Technopræst – opvokset i kristen zionisme

Det kan være lige her, hvor jeg har været med til at plante et træ og tænkte, at det var det smukkeste, jeg kunne gøre og være med til som barn. At lige præcis der kan det være, at der skete en massakre, og at der er familiemedlemmer lige nu i Gaza eller på Vestbredden, som bliver myrdet og bombet. Som egentlig har stadigvæk har nøglen til den dør. Til dét hjem, der engang stod der, hvor jeg var med til at plante et træ. I 2023. Så faldt jeg en dag over en artikel i Berlingske fra 2010, som handlede om, at Israel skulle hyre 1.000 meningsagenter i Danmark og i andre europæiske byer. De skulle så være med til at forbedre Israels image. De skulle findes blandt journalister og politikere og aktivister, både i de akademiske miljøer, studenterorganisationer og i det jødiske samfund og aktivister i de kristne organisationer. Og det begyndte jeg så at grave endnu mere i, fordi jeg synes alligevel, at det var vildt, at der skulle findes meningsagenter blandt de kristne organisationer. En dag er der en, der hedder Sam, som skriver til mig på Instagram. Jeg vil lige læse denne besked op. Jeg selv opvoksede som kristen zionist. Som barn var jeg i Israel. Jeg har billeder af, at jeg står på Golan højderne med en israelsk militærkasket på. Yikes! Men jeg er så taknemmelig for at være ude af de morderiske løgne. Sam, er 39 år, musikproducer, DJ og teolog. Og nu skal du møde Sam og høre vores samtale omkring det at opvokse som kristen zionist i Danmark. Jeg tror, at det er de færreste danskere. Jeg ved ikke. Taler jeg også bare ud fra mig selv, som egentlig har tænkt særlig meget over kristen zionisme. Og jeg tror også mange, som jeg har talt med. Sådan findes der kristen zionisme i Danmark. Ja, og det er nok meget ukendt for rigtig mange. Den moderne stat, som hedder Israel. Hvordan? Hvilken rolle den spiller i det evangelikale, kristne zionistiske miljø. Det som er interessant ved kristen zionisme er, at der ligger en form for profeti om, at Israel og Jerusalem Zion, at det skal fylde noget i de sidste tider, inden Jesus kommer igen. Det her med at Jesus skal komme igen er er også meget fantastisk fænomen. For at bruge et lidt neutralt ord, så er det fantastisk, fordi der er rigtig mange af vores medmennesker, der går rundt i samfundet her, som måske ikke til hverdag går og snakker om det, men egentlig går og venter på, at der skal Jesus. Der skal komme En person Jesus, som er Guds søn, skal komme i fra himlen i skyerne, vise sig på himlen og i den her episode. Der skal alle ligesom opleve, at en form for det her er de, de sidste tider. Nu bliver alle på en eller anden måde dømt. Om de er troende eller ej. Er de kristne eller ej? Kommer de i himlen eller ej? Eller kommer de i helvede for det? Det er det der dystre. Ej himlen eller ej. Det er okay. Bliver du fortabt og kommer i helvede og ligesom fortabt for altid i evighed. Som er en helt vild fordømmelse og gå og tro på under neden. Så det her med at overhovedet tro på de sidste tider indbefatter i det kristne zionistiske miljø, som er et meget typisk miljø i det evangelikale miljø. Der er der en ide om, at rigtig mange af vores medmennesker i samfundet, kollegaer og venner, at hvis ikke de faktisk er kristne, så er det måske fortabt i al evighed i helvede. Og jeg var selv af den overbevisning også, og er vokset op med den overbevisning, at en dag så skulle Jesus komme igen, og han vil først komme igen, når der ligesom har været og udspillet sig et dramatisk, politisk meget dystert scenarie i Palæstina, i den i det område af Mellemøsten, som i Det Nye Testamente bliver der, er der ligesom det her happening eller det her event politisk, som hedder Armageddon, som der også er lavet en Bruce Willis film om. At det ligesom er der i jorden, er det her område, der hedder Armageddon, som skal, hvor det skal udspille sig i Palæstina, som er nutidens Palæstina. For at at det ligesom skal kunne udspille