ikke libaneser. Jeg er palæstinenser. Historien ved jeg, fordi min farfar fortæller mig jo om flugten fra Palæstina, men det var ikke noget jeg går op og tænker på det dagligt. Det er på samme måde som mig. Som dansk palæstinenser i dagligdagen bor jeg jo i Danmark og lever som i gåseøjne som dansker. Men når emnet kommer tæt på eller bliver nævnt, ja så fortæller jeg jo, når folk spørger, hvis jeg er ude og rejse, og folk spørger Hvor kommer du fra? Jeg kommer fra Danmark. Du ligner ikke en dansker. Nej nej, det er fordi. Oprindeligt er jeg fra Palæstina, men født og opvokset i Libanon, så bliver det også lidt mere forvirrende for folk. Det første er faktisk, hvor jeg flygter fra Libanon i 1985, hvor der opstår en krig man kalder flygtningelejrekrigen. Og det er sådan lidt en proxykrig, hvor Syrien, altså den daværende diktator Hafez al-Assad, er jo sat sig sur på Yasser Arafat, PLO's formand og vil nedkæmpe PLO i Libanon. Til det, der bruger han jo en libanesisk milits, en shiamuslimsk milits. Det var før Hizbollah opstod. Der var der én, der hed Amal militsen, og det er så dem, der leger flygtningelejrene. Vi boede ikke i flygtningelejren. Vi boede udenfor. Det er der, hvor det går op for mig, hvor farligt det er at være palæstinenser, fordi det her milits går jo på klapjagt efter palæstinensere og for dem, der bor i flygtningelejren, der er sikkerheden meget bedre, fordi de er jo beskyttet en indflytning i lejren. Når du palæstinensere bor uden for, så begynder det at blive og blive farligt. Og hvad var det ligesom at de ønskede. At fjerne palæstinenserne på en eller anden måde, presse dem, der leverer deres våben eller en kaotisk borgerkrig? Jamen, så bliver jeg bare vold. Det nemmeste man kan gøre, og det, der går op for mig, det er jo at selv dine egne naboer kan skifte lige pludselig. Dem du har, du er vokset op med, begynder at tale fra en sekretisk. Vi er shiamuslimer i sunnimuslimer i palæstinenser og min far på det her tidspunkt arbejder jo i Emiraterne ude på en olieplatform, fordi han forlod jo det her restaurant nogle år, så han var ikke hjemme. Det var mig, min mor og mine fire søskende. Og hvor gammel er du på det her tidspunkt? Der er jeg jo 18 år. Så din far er taget til Emiraterne for at arbejde på en olieplatform, og din mor og hun er så hjemme. Hun er hjemmegående, og det har hun altid været. Kan du huske den dag, det virkelig går op for dig, at det her er farligt? Altså man kan sige op til den dag, hvor der er sommerferie. Ja, jeg kan skjule planen, er jeg jo, at jeg skal ind på universitet og læste noget kunst, og jeg ligger og sover. Der har været nogle dage sådan optakt til lidt ballade, hvor der har været lidt bevæbnede mennesker på gaderne, og der er gået lidt rygter om, at der er spændinger mellem palæstinenserne og Amalmilitsen, og det så der. Jeg lægger bobler, og jeg hører ligesom en drøm af min mor, som råber af mig, at jeg skal stå op. Jeg skal stå op. Det plejer hun altid at gøre, men det lyder sådan lidt mere alvorligt, ik? Jeg vågner sådan lidt og spørger Hvad sker der, siger hun. Der er skyderier, der foregår noget, der er udbrudt krig, eller hvad det er, du skal op. Vi skal finde ud af, hvad der foregår, og det gør jeg så. Jeg står op og drikker noget vand og går ud på altanen. Vi har en forholdsvis stor altan og kigger ud. Så kan jeg jo se fra fra vores gård, hvor bygningen er, og så ud til hovedvejen. Der løber folk i begge retninger, og der løber også folk med våben i hånden og siger Hvad tror du, der foregår? Jamen, det ved hun ikke. Måske er det med flygtningelejren, eller så siger jeg Jeg går lige ned og hører Det var hun jo ikke så glad, så siger jeg jo, jeg tager lige noget tøj på, bare lige for at spørge, hvad der foregår. Umiddelbart så min lillebror, altså ham, der kommer efter mig. Han er halvandet år yngre end mig. Der er han også smuttet ud for at finde ud af, hvad der foregår. Jeg kommer ned til gaden, og jeg støder på vores nabo som sådan laver tegn til mig. Kom lige her. Og hvad foregår der? Han siger prøv at hør det er Amalmilitsen der og palæstinenserne i flygtningelejren, der er kommet op at toppes, og militsen er på vej over til flygtningelejren. Jeg tror ikke, det er smart, Du står her, fordi du er palæstinenser, så hvis jeg var dig, så ville jeg bare gå hjem. Nå, men jeg ville bare lige høre, hvad der foregår og i det. Jeg går ud på hovedvejen og hovedvejen er jo så en meget livlig gade. Masser af butikker og alt muligt butikker. Så ser jeg jo en af mine skolekammerater, som er libaneser og er shiamuslim, militærtøj på og våben i hånden, og han kommer over til mig og siger Maher habibi, det er helt galt. Gå hjem, fordi det er farligt. Hvad laver du? Hvorfor har du, siger jeg. Jeg er nødt til det. Hvad foregår der? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at vi skal kæmpe mod flygtningelejren. Palæstinenserne Okay, det var ikke så godt. Så jeg går hjem til min mor og siger Det her ser alvorligt ud. Jeg tror, det bedste er, at vi forholder os og bliver hjemme. Og så siger hun Hvor er din lillebror? Jeg har ikke set ham. Hvor er han? Han siger han er også smuttet. Han kommer tilbage. Men det gør han så ikke. Og min mor er meget urolig. Hun var en meget, meget kærlig kvinde, og hun står og trasker rundt mellem stuen og altanen og råber efter ham. Og der er ikke noget. Og så kommer en af hans kammerater og fortæller ham min mor, at han er blevet anholdt af Amal militsen. Kan du huske, hvad du tænkte, da du fik den besked? Min lillebror har altid været sådan en lille ballademager. Så han har jo nok sagt et eller andet eller gjort et eller andet, selvom det har taget ham. Jeg kunne ikke rigtig i øjeblikket tænke på, hvordan får vi ham tilbage? Men min mor har altid haft sådan et stort netværk og været rigtig god til at snakke med mennesker. Så hun snakkede hurtigt med en af min fars venner, som satte den i forbindelse med nogle andre. Og så kom han i kontakt med en anden milits. Det er jo så druserne. Men der kendte min far en eller anden leder af den her. Og han kunne måske finde ud af, hvor min bror var. så det, fandt hun hurtigt ud af, at han var tilbageholdt i en af Amal militsen kontore, og der tog hun derud sammen med ham, min fars ven, som også var muslim, så det hjalp jo lidt på det, og så fik de ham ud. Hvordan var han, da han kom hjem efter at være blevet taget til fange? Han har altid været en ballademager, så han var bare megastolt af, at de havde taget ham til fange. Og nu var han fri. Og de skal ikke tro, at de er noget. Han skal nok tage ind i flygtningelejren og kæmpe mod dem. Og så måtte min mor sige Nu skal du falde til ro, og du kommer ikke ud af den her lejlighed. Det næste par dage bliver vi hjemme, indtil vi finder ud af, hvad vi skal. For hvis det her fortsætter, så skal vi ikke være her. Så skal vi flytte. Så det gjorde vi jo, altså vi holdt os hjemme. Alle butikker var lukket. Nogle gange så kom palæstinenserne ud af flygtningelejren og stormede hovedgaden, og nogle gange trak de sig tilbage og omvendt. Så jeg tror der gik 4 5 dage, hvor dette stod på. Så kom min fars ven og bankede på om aftenen. Og de vidste jo ikke hvem det var der bankede på. Nej altså min mor. Han var meget nervøs, så jeg løb ind i køkkenet. Jeg kan huske, at jeg løb i køkkenet og hentede en kniv og gemte sig bag døren og sagde til mig Du åbner døren, hvis det er en eller anden. Så hun var ikke så meget for vold og våben, siger hun. Nej, Lad os lige spørge, hvem det er, så hun spurgte Hvem er det? Og så sagde han Jeg tror, han hed Rafik, siger han. Det er Rafik. Din mands ven. Jeg skal lige sige, at min far har man en lille gambler. Han kunne godt lide at gamble og spille kort og poker og hestevæddeløb. Så ham hans ven, det var sådan hans gambler ven. De sad tit på den lokale cafe og spillede kort for penge og ikke bare for sjov. Så sagde han Jeg er nødt til at snakke mere. Der er noget vigtigt. Så lukkede hun ham ind. Hvis jeg skal beskrive ham sådan lidt Don Juan over ham. Altid, gik altid med sådan nogle store skjorter med åben skjorte, hvor man kunne se brysthårene og guldkæde. Guldringe, Guldur og trompetbukser. Laksko. Håret redt tilbage. Altid duftede godt. Han var sådan den der type. Det var jeg sådan lidt fascineret af og kiggede på ham. Så siger han Nu skal I høre. Situationen bliver værre og værre, og I er nødt til at forlade jeres hjem midlertidigt. Altså bare indtil der falder ro. Men også fordi der går rygter om, at man militsen vil likvidere en palæstinensisk mand, som hedder som jer til efternavn. Vi hedder El-Khatib til efternavn. El-Khatib er en meget stor familienavn ligesom Pedersen eller Jensen i Danmark. Så siger min mor Men der er jo mange El-Khatib'er. Ja, men det sagde jeg, at det er en Khatib fra den her bydel. Altså vores kvarter. Hvordan kommer vi væk herfra? Der er vejspærring, sagde han. Jeg kender en taxachauffør. Jeg har snakket med ham, og jeg tager med jer. Jeg kommer og henter jer i morgen tidligt. I pakker, bare til en uge. Er der et sted i kan tage hen? Siger min mor Ja, det kan vi godt. Jeg har min bror. Han bor op sådan et bjerg. Udkanten. Det er en tur på en halv time med bil, og det er et område, der er under drusernes kontrol, så der kommer shiamuslimerne eller Amal militsen ikke derovre. Okay, det så aftalen. Vi sover ikke. Altså mig og min mor. Vi sidder på vagt, fordi jeg tænker Hvad sker der? Hvad kan der ske? Havde i sådan telefonforbindelse. Nej, altså vi havde jo landtelefon. Så min mor ringede faktisk til min far og sagde til ham, Prøv at hør situationen er ude af kontrol. Vi er nødt til at flygte fra lejligheden. Din ven har sørget for, at vi kommer, og det var han helt med på. Han sagde så snart han har mulighed. Det var også svært for ham at komme tilbage, fordi lufthavnen blev kontrolleret af Amal militsen også. Så han var bange for at flyve til Beiruts lufthavn og blive anholdt eller? Men jo, så kom taxaen om morgenen tidligt. Altså ham der ejede bygningen. Han var ude, og han var ked af det. Han var virkelig ked af, at vi skulle flygte, og han sagde, at hvis jeg kunne beskytte jer eller gøre noget, så ville jeg have gjort det. Vores underbo vidste, at vi har altid haft sådan lidt clashes med vores underbo, selvom min far spillede kort med ham. Jeg kunne godt sidde og spille kort, men han nærede sådan lidt had til palæstinenserne, fordi hans bror var en militærmand i den her militærenhed, der hjalp israelerne, da de invaderede Libanon i Sydlibanon. De stammede fra Sydlibanon, så i den familie har det jo haft et andet forhold til palæstinenserne. Det viste han jo ikke til dagligt. Jo, han var irriterende og ikke en god nabo. Men lige der, da vi skulle væk, så stod han jo ude på sin veranda eller altan, altså i stueetagen og smilte sådan rigtig slesk, som om er godt I er I smutter. Nå, mange år senere, viser det sig. Han vil jo have den lejlighed, vi boede i til sin søn, så hans søn kunne flytte derind. Så han havde ligesom en anden intention med det der. Nogle katastrofer er jo lykken for andre. Så I har hele natten været urolige og ikke vidst om døren ville flyve op, og I ville blive taget med. Jeg sad med kniven hele natten, og det var det eneste, jeg kunne forsvare mig med. Du er jo også den ældste i familien. Du må jo også have følt et ansvar som 18 årig at skulle passe på din mor. Da min far rejste, sagde til mig, at nu er du manden i huset. Det var altså et stort ord at sige til mig Du er manden i huset. Min mor var en stærk kvinde, så hun kunne godt bære ansvaret. Om morgenen så bliver I hentet af en taxachauffør. Hvordan er det at komme ned og sidde i den taxa og forlade jeres lejlighed? Meget mystisk, du ved. En mærkelig følelse Kommer vi tilbage og har jeg nu taget alle mine ting? Altså jeg skulle jo tage min. Det vigtigste for mig var min tegnegrej, blyanter og linealer og så min lille ghettoblaster. Jeg havde en lille ghettoblaster. Den skulle jeg også have med, og min mor sagde Vi kan ikke bare tage det hele, du ved, I skal tage de vigtigste ting med. Så jeg havde en lille taske med noget tøj og mit tegnegrej, og jeg begyndte også at ryge pibe dengang, så jeg havde også en pibe og noget tobak. Så jeg skulle bare have det her vigtige ting med mig. Hvad for noget musik hørte du? Kassettebånd? Jeg var lidt atypisk. Jo, fordi de fleste af min overgang, de hørte jo sådan traditionelt arabisk musik, pop, arabisk. Det hørte jeg også, men jeg var helt vild med vestlig musik, så jeg hørte jo, jeg hørte Queens og Talking Heads og lidt heavy metal. Faktisk sådan lidt forskelligt. Det er fordi, da min far arbejdede på restauranten. Som sagt, han kendte mange mennesker, rige mennesker, der kom, og ham, der ejer en af de største pladeselskaber. Dengang var det jo plader og kassettebånd. Han spurgte jo min far, vil du have kassettebånd? Min far var ikke sådan til musik, Min søn hører. Hvad hører han? Det ved jeg ikke noget udenlandsk, så han kom bare med en blandet landhandel engang imellem. Han kendte også en anden, der var direktør for tegneserie, altså dem, der distribuerer tegneserier i Libanon. Så der kom han også med stakkevis af Superman og Batman på arabisk. Så jeg havde jo min alle mine ting, der er kære for mig, som jeg kunne tage med. Det tog jeg med, og vi sad i en taxa, og jeg kiggede tilbage. Jeg havde den der følelse. Kommer jeg nogensinde af se det her igen? Og min mor sagde Inshallah om Gud vil? Vi skal nok komme tilbage. Det er bare midlertidigt det her. Mine søskende var sådan. De var glade. Vi skulle bare hjemme hos morbror, fordi han boede i en kæmpe villa og havde mange penge, og det var fedt at komme der. Vi kom faktisk hjem til ham hver søndag. Søndagsudflugt var hjemme hos morbror. Jeg tror, jeg havde en anden følelse. Og så min lillebror. Ham der blev anholdt. Han var urolig, og han ville bare tilbage. Og vi kunne ikke bare holde på ham. Og min mor sagde Du holder din kæft og ikke siger noget, indtil vi når hjem til din morbror. Så han havde sådan et enormt behov for at kæmpe mod den der uretfærdighed. Hvor jeg var sådan lidt mere taktisk. Hvor jeg tænkte på Først og fremmest skal vi i sikkerhed, og så må vi se, hvad der sker. Og det gik faktisk godt hele vejen igennem. Vi blev standset ved én vejspærring, men ham min fars ven sad jo forrest sammen med min lillebror og mig, og min mor og mine søskende sad på bagsædet, og så sagde han et eller andet til dem ved vejspærring, som var fra Amal militsen, og så kørte vi bare videre. Var I urolige, da I stoppede? Ja, min mor var. Hun sad og rystede og holdt mig i hånden, og hun var meget spinkel, havde meget fine hænder. Hun havde altid det flotteste negle og altid flot rød neglelak. Og så kunne hun godt lide guld, så hun havde jo masser af guld på sine hænder. Guld armbånd og den der lille hånd var stærk og holdt i min hånd og prøvede at berolige sig selv og mig. Men heldigvis kom vi igennem og endte jo så hjemme hos min, min, min morbror. Hvordan var det at ankomme hjemme hos ham? Altså, det var jo. Det var en lettelse at nå frem til dem. De var jo meget kærlige. Vi har jo som sagt, Hver søndag kom vi jo hjem til dem, men han havde på det tidspunkt bygget en fem etagers bygning på toppen af en bakke. Meget flot udsigt, som han ville sælge, og den bygning blev jo halvt ødelagt i 1982, da Israel invaderede Libanon. Så han havde ligesom denne her bygning, som han. Ja som var halvsmadret. Men der var 2 3 lejligheder der var velfungerende, så vi fik den ene af lejlighederne. Min moster, som også var flygtet fra den anden bydel i Beirut. Du har nok hørt om Sabra og Shatila flygtningelejrene, der må prøve at kørte os op til den her bygning. Der var de i forvejen deroppe, og der skulle vi bare bo der lige så længe vi vil, indtil der var fred. Det var et smukt område, altså meget frodigt med med træer og bakker og dale. Og du kan jo nærmest se Beirut deroppefra. Og vandet, altså havet. Middelhavet. Hvordan var så sådan? Det var jo sommerferie og sommer. Det var varmt, som det plejer at være. Det var vant til, men det var bare nye omgivelser. Og den her bygning lå på en bakke, så der var sådan lidt stejlt, og der var ikke noget rundt omkring. Altså hverken butikker eller der var bare træer, men man kunne gå derfra og hjem til min morbror. Jeg tror, det tog ti minutter på gåben, og så var der en lille købmand, kan jeg huske, hvor man kunne købe noget. Men vi var mest i den her bygning og rundt om bygningen. Altså jeg brugte al min tid på at tegne, så jeg kunne bruge masser af tid bare på at sidde og tegne træer. Og hvad nu? Jeg kiggede mig rundt omkring. De her dage gik, hvor vi ikke rigtig vidste hvad der skulle foregå, så lige pludselig dukkede min far op. Hvordan han var kommet, Hvordan han har. Men lige pludselig så har farmand der. Og det er jo en stor glæde og lettelse, at han er tilbage. Og så siger han. Det er kun midlertidigt, da han skal tilbage til sit arbejde. Han vil bare sørge for, at vi er i sikkerhed, og at tingene er, som det er. Og han havde jo selvfølgelig penge med. Det var jo vigtigt, fordi han var kilden til indtægten, så det var jo nogle glade dage. Så kom vi tilbage til Beirut. Min far havde fundet en lejlighed i Beirut som en møbleret lejlighed, vi kunne bo i, men så bryder der kampe i Beirut. Tæt på, hvor vi var. Der havde jeg i den tid mødt nogle af mine barndomsvenner, som også kommer fra den samme bydel, hvor de har snakket om, at de ville vil flygte fra Libanon. Vi har snakket med nogen om, at man kan komme væk til Europa eller til Australien eller Canada. Man kan søge om asyl, og så opstår de her kampe, og der er min far rejst tilbage. Faktisk til Emiraterne, hvor min mor siger, vi skal tilbage til det morbror, fordi det er meget sikkert. Men vi har været hjemme hos morbror. Det er Beirut i den her lejlighed. Møbleret lejlighed. Meget sjovt at bo i. Det er sådan lidt mere boheme kvarter i den gode del af Beirut i den fine del, men vi skulle ikke bo der mere. Så er det tilbage til morbror, og der kommer min far tilbage igen. Og han mener så, at den her gang, at jeg skal bare komme væk fra Libanon, fordi jeg havde fortalt ham forinden, at jeg havde hørt nogen af de her mine venner snakke om, at man kan flygte til Europa, og så siger han så skal vi bare finde ud af det, og så spurgte han jo rundt, og så fandt han ud af, at det eneste jeg kunne få visum til, det var Østtyskland dengang som palæstinenser, for jeg havde jo ikke libanesisk pas. Jeg havde jo faktisk flygtningepas. Udstedt af de libanesiske myndigheder, men som palæstinensisk flygtning. Og det var første gang, jeg siger mit pas i mit liv. Så han skaffede mig et pas og skaffer mig visum til Østtyskland. Det er ikke gået op for mig, du ved. Hvad skal jeg? Hvad er meningen? Så siger jeg Du skal bare væk fra Libanon, så finder du bare vejen. Og når du har fundet din vej, så skal du. Så kommer vi bare efter dig. På en måde var det spændende. Altså nu skal jeg jo erobre, fordi jeg ved, at det der musik jeg har hørt, og jeg havde forestillinger om, hvordan Europa var. Vores nabos bror havde immigreret til Norge og sendte sin bror nogle breve, som han læste op for mig om Norge og Danmark og Skandinavien. Wauw, det lyder spændende, så du ved, hvad der tegner sig et billede i mit hoved. Jeg skal i hvert fald ikke til Australien eller Canada eller, det måske nemmere og tættere på Europa. Som sagt, så står far med en, han står faktisk med mit pas og visum til Østtyskland og en flybillet, men ikke fra Libanon. Jeg skal flyve fra Damaskus. Jeg har aldrig været i Damaskus. Jeg har aldrig rejst, jeg har aldrig været ud for vores bydel. Og jo så måske Beirut og så op til morbror. Længere er jeg jo ikke. Men det var jo ikke, fordi I manglede penge. Nej, ikke på den måde. Min far tjener gode penge i Emiraterne, så det var jo et plus, skal man sige. Hvordan kan det være, at man som palæstinenser ikke havde sit eget mulighed for at rejse? Problemet er jo, at palæstinensere i Libanon, de palæstinensiske flygtninge i Libanon er ikke libanesiske statsborgere, har ikke nogle rettigheder. De bor som flygtninge, og det har de gjort indtil i dag i syvoghalvfjerds år. Jeg har stadig familie i Libanon, og der får man udstedt et pas. Et flygtningepas, hedder det, som er udstedt af den libanesiske. Man kan rejse med den. Men det er ikke mange steder, man kan få visum til, og så får man sådan et identitetskort, som man så bruger internt i Libanon. Og hvordan kan det være, at man som palæstinenser ikke bare må rejse rundt, hvor man vil. Fordi man jo man er fanget i den her flygtningestatus? Man er ikke anerkendt. Palæstina er ikke anerkendt, så man er jo på den laveste rangliste af borger i verden. Man kan søge om visum, det tager bare lang tid. Det tager også langt tid at få sit pas, fordi man er tredjerangsborger. Det kan godt lade sig gøre sig, fordi der er folk der har rejst til USA og alle mulige andre steder. Det er bare ikke et pas du bare kan rejse til et land uden visum. Du skal have visum, og det er ikke visum, du får på på to dage. Det kan tage flere måneder, måske et halvt år op til et helt år. Hvordan havde din mor det med, at du nu skulle rejse? Hun havde det ikke godt med det, for hun var meget bekymret, for hvor ville jeg ende hende? Ville jeg overhovedet kunne finde ud af det? Og hun kunne godt stole på, at jeg skal nok finde ud af tingene. Jeg kunne også tale flydende engelsk, og jeg kunne læse og interessere mig for historie og politik, og jeg har altid været sådan lidt fremme i skoene. I hvert fald med hensyn til det faglige, fordi min min farbror, som var folkeskolelærer på en af UNRWA. UNRWA er FNs organisation for palæstinensiske flygtninge i Libanon. Der underviste han på en skole og boede hos os faktisk, da jeg var to år, og min mor sagde til ham. Tager ham med i skolen. Han keder sig her. Der er jo ikke nogen børnehave, så han tog mig med i skolen, da jeg var to år. Nærmest hver dag i en lang periode. Så jeg sad jo sammen med det her klasse han underviste og sugede bare ting til mig, og da jeg var fem år, kunne jeg skrive og læse avis. Jeg kunne faktisk løse krydsord, da jeg var 5 6 år. Det hjalp jo så senere hen. Det var en gavnlig ting. Min mor var ikke bekymret sådan set. Hun var bekymret for uvisheden. Kommer jeg videre, og bliver jeg anholdt, bliver jeg standset. Vi skal til Syrien. Syrien er jo ikke sjovt. Ikke under Assads regime, for der er forsvundet mange palæstinensere i Syrien. Så det var en farlig vej. Du skulle ud på den farlige vej. Ja. Og din mor. Hvad var hendes historie? Altså er hun, at hun er født i Palæstina? Ja, min mor og hendes familie, hans far og mor og søskende boede i den by, der hedder Haifa. Min mor og far var smed og havde sådan en smedebutik, var meget kendt i den bydel de boede i Haifa. Jeg tror den hed Wadi Nisnas. Den eksisterer stadigvæk. Jeg tror, at resterne af de oprindelige palæstinenser, der bor i Haifa i dag, bor i denne bydel. Min mormor var jeg mener, hun var halvt egypter, og han mødte hende i Kairo. Altså min morfar. Men umiddelbart så har min mors familie altså var en meget rig familie, så de havde en sommerbolig i Beirut. Så om sommeren stod det på ferie til Beirut. Det rige palæstinenser tog til Beirut på ferie, men de flygtede jo ikke i 1948. De tog til Libanon på ferie, og så opstod Nakbaen i 48, og så blev de i Libanon. Så kom det slet ikke tilbage til deres hjem i Palæstina. Så har hun aldrig været tilbage. Nej, min mor er født i 1938, så hun var ti år, da de blev fanget i Libanon, og så blev de i Libanon. De kom aldrig tilbage. Så man kan sige, at hun var så igennem endnu en proces nu. Altså, det er meget typisk for en palæstinenser, at man har flygtet to tre gange i sit liv. Enten har man flygtet i 1948 eller senere har vi boet i en flygtningelejr, man har flygtet fra og så senere hen flygtet fra flygtningelejren ud til et andet land og måske rejst. Altså, jeg har rigtig mange i familien, der rejste Emiraterne, fordi der var jobmuligheder for dem, der er uddannet eller havde var faglærte. Men så på et tidspunkt opstår der jo Golfkrigen, og man sætter sig sur på palæstinenserne. Så bliver palæstinensere fordrevet fra Kuwait og en hel del fra Emiraterne. Palæstinensere har altid været vant til. Nå, nu skal vi pakke vores ting, og fordi vi har, vi har ikke noget land. Så er der mange palæstinensere, der slår sig ned der hvor de kan, og der hvor der er muligheder, og hvor det har fungeret. Så har man bare blevet det land. Det er ikke altid lykkedes at komme til det rigtige land. Jeg tror det var det, der var min fars tanke om, at nu skulle vi jo væk fra Libanon og fra Mellemøsten og finde et sted, hvor vi kan være i sikkerhed i mange år. Han har så købt flybilletten. Nu skal du altså til at rejse til Østberlin. Lige præcis. Og jeg skal jo først til Syrien, til Damaskus. Min mosters mand, som også bor sammen med os i den bygning, der sørger for at snakke med en rutebil, der kommer fra Beirut til Damaskus, de kan så samle mig op. Og så siger min mor Jeg skal også med. Hvad skal du med til det, Østtyskland? Siger hun. Nej, nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke noget pas eller visum. Jeg skal bare sammen med dig til Damaskus og sikre mig, at du kommer igennem, at der ikke er nogle vejspærringer. Der er nogle, der anholder dig, og det synes min min mosters mand ikke var en god ide og der er der så diskussion. og et par dage om det, og så siger mor nej, jeg tager sammen med ham. Bilen kommer. Heldigvis har jeg jo alle de ting jeg havde pakket. Jo ghettoblasteren, piben. Den, den tog jeg ikke med ghettoblasteren. Det var der ikke mulighed for. Lidt af mit tegnegrej og min pibe og tobak. Dåsen og tøj og lidt penge. Jeg tror, at min far gav mig 200 dollars til jeg klare mig for. Jeg vidste ikke, hvad 200 dollars svarede til dengang. Jeg har aldrig haft dollars i hånden. Hvad med din far, da han sagde farvel til dig? Jamen, han var stensikker på, at jeg nok skal klare det hele og vil sørge for, at det hele spiller, og de kommer efterfølgende. Han havde meget tiltro til mig. Jeg tror inderst inde i var han lige så bekymret som min mor. Han ville bare ikke vise det til mig. Og så kommer jeg jo den dag, hvor den her bil kommer, og der er to andre passagerer. En sidder foran, en sidder bag ved, så mig og min mor sætter os bagved, og bilen kører en tur på en time, tror jeg. Syriens grænse. Og det glider fint. Der er ikke nogen vejafspærringer. Der er ingenting. Og min mor snakker hele tiden om, at jeg skal passe på mig selv, og jeg skal passe på. Og jeg skal huske det ene, og jeg skal huske det andet. Du skal ikke bekymre dig, jeg skal nok klare mig. Og så nåede vi ud til den syriske grænse, hvor de beder om id kort. Og jeg viser dem mit pas og ID kort og flybilletten, og min mor viser dem hendes ID kort og så siger de. Du kan ikke komme ind i Syrien, så siger hun jeg skal være sammen med min søn. Det kan du ikke. Du har ingen visum, du har ikke noget pas. Du skal ikke ud og rejse. Før i tiden kunne palæstinenserne rejse til fra Libanon til Syrien bare med ID kort. Men det var ikke muligt på grund af den konflikt. Det var Syrien, der havde sat den der konflikt mod flygtningelejrene. Så vi stod jo ved hegnet på hver sin side, og hun holdt mig, og jeg glemmer aldrig det øjeblik, at hun holdt mine hænder fra pigtråd og græd. Og jeg kan godt se på hende, at hun var meget bekymret, om hun nogensinde ville se mig igen. Nu skal jeg på en rejse, hvor jeg ikke ved, hvor det ender henne. Men hun blev stående og ventede på mig, indtil jeg gik ind i den her bygning, hvor de skulle verificere, jeg tror, det tog halvanden time, hvor jeg sad derinde og ventede, og hvor hun stod udenfor og ventede. Og da de endelig sagde, at det var ok, jeg kunne gå videre, så gik jeg ud til hende og sagde Det hele er som det skal være. Du skal ikke bekymre dig. Nu tager jeg til Damaskus. Så jeg vinkede farvel til min mor, kyssede hendes kind gennem hegnet, og hun gik langsomt tilbage. Du ved med hovedet bukket ned af. Hun var temmelig ked af det, men jeg ville jo ikke vise hende, at jeg var lige så ked af det som hende. Jeg ser bare den. Du skal ikke være bekymret. Jeg skal nok klare mig. Og så satte jeg mig i en bil, som ventede på, at den blev fyldt op med passagerer. Og så kørte den mod Damaskus. Jeg tror, det tog 20 25 minutter, og der nåede jeg så den her bydel Yarmouk og stiger ud af bilen, og den første, jeg møder på gaden, spørger jeg Hey, jeg leder efter min familie. De hedder dét og dét. Nå, men dem kender han godt. Han skal nok vise mig vej. Min far sagde Du skal være påpasselig. Folk kan tage røven på dig, så du skal ikke gå foran dem. Du går bagved. Og hvis du kan mærke, at der er noget, så løber du. Men der var ikke noget ham, da han førte mig hen til dem og sagde, at det var deres hjem, og så gik han sin vej. Bankede på døren, og der var så en ældre kvinde, der spørger Hvem er det? Og så siger jeg Jeg hedder Maria, og jeg er Atifs søn. Nå ja, og så åbner hun døren, og hun ligner til forveksling min farmor og krammer mig og siger kom indenfor! Og hun var sådan lidt overrasket over, hvad jeg var, for jeg stod der. Hun sagde ingenting. Han sagde bare Kom ind og sæt tasken fra dig. Har du spist, sagde jeg. Nej, jeg har ikke spist der. Sæt dig ned. Så sætter jeg mig på gulvet. Typisk hus i en flygtningelejr, som er bygget let af beton og bliktag, og hvad man nu kunne have fundet. Betongulv, hvor der ligger sivmåtter og nogle madrasser rundt langs væggen. Og jeg er træt og jeg er sulten. Jeg sætter mig op af væggen. Så kommer hun med et fad med noget mad og siger Du skal bare spise og drikke, og så lægger du dig og slapper af, så snakker vi bagefter. Hun kan godt se på, at jeg var både ked af det og træt, så jeg spiste og lagde mig. Og faldt i søvn. Faktisk. Og så vækker hun mig på et tidspunkt, hvor det så blevet mørkt og spørger, om jeg har det godt, og om jeg har hvilet mig. Og ja, det har jeg. Og så kommer hendes søn. Ham har jeg aldrig mødt. Han hed Ali. Han var måske 3 4 år ældre end mig i starten af 20'erne, og så begynder han at spørge om alt muligt. Nå, det hvordan går det i Libanon, og er der gang i den? Og hvad skal du? Hvorfor er du kommet til? Og så forklarer jeg, hvad planen er, og jeg skal til lufthavnen. Jeg skal rejse. Har du rejst før, siger han. Jeg har aldrig rejst, før jeg kom. Du skal ud og hygge dig lidt. Han køre mig lidt rundt og vi hygger os og kommer hjem og lægger os til at sove. Jeg ligger og tænker og tænker og tænker ikke, Østtyskland, hvad taler de derovre? Kan jeg tale engelsk og det der penge jeg har, kan jeg bruge dem derovre? Jeg har aldrig fløjet, så jeg var nervøs, og jeg skal op på en flyvemaskine og alle de der ting. Jeg falder i søvn, og vi står op om morgenen, vækker mig igen. Mosteren der og har lavet morgenmad, så vi spiser morgenmad, og hun beder til mig, at. Må Gud tage sig af mig, og vi sætter os i bilen, hendes søns bil, og han kører mig så ud til lufthavnen og siger Det bliver spændende. Fortæl mig, her er vores telefonnummer, så kan du ringe, når du er nået frem. Det er godt, så vil jeg også væk. Nå ok. Han sætter mig af og vinker farvel, og så står jeg bare en lufthavn, og jeg prøver at. Så spørger jeg Hvor skal jeg hen? Men der er jo hjælpsomme folk, der fortæller mig, du skal derover, og så tager jeg derover og afleverer pas og billet, gennem paskontrol. Og jeg husker bare, at jeg sidder i flyveren. Gammel slidt fly. Men for mig, det var bare et fly, og så kom der to gutter og satte sig ved siden af mig, der havde siddet ved siden af mig, som også var palæstinenser fra Libanon og siger Hvor skal I hen. Jamen de skulle til Sverige? Hvorfor lige Sverige? Det havde de hørt om, at det var et godt land at flygte til. Nå, så I ved hvad man skal? Ja sådan nogenlunde, har de spurgt sig frem til. Så blev jeg jo sådan lidt mere rolig. Så sad I der, 3 fyre. og jeg var skidenervøs at det der fly, og det begyndte at larme, da de tændte motoren og skulle bakke, og det hele begyndte at ryste, og jeg gik ud og lukkede øjnene, og jeg ville ikke kigge ud og havde ondt i maven og de drenge, de sad bare og fjollede og grinte og siger Har I fløjet før? Næ det bliver sjovt nu når det skal flyve. Nå, men så lettede flyet og vi fløj i en, det ved jeg ikke. Det er 3 4 timer, måske 4 timer. Umiddelbart skulle det fly til din mellemlanding i Schweiz eller Østrig, så vi skulle også ud af flyet og gå ned og så op til et anden fly. Og så landede vi jo så i Berlin eller Østberlin. Jeg husker bare, at jeg kommer forbi paskontrollen, og de kigger mine ting og siger et eller andet på tysk, som jeg ikke forstår noget af. Og så siger den ene af drengene. Han havde spurgt, så han havde sagt. Vi må kun være her i Østberlin i 12 timer. Det er jo sådan et transitvisum. Hvad skal vi så bagefter? Han siger Så skal vi finde Hovedbanegården, hvor togene går, fordi så skal vi tage toget videre. Men det viste sig, så mødte vi flere unge. Jeg tror, der var nogle fra Irak og nogle fra Iran, der også var på flugt. Så umiddelbart var Østberlin samlingsstedet, fordi det var der, du kunne tage toget videre til andre i Vesteuropa. Vi lander Ostbahnhof i Berlin og går sådan lidt rundt om os selv og finder billetkontoret. Du har jo ikke været ude at flyve før, og lige pludselig så kommer du til Østberlin. Det må være noget af en forandring, tænker jeg. Det er det. Alle mulige mennesker. Et fremmedsprog. Jeg har aldrig hørt tysk før. Jeg har lært engelsk og fransk i Libanon, men det havde jeg ikke hørt før, så forstod ingenting. Men det var også et slidt land i forhold til Libanon. Libanon var jo østens Paris. Vi kørte amerikansk fede biler og flot tøj og Levis bukser, og Østtyskland var dystert. Det var bare sådan en mørkegrå og mørkegrøn, og bilerne var gamle og tænkte hvad er det for et land? Jeg vidste jo intet om, hvad for der var et østtysk. Jo, jeg har nok læst historien om Anden Verdenskrig og alt det der. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var så gammeldags, og vi var sultne og tørstige. Men vi havde jo dollars, og dollars kunne du jo ikke bruge, så skal man jo. Der var et eller andet sted, hvor vi kunne veksle. Jeg tror, jeg havde 1 dollarsedler, så dem kunne vi betale med, men så fik vi penge tilbage. Østtyske mark. Og så står vi jo ved den her billetkontor. Jeg prøver at kommunikere med hende på engelsk og fortælle hende, at vi skal videre med et tog. Ja, ja, hun forstod ikke, så. Så siger ham der sidste hende nogle navne på nogle lande. Så siger jeg Sweden, Denmark Germany, og så siger hun. Denmark. Så siger jeg Ja, Denmark. Og så trykker hun. Og så printer hun nogle billetter og siger, at de koster så meget. Så betaler vi med dollars, og så giver hun os lidt østtyske penge tilbage. Men vi får billetter, og det er der to drenge, der siger. Jamen, vi vil jo til Sverige. Sweden. Og så siger hun et eller andet med, at vi først skal til Danmark. og så kan man fra Danmark komme til Sverige. Vi har billetterne, og vi har købt noget juice, tror jeg, og nu skal vi bare vente på toget. Jeg tror, jeg sad på parronnen og røg lidt pibe og tænkte okay, nu har vi billetten. Vi skal videre. Jeg skal til Danmark, og det var rent tilfældigt, fordi jeg sagde Danmark, og så var det jo Nå, jamen så får du billet til Danmark. Okay, så må vi til Danmark. Toget ankommer, og vi går op ombord på toget. Det her tog med togvognen. Du ved, hvor du kan sidde seks mennesker og lukke døren der, og man må ryge i toget. Jeg havde også cigaretter med udover piben. Så satte vi os ind i det her togvogn og smed taskerne og tog en smøg og åbnede, kan jeg huske, det lille vindue der? Det var et dansk tog faktisk. Det vidste jeg jo ikke. Det fandt jeg ud af at senere, det var det tog, der kørte fra København til Berlin, og der kom en vogn og solgte et eller andet, tror jeg. Vi købte nogle sandwich eller af de penge vi havde fået vekslet, da vi købte billetten og snakkede om drømmen om hvad der ville ske nu. Men den ene af drengene har fået at vide, at så snart politiet kommer, så skal vi bare sige det til dem. Asylum, asylum, fordi så ved vi, at vi søger asyl. Så kom jo østtysk politi og spurgte efter pas. Så gav vi dem pas og de kiggede på passene, og så sagde sådan ingenting. Altså så gav de os bare passene og gik. På det tidspunkt var der jo mange flygtninge, der tog den rute, og østtyskerne ville bare have folk videre i systemet. De skulle ikke blive i Østtyskland. De flygtede jo selv dengang. Men toget kørte i det her, og på et tidspunkt, så standser toget sådan i 5 10 minutter, og jeg prøver at kigge ud af vinduet, og jeg kan se noget vand, og jeg kan se noget konstruktion. Jeg ved ikke, hvad det er, og så kører toget ind i den her konstruktion, og der bliver jeg jo bekymret. Jeg ved ikke, hvad det er, og det larmer og ryster, og så bliver det jo. Så er vi jo inde i sådan et metalhus, og så ryster det endnu mere, og så holder toget stille. Men den der bygning bevæger sig. Så viste det så at det var et skib jo. Jeg vidste jo ikke at der var, at tog kan køre ind i et skib jo Prøvede at finde ud af, kan man så komme op på det der skib og, men vi var bange for hvad nu hvis vi ikke kunne finde vej til det? Så nej, vi bliver bare siddende. Der er ikke andet for. Og det tog lang tid dengang at køre i tog fra Berlin til Danmark. Men langt om længe, så standser det her metalbygning kaldte jeg det. Og så kører toget ud af den, og kører en lille smule. Og så standser I den igen. Og lige pludselig kommer der jo så andre politifolk, som ikke ligner de andre, der var der til at starte med. Og det er så dansk politi. Det er grænsepoliti, og så spørger de efter pas, og så giver vi dem pas, og så siger den ene af dem du nu, du skal sige asylum. Asylum, Asylum. You want to seek asylum in Denmark. Yes, okay, No worries. Så tager han de tre pas fra os og siger på engelsk, at først når vi ankommer til København, så er der nogen der samler os op og tager os til et asylcenter. Vi skal ikke bekymre os. Bare slappe af. Altså fra Rødby til København er der jo også en 3 4 timers kørsel. Så det var mange timer I havde været Der var mange timer og mange indtryk at kigge ud af vinduet. Hvor langt er vi nået og kommer vi med en? Langt om længe kører vi jo ind i den her store bygning, hvor jeg kan se, at det ligner den station, vi var i i Østberlin. Det kan godt, der er andre toge, og der er masser af mennesker, og så standser toget, og så kommer politifolkene igen. Ikke dem, der tog vores pas, nogle andre, men de har vores pas i deres hænder. Så guider de folk ud af Hovedbanegården i København, som jeg ikke ved, hvad det er eller. Men det er jo der, vi er landet og ud af Hovedbanegården er der nogle busser, der venter, og der står politifolk der, og nogle fra Røde Kors prajer os ind i busserne, for vi skal jo videre, og jeg er helt fortabt og kigger rundt i de her bygninger. Jeg har aldrig set en europæisk hovedstad før. Gamle, charmerende bygninger, biler, busser og mennesker i alle farver. Og inde i bussen sidder jeg også. Jeg sad allerbagerst, og så kunne jeg jo have udsigt og kigge rundt og se hvad er det, der foregår? Og vi sidder bare i denne bus, og denne bus kører så jo. 9. Juli 85 sidder jeg i bussen ved Hovedbanegården og den kører. Og den bus kører altså en lang tur, synes jeg. Og på et tidspunkt når vi et sted, hvor jeg kan se fly der lander og letter og tænker, at fuck de sætter os på et fly igen. Det sender os hjem. Vi er på vej til lufthavnen, men det viser sig, at det er en flygtningelejr, som drives af Røde Kors, der hedder Kongelunden. Tæt ved lufthavnen. Det er en gammel kaserne, som Røde Kors har overtaget og lavet om til en indkvartering for flygtninge. Det er heller ikke skidesjovt, for når man kommer ind i Kongelunden, så er der jo sådan nogle raketter, der står opstillet, for det er jo en gammel kaserne. Nå, men så kommer vi ind til den her afhegnet område, stiger ud af bussen, og der er en politimand og en fra Røde Kors, der dirigeres og siger vi skal ind i det her, den her bygning, og vi kommer ind og får at vide, at vi skal bare sidde og vente. Så bliver vi kaldt ved navn i det her venterum, hvori der er en dør, hvor man kan gå udenfor. Det indhegnet, går jeg udenfor. Tænder en smøg, og så står der nogen på den anden side af hegnet, som er allerede visiteret. Og så er der en gut, der siger til mig Hey, er du lige ankommet? Ja, det er jeg. Er du fra Libanon Palæstinenser? Ja, det er han også. Han siger til mig Prøv at være opmærksom på nu, når de er visiteret, at de tjekker al din bagage. Så hvis du har penge, så skal du gemme dem, for ellers tager de pengene fra dig, og så får du dem som lommepenge. Men du kan også give mig pengene nu. Du kan kaste dem over hegnet. Siger nej, nej nej, jeg skal ikke kaste nogen penge. Jeg skal nok finde ud af det. Men ellers tak for hjælpen. Jeg ved ikke, om han prøvede at fuppe mig, eller. Jeg havde nogle dollars tilbage. Hvad søren gør jeg med de penge? Hvorfor kan jeg gemme dem, hvis de siger, at de visitere en og skal kigge i vores ting. Kommer jeg i tanker om den her tobakdåse jeg har? Det er sådan en rund en. 100 gram. Der sidder tobakken i sådan en lomme. Så jeg løfter papirlommen og lægger pengene ind under lommen og lægger tobakken og lukker dåsen og smider den i tasken. Og så kommer jeg ind til, hvor de så tømme min taske og notere, hvad jeg har med. Og så siger politimanden til mig. You smoke pipe. Så siger jeg Yes I smoke pipe. Where did you buy this tobacco? Så siger jeg. I bought it in Beirut, Libanon. That strange siger han. Så siger jeg Why? Because it's Danish tobacco. Jeg siger What? It's made in Denmark? Det er det, der hedder Macbaren. Det er jo dansk mærke. Hvor skulle jeg vide det fra? Men han undrede sig over, at jeg kommer fra Beirut og har en dansk tobak og siger, at den er fra Beirut. Det kan han godt se på den der afgift. Banderole står på arabisk. Det morede han sig lidt over, men så smed han det i disken, og jeg tænkte, at du skal ikke åbne den tobakdåse eller vælte tobakken, eller så finder han pengene. Men det gjorde han ikke. Han var mere betaget af, at det var dansk tobak, så det var heldigt for mig. Han pakkede tasken igen og sagde til mig Jeg skal ind på et kontor. Jeg kommer ind til et kontor. Der sidder en politimand i civil, og der sidder en, der er mørk i huden overfor, som det rejser sig og hilser på mig og siger på arabisk Jeg hedder det og det, jeg er tolk. Jeg skal oversætte for dig, og ham der han er politimand. Han vil afhøre dig, og så siger jeg. Jeg kan godt snakke engelsk til ham. Så siger tolken Du skal ikke ødelægge mit levebrød. Jeg bliver betalt for at tolke her, og det er også bedre, hvis jeg siger det på arabisk. Siger jeg. Okay, det er lige meget. Og så bliver jeg spurgt i to timer om, hvorfor jeg kom til Danmark, og hvor jeg har boet. Og om jeg har været i militæret. Og om jeg har skudt folk. Og om jeg er blevet skudt. Hvorfor valgte jeg Danmark? Og hvad havde jeg tænkt mig? Og hvor er min familie? Og du ved sådan alt muligt. Om jeg er en del af PLO's? Og hvem var min øverstbefalende? Og jeg er flygtet fra krig og en ung mand. Jeg ville have læst på universitet. Og så brød det ud. Jamen, er der nogen, der har anvist dig fortalt dig, hvordan du skal komme her til? Overhovedet ikke. Min far købte en billet til mig. Og så mødte jeg nogen i Syrien i lufthavnen. De skulle også flygte, så jeg kom sammen med dem. Og jeg fortalte hele forløbet. Okay, det er fint nok. Og så skulle jeg skrive under. Og så sagde de, at du skal ud. Der kommer en fra Røde Kors og henter dig. Det gjorde der så. Og så kom der en og sagde kom! Og så fik jeg sådan. De tog selvfølgelig mit pas. Og så fik jeg et ID kort, sådan et blå ID kort fra Røde Kors. Stemplet af politiet med navn og jeg er asylsøgende. Det vil jeg så bruge, hvis jeg bliver standset. Og så blev jeg jo taget ind til sådan en lang hangar, hvor der er værelser. Og så fik jeg at vide, om det her det her, du skal bo. Og så siger han Men om lidt kommer der så en sygeplejerske og henter dig. Okay, hvorfor skal han sygeplejerske hente mig? Hvad skal hun med mig? Jeg er ikke syg. Jeg har det fint. Jeg gik ind, og det var sådan du ved. Køjeseng, militær, Det er jo en kaserne. Og der var nogle gutter. Jeg hilste på dem, og den ene af dem var lidt ældre end de andre. Jeg har altid været sådan lidt tryggere ved de ældre. De er lidt klogere ved tingene. Så jeg har hilst på ham, og han var palæstinenser og fortalte mig om ham. Han var kommet der for en uges tid, med at han skulle videre, fordi det her er jo kun opsamlingssted. Så bliver folk sorteret. Det er andre asylcentre i Danmark. Vi sad og snakkede lidt, og så sagde han Den der seng under mig. Den er ledig. Den kan du bare tage. Jeg fik snakket lidt med ham, og så kom sygeplejersken og hentede mig. Siger om jeg er okay. Har du feber og har du ondt nogen steder? Leder du under en sygdom? Tager du noget medicin? Og hvor længe var jeg i Kongelunden? Jeg tror jeg var der i 5 6 dage. Hvor meget tænkte du på din familie derhjemme? Jamen der er jeg spurgt lidt rundt. Kan man ringe? Ja, det kunne man, men det var meget dyrt, og så ville jeg ringe til det nummer, jeg fik af min morbror. Men det kunne ikke lade sig gøre, så det var for dyrt, og måske skulle jeg bare vente. De sendte mig videre til den næste, og så sagde jeg drengene. Men du får også penge af Røde Kors, altså lommepenge. Danske penge. Så tænkte jeg okay, så gemmer jeg de der dollars, og så må jeg se, hvad der sker med de penge. Jeg tror ikke, jeg tænkte på min familie. Jeg tænkte bare Hvad skal jeg her? Hvad skal der ske her? Men jeg havde det i baghovedet, når der er faldet ro, og når jeg ved, hvor jeg skal være, så skal jeg ringe til min far eller min mor og sige Prøv at hør. Min far sagde til mig Når du lander, så skriver du et brev til mig, og så bliver jeg jo kaldt af Røde Kors. Nu har de behandlet min ansøgning, men jeg skal videre og vente på svar fra Udlændingestyrelsen, om jeg få opholdstilladelse, eller om jeg får asyl, men at de unge enlige mænd bliver sendt til et andet center. Og så viste det sig, at jeg skulle ud og bo på den her lille ø uden for København, der hedder Middelgrundfortet. Så blev vi sejlet med en lille båd ud til den ø, og igen er det jo bare en kaserne. Masser af unge mennesker, køjeseng, og jeg blev anvist til et værelse, og der var unge på min alder og nogle der er lidt ældre og hilste på dem. Og så forklarer de, hvordan det fungerer, at man havde vagt i køkkenet. To gange om ugen skulle man også være med til at lave mad og gøre rent. Og dansk mad. Og altså der må, det må være lidt anderledes. Ja, det var dansk mad. Men vi fik også lov til at lave noget, hvis vi selv kunne finde ud af det, og gu ku jeg ej, jeg kunne ikke finde ud af at lave mad. Ja, det var min mor, der altid laver mad. Jeg har altid stået sådan lidt ved skulderen og set, hvordan hun laver, så jeg kan godt. Men det gik godt i køkkenet. Det var sjovt at stå og lave mad, og så fandt jeg ud af, at man også kunne sende breve. Så jeg skrev et langt brev til min far og forklarede hele turen, og hvad der er sket, og hvor jeg er nået til. Til Emiraterne. Og de sendte jo Røde Kors for mig, for det var de forpligtet til, fordi Røde Kors er en international organisation, så de havde deres egen interne postsystem, som de sender fra fra Danmark til andre lande. Og i hvert fald han fik mit brev, og jeg fik faktisk et brev retur fra ham. Jeg tror, jeg har det her brev et eller andet sted. Gemt i en mappe, hvor han glædede sig og var jublende over, at jeg er nået frem. Og det vidste han godt, at jeg kunne, og han stolede på mig. Men jeg skulle jo så fortælle ham, hvad der sker i detaljer ik, fremadrettet, hvor jeg bliver flyttet hen. Jeg tror, at jeg boede der i 14 dage. 18 år du ved. Jeg jo bare stadigvæk teenager. Der var også polakker. Der var jo også politisk uro i Polen på det tidspunkt, så der var nogle polske piger. Det fornøjede vi os meget med, at det ikke kun var drenge, og vi hyggede os og drak lidt alkohol. Og så du ved, den her færge en lille færge, der sejlede 4 gange om dagen, altså to gange mod København og to gange tilbage, og den sidste var klokken 19. Hvis man ikke nåede den, så var man på røven. Så jeg har overnattet et par gange under træerne på Langelinie. Og I måtte godt forlade kasernen og tage ud, og vi. Vi måtte forlade det, og men man skulle komme tilbage. Og hvis man ikke nåede det sådan jamen så nåede man det ikke. Det var bare det. Det var ærgerligt. Så du, så du var også ude og se København og Langelinie? Det skal jeg love for vi hurtigt fandt frem, men vi gik jo fra Langelinie til Strøget, fordi det var der, fordi vi havde fået at vide, at man kunne spise shawarma. Det havde vi jo savnet. Der var jo ikke arabisk mad, Shawarma House, den der lige i starten af Strøget, den var jo lige åbnet to år før. Det var magisk at komme ind til Shawarma House og spise en libanesisk shawarma, efter et par måneder i hvert fald. Det er også en virkelig god shawarma. Ja, og der var nogle, der sagde Jamen, der er også en gade, I skal se, fordi den er speciel. Det viste sig at være Istedgade, og hvis man går tilbage til 80'erne. Istedgade var jo pornobutikker, prostituerede og narko, og det var jo en stor mundfuld for en dreng på 18 år fra Libanon, som ikke har set sådan noget før. Så det var sådan et chok. Men vi fandt også ud af, at der var en lille palæstinensisk restaurant, der lavede special retter der, så man kunne sidde nede hos ham og spise en falafel og lige over og kigge på dildoer. Der fik man næsten falafel galt i halsen. Men min mormor havde en restaurant på Gl. Kongevej, og det var tit sådan, da jeg var barn, så skulle jeg tage bussen ud fra min skole, og så skulle jeg gå derned. Og jeg husker den der fornemmelse af at være barn og gå og så sådan noget med. Jeg kan huske, at jeg engang gik med sådan en femmer i hånden, jeg havde, og så kom der megamange rockere på motorcykler og i min barnefrygt ligesom være bange for, at de skulle tage min femmer. Men det var bare virkelig en anden gade end det var det. Det var det. Men men de her 14 dage gik hurtigt. Jeg mødte nogle mennesker i Kongelunden i den uge, hvor jeg tænkte Ej, nu kender jeg nogle mennesker. Næ, det skal du ikke. Nu skal du videre. Øv. Du forlader også nogle mennesker, jeg lige har lært. Jeg havde håbet, at ham, da jeg mødte først den ældre mand, måske kom samme sted som ham, men det gjorde jeg ikke. Men ham mødte jeg i mange år efter. Får vi at vide, at nu skal I også videre. Jamen, hvad er meningen? Jamen, meningen er jo fordi Røde Kors Centre bliver fyldt op, så man skal fordele folk. Hvor skal jeg hen? Du skal til en by, der hedder Kalundborg. Jeg aner ikke hvor Kalundborg er. Så viser det sig bare, at det ligger jo flere timer fra København. Så ender jeg jo i Kalundborg. Og det er Røde Kors, der driver et center der. Og det er så et opsamlingscenter, før folk får asyl. Altså fordi hvis du får opholdstilladelse, så skal du udsluses til den kommune, der nu skal tage imod dig. Og det er jo et gammelt hospital, psykatrisk hospital, der hedder Kysthospitalet. Det smukke ved det er jo, at det ligger helt ned til vandet med en skov bagved og vand på den anden side. Gamle bygninger, lidt gyseligt, lidt slidte. Men jeg bliver taget godt imod. Ham jeg skal dele værelse med hedder Mahmoud. Og så spørger jeg ham, hvor han er oprindeligt fra. Han er palæstinenser fra en flygtningelejr i Sydlibanon. Hvad hedder den? Så siger han den hedder Mieh Mieh. Det er der, min farfar bor. Hvem er din far? Så fortæller jeg min farfar. Jeg kender din farfar siger til ham Hver sommerferie kom jeg jo hjemme hos min farfar. Jeg kender alle drengene der, men alle drengene har et kælenavn. Så siger han Hvem er du? Og så siger han Mit kælenavn er Addash. Så siger jeg, Er du Addash? Du er broren til ham den anden bror. Han havde også kælenavn. Så siger han Hvem er du? Så siger jeg Jeg, jeg. Jeg blev kaldt Bosso. Er du Bosso? Og så kommer bare minderne frem. Vi har jo leget sammen i flygtningelejren, og vi er jublende fordi det er en, jeg kender. Jo, selvom det var i barndommen. Så jeg havde simpelthen leget sammen. Ja, det havde vi mange gange, fordi min far sendte mig hjemme hos min farfar hver sommer, siden jeg var seks eller otte år, fordi min farfar og farmor boede i flygtningelejren. Deres hjem mindede om Palæstina. Alt hvad de lavede, deres mad, deres dufte. Jeg følte bare, at jeg var i en anden verden. Også fordi landsbyen lå på en bjerg bakke, og der var bare frodige træer. Men det, ham skulle jeg dele værelse med i Kalundborg. Jeg var hurtig til at du ved sådan, fordi jeg talte engelsk. Jeg var god til at tale engelsk, så dem fra Røde Kors begyndte at bruge mig sådan lidt som tolk. Kan du ikke lige oversætte for ham? Og så blev jeg sådan en slags lidt medhjælper og den ene af medarbejderne, som hed Troels. Han var sådan en høj viking. Han drak mange øl. Så sagde han til mig, Han måtte ikke drikke på arbejde. Men hvis jeg nu fik. Han fik lov til at gemme en kasse øl på mit værelse, fordi han havde nøgler til alle værelserne, så kunne han jo komme derind og drikke sin øl, og så sagde jeg til ham Hvad får jeg så til gengæld? Sagde han så får du nøglen til køkkenet, så kan du jo spise når du vil. Jo, jeg fik nøglen til køkkenet. Han fik nøglen til værelset, så han kunne drikke øl i fred. Jeg tror jeg var der i tre måneder. Der var der nogen frivillige, der lavede et værksted. De ville lave en avis, altså en flygtningeavis. Og der meldte jeg mig jo med det samme, sagde Jeg kan godt tegne, Og jeg lavede forsiden, da avisen, og jeg begyndte også at hjælpe den nye flygtninge, der kom, og forklarede dem, hvordan tingene hang sammen, og jeg havde en god tid i Kalundborg. Jeg mødte også en del danske. Jeg mødte Erik, som var blind. Han ville jo bare hjælpe nogen flytninge. Han var folkeskolelærer, så han tog mig hjem til ham nogle gange og lærte mig dansk sammen med hans kæreste, som også var blind. Jeg tror, de var i 50'erne, han boede i et fint hus i det område. Han røg også pibe, så jeg glædede mig til at sidde sammen med ham, at ryge pibe og lære dansk. På et tidspunkt kom der en pakistansk mand. Jeg mener, han hed Malik. Han havde også hørt, at det der flygtninge palæstinenser og det var muslimer ligesom ham, og han kom forbi med mad og cigaretter til os. Og så en dag kommer han sammen med en der hed Aase og også var lærer på gymnasium. Jeg tror hun var midt i 30'erne, men også var meget, meget pæn kvinde, var meget ældre end os, og Malik sagde sager, men også hun vil gerne lære dansk. Hun kommer to gange om ugen, så mig og Mahmoud kan lære dansk. Så kom også en dag, og vi var meget spændte. Og så siger jeg også Jeg kan ikke lære jer to på en gang, så en ad gangen, så kan du gå en tur. Så sidder jeg med Mahmoud en time, så kommer du. Så kommer jeg efter en time, og så er også gået. Og Mahmoud ligger i sengen og er i syvende himmel, og jeg spørger ham Hvad så? Har du lært dansk? Jeg har lært mere end dansk i dag. Ååårh nej nej. Nå, Mahmoud, hvad har du lært? Hvad kan man lære mere? Nu skal du høre hende der Aase. Hun starter med. Du ved, at vi skal lære bogstaverne og ordene. Og så siger jeg Nu skal du også lære kropsdele og det der øje det næse. Og så peger hun på sig selv. Du ved, munden og det bryst og det mave. Og det er tissekone og Mahmoud sidder. Okay. Og så peger hun på ham og det ene og det andet. Og så siger hun lige pludselig til mig, at jeg skal tage tøjet af, så jeg tager tøjet af, og så tager hun tøjet af og lægger sig på mig. Så han ligger bare i sengen og helt jublende og så siger jeg Hvad med mig? Jeg skal også lære dansk jo, og så siger Mahmoud jamen det må du vente til hun kommer i næste uge. Det finder Malik ud af, og så bliver han rigtig sur. Ja, fordi vi var jo nogle dårlige muslimer, vi kunne finde på at gøre sådan noget med Aase. Vi prøvede at forklare ham, at det var altså ikke os, der gjorde, at det var os, der ligesom. Aase syntes, at I skulle lære. Dansk på den måde. Han var meget sur på os, og han ville ikke snakke med os. Han kom ikke i noget tid. Og hvordan var det? Fordi. Hvor? Hvor religiøs var du på det? Det var vi slet ikke. Altså jo, inden jeg kom til Danmark, var jeg jo sådan en traditionel muslim, der beder og faster. Men det er ikke sådan efter jeg landede i Danmark, så det er ligesom jeg. Nu lever jeg et andet liv. Så jeg tænkte ikke over det. Jeg drak også alkohol der. Jeg kan huske første gang, jeg blev fuld rigtig, rigtig fuld, fordi der var nogen, der havde fået opholdstilladelse, så havde Røde Kors holdt en fest. Jeg havde aldrig drukket vin, kartonvin der, så jeg har bare drukket to eller tre glas, så var jeg bare blevet fuld og dansede ustyrligt. Så der var ikke, vi tænkte ikke nå, det haram, det må man ikke og det, uha. Men ham Mahmoud, han holdt forbindelsen til hende der Aase og begyndte at komme hjem til hende også og få privatundervisning. Jeg så ikke mere til hende, fordi han kom så hjem til hende, og vi så heller ikke mere til Malik. Men det viste sig, og det er jo også lidt bizart, fordi vi ved jo ikke ret meget om den danske kultur. Frigørelsen. Om sex. Altså hvordan gebærder man sig? Altså. Jo, vi ved det jo i Europa, og folk er meget mere frie i forhold til deres kroppe og sex og samvær. Så viser det sig, at der er også nogle, der udnytter de unge flygtninge. Altså det er jo nogle unge flotte gutter med krøllet hår, der kommer. Og hvis man nu kan. Fordi i en anden sammenhæng bliver jeg jo samlet op af et par. Jeg mener han hed Claus, men som tager mig hjem og vil have jeg skal have samleje med hans kone, og jeg bliver helt sur og ked af det og får ham til at bestille en taxa, som kører mig tilbage til flygtningecenter. I virkeligheden var du jo også enormt udsat. Ja, det må man jo sige. For de her voksne, der kom og skulle blande deres sexualitet ind i det. Der var jo ikke tvang eller. Men det var en udnyttelse, fordi jeg finder ud af bagefter, spørger nogle af de drenge, der tog mig med i byen i Kalundborg. Nede ved havnen var der jo en gade med værtshuse og diskoteker, så hvis det her par kommer hver weekend og tager en ny ung med hjem, og nogle af de unge er mere vilde end andre. Det var bare et chok for mig. Det var ikke hende jeg mødte, og hun tog mig med hjem. Det var et par, og de havde børn jo. Det var sådan en slags husven. Du tog flugten fra det her par. Jeg kom væk derfra. Jeg var, jeg var ikke sådan helt tryg ved det der, og da jeg fortalte det til drengene, så det bare at grine af mig. Ej hvor er du dum mand! Du kan da have hygget sig med dem, og det ville nok have givet dig lidt penge. Det gør de jo hver uge. Jeg skal ikke det der. Det er mærkeligt. Der kom også mange unge piger. Kalundborg var centrum. Altså det her center for ballade, fordi der var mange unge piger, der syntes, at de der unge drenge fra Mellemøsten med krøllet hår og mørk hud var meget interessante. Så der kom nogle piger og hang ud og fik kærester. Og jeg kender en del, der er gift faktisk i dag. To af dem er stadig gift med de piger, de mødte i Kalundborg, og politiet kom tit og hentede de piger, fordi deres forældre ringede og sagde Det må ikke være der. Der var sådan lidt tumult engang i mellem, men der var en sjov periode det her. Tre måneder. Det første møde med Danmark. Det var godt. Måske lidt skidt nogle gange, men jeg mødte også masser af gode mennesker, og også dem der arbejder i Røde Kors var også meget åbne og lærte mig nogle ting. Men så kom dagen, hvor jeg måtte igen sige farvel til alle de mennesker, jeg har mødt. For nu har jeg jo fået opholdstilladelse. Jeg fik et fint brev fra Udlændingestyrelsen, eller hvad det hed dengang, at jeg nu har fået asyl. Jeg har ikke opnået politisk asyl, men jeg har fået humanitær asyl. Der er umiddelbart forskel, fordi jeg ikke personligt var forfulgt af militserne eller krig. Det var ikke efter mig, men jeg flygtede på grund af den generelle forhold. Jeg ved, juridisk betød det ikke ret meget. Jeg fik bare en anden type pas end de andre. Jeg fik et midlertidigt ophold, og så gik der ikke lang tid. Så fik jeg permanent ophold. Men efter jeg havde fået asyl, så fik vi at vide, vi var en gruppe alle sammen, at nu skulle vi videre, hvor vi skal være et sted i en måned, som hedder en integrationsmåned. Og det var så Dansk Flygtningehjælp, der stod for det. Nu skal jeg bare pakke tasken igen og videre til et nyt sted. Og den her gang viste det sig, at vi skulle ned til Rødby, fordi det her flygtningehjælpcenter var i Rødby, og jeg kan ikke sige hvad. Altså hvordan logikken var med placeringen, altså Kalundborg. Så er det måske tættere at sende os til Slagelse eller Holbæk. Hvorfor lige til Rødby? Jamen det var der der var plads. Så i Rødby kom der jo folk fra alle mulige steder, som aldrig har set hinanden før. Men verden er lille. Vi lander i Rødby, og det er et nedlagt plejehjem, som man har lavet om til et flygtningecenter, og der skal vi bo familier med børn og unge. De unge bor oven på første sal. Familien, der bor nedenunder, undtagen to familier, som har fået på første etage, Men ellers er det bare enlige mænd. Og da jeg så går ind i det værelse jeg skal dele med en anden. Det er min overraskelse. Så står min. Så efter nogle måneder, hvor Maher er blevet sendt rundt imellem forskellige flygtningefaciliteter, ender han i Rødby. Han er alene og har sagt farvel til de bekendtskaber, han har fået indtil videre. Da han åbner døren til det værelse, han er blevet tildelt, er den han møder, ikke en fremmed, som han havde forventet. Lyt med i anden del, hvor du kan høre resten af historienogom Maher hans nye tilværelse i Danmark. Og så vil jeg bare sige tusind tak, fordi du har lyttet med, og hvis du ikke allerede er det, så kan du gå ind og abonnere på min YouTube kanal, der hedder Sara Bovin podcast. Tak fordi du lyttede med.