sig, så skal der være nogle omstændigheder. Og det er sådan meget esoterisk. En meget trippy bog i Bibelen, der hedder Johannes Åbenbaring, som er den sidste bog i Biblen. Hvor mange kristne tager al den her betydning fra? Og prøver så at tolke det til at være en meget bogstavelig ting, at hvis ikke det var en person, der havde slikket på en frø eller var høj på et eller andet og tage et eller andet trip og skrive det her, så skal det i hvert fald forstås. Måske bare allegorisk, når man læser Bibelen og særligt de her meget esoteriske, lidt crazy tekster med væsner, der har syv hoveder og lammet der skal slagtes i de sidste dage og bla bla. Altså alle mulige helt vanvittige ting der står, så skal det ikke nødvendigvis forstås bogstaveligt talt. Men der har der været sådan en tradition og en retning inden for kristen evangelikale tradition. Og her er der så den her idé, der begynder at danne sig, at det, der menes i Johannes Åbenbaring, også i Det Gamle Testamente i forhold til Josva, som var en hær leder for det israelske folk, da de var ligesom det havde var kommet fri af slaveriet i Ægypten og bevægede sig rundt i Sinaiørkenen. Fik at vide af Gud, at der var det her land i kanalen, hvor det flød med mælk og honning, som var Guds plan, at de skulle have Kanaans land. Det er det, som vi i dag kalder Palæstina. Og der bevægede I også var så på sådan en måde, at at måden, som det skulle indtages på i det her land, det var ved at udslette alt og alle. Altså alle skulle ligesom bare dø der, og det var Guds befaling. Og det er ligesom en måde at læse det på. Men det behøver jo ikke at være sådan at at det så er den eneste måde at forstå Bibelen på. Og der har den kristne, evangelikale zionistiske bevægelse været rigtig god til at patentere frelsen og sige Det er vores, den tilhører os. Jesus er vores. Og i forhold til frelse og hvad der skal udspille sig i omkring dommedag, det er en politisk sag. Det er ikke en allegorisk sag. Det er ikke en sjælelig sag. Frelsen er ikke noget, som som vi igennem vores liv må, må tilegne os igennem og tage de rigtige valg i vores liv og leve et etisk og forsvarligt liv. Det er igennem politisk og skabe en virkelighed, hvor Palæstina kan. Det kan simpelthen ikke være et muslimsk sted. Det kan ikke være et arabisk sted. Det skal være et jødisk form for overherredømme. Og så der så kan Jesus komme igen. Og når Jesus kommer igen, så er det sådan lidt uvist, hvad der skal ske med jøderne i virkeligheden. For det er ikke så vigtigt. De er jo ikke en del af det nye udvalgte folk. Det er de kristne. Så der ligger en form for implicit antisemitisme i kristen zionisme, fordi det faktisk er på bekostning af jøderne. Jøderne er bare et means to the end. Hvor gammel er det, du er? Jeg er. Jeg er fra 86. Er jeg 38 eller 39 så? Så er du to år yngre end mig. Jeg er 40. Okay, så er 38. Det er fordi jeg har fødselsdag, faktisk i næste uge. Jeg tror det er derfor. Okay, okay, så må jeg blive 39. Ja. Du er ligesom opvokset i kristen zionisme. Hvor gammel var du sådan første gang, hvor du sådan kan huske tilbage på, at du ligesom. Har. Tænkt over det her, eller du er blevet bevidst om. Jamen altså, jeg kan huske, når når jeg tænker tilbage på for eksempel de sangbøger, som var i søndagsskolen og de sange, og at der var illustrationer af både af Jesus, der rider på æslet, men som også har arabisk hovedbeklædning. Og det ved jeg ikke i om det var kaffiyah eller hvad det var, men at der var i hvert fald en form for okay, den her historie om, at billeder, der ligesom bliver printet ind i mig ik fra barn af at okay Jesus, den her karakter, som bevæger sig rundt i datidens Israel, samtidig med at i de bibler, som vi så havde, der var der hele masser af kort over Israel, og det har Israel kortet. Der er jo ikke nævnt noget. Noget omkring Palæstina. Nutidens noget i den dur. Der ligger en implicit og dvælende priming eller sådan et eller andet. Ved ikke hvordan I skal bruge ordet ellers, men der ligger sådan lidt okay. Som barn skal du forholde dig til Israel, at den størrelse, der hedder Israel, ser sådan her ud på et kort, hvor der er ikke noget der hedder Palæstina. De arabiske bynavne er der ikke, der er kun Judæa og Samaria og så videre. Og så når du så går derfra søndagsskolen og går i skole, og du trækker kortet ned, og du finder Israel på kortet, så tænker du ikke Vestbredden, Gaza, Palæstina, Jaffa, Haifa, nej, Tel Aviv og Israel, Judæa og Samaria og så videre. Samtidig med at der er denne her Jesusrolle hele tiden, og det sporadisk bliver forkyndt i kirken, at Jesus skal komme igen, og at Jerusalem og Israel spiller en en stor rolle, et helligt land. Det er der, hvor det hele har udspillet sig. Det er også der, hvor, hvor, hvor det endelige Armageddon skal udspille sig. Så hvor gammel var du der i kirken, da du sad og kiggede i de der bøger? Jamen, det er jo helt fra så længe jeg kan huske, fordi min far var pinsekirke præst, og han var præst i kirken, og min mor tog sig af søndagsskolen. Så det var også noget, der har været meget i hjemmet med sange og evangelikale zionistisk ideologi, som har ligget der ikke så specifikt derhjemme mere, sådan som jeg har prøvet at sige, at det ligger som sådan en form for priming, eller det ligger som det, skal du altså oplæres i, at Israel ser sådan her ud. Så. Så det er noget af det første, jeg kan huske. Men jeg kan også huske, at min yderligere familie, som har engageret sig meget i sådan noget missionsarbejde i Israel, som er mere hardcore zionister, vil jeg sige. De inviterede os alle sammen på en familietur til Israel. Jeg tror det var enten 95 eller 97, men jeg var omkring 10 år på det tidspunkt. 10 11 år. Og hvordan var det ligesom at skulle til Israel, når det? Det må være noget, der er blevet talt meget om i dit hjem. Ja. Og søndagsskolen der. Præcis. Og det føltes lidt som en form for, at nu skal man besøge det hellige land, og nu skulle vi få lov at se alle de her steder, som vi ellers kun har hørt om i Bibelen. Golgata, hvor Jesus døde. Graven, hvor han efter sigende opstod igen, og Getsemane have aftenen inden han der hvor Judas gav ham over til til fangeskab. Betlehem, som jo også var på den anden side. Det var i. På Vestbredden. Det var palæstinensisk territorie. Men at vi skulle derover uden at få noget indblik i hvad er det? Hvad er Palæstina og hvad er. Hvad er det palæstinensiske folk? Det det handlede om var bare, at vi skulle. Vi kørte af sted fra hotellet, hvor vi i øvrigt havde udsigt over Betlehem. Fra hotellet. Altså vi kunne jo se fra hotellet ud over det palæstinensiske område her. Vi skulle bare køre derover til den her kirke, hvorefter sigende Jesus blev født og så tilbage igen. Men det var ikke fordi vi på noget tidspunkt snakkede med palæstinensere. Eller at det var en del af programmet. Der var en meget specifik program for, hvad vi skulle, mens vi var der og sådan i mit sind på det tidspunkt, jeg var bare et barn på det tidspunkt, og der synes jeg jo, at det bare er en fed tur at være på med familien og min særlige. Jeg har en fætter, som jeg var meget tæt med dengang. Vi legede meget sammen, som også havde en kasket med det israelske camouflage kasket, hvor der stod Israel Military på. I fik simpelthen sådan en kasket. Ja. Gad vide hvor den kommer fra? Ja ja, jeg kan ikke huske om jeg selv faktisk købte den, fordi jeg syntes den var fed, eller om det var en jeg havde fået. Men uanset hvad, så var 10 år. Og der kan man jo sige altså hvis mit barn når, når det vokser op engang og er 10 år gammel, siger Hey, jeg vil gerne have det en israelsk militærkasket på, så nej, det får hun ikke lov til. Altså forhåbentlig vil hun ikke det. Hvad kan du ellers huske fra den rejse af? Hvad skulle I ellers? Jamen, vi skulle jo ud et sted Og plante træer, som er en af de ting, som, som jeg jo dengang tænkte Arh, det er en meget smuk ting at plante træer. Og vi skulle hen til et Holocaust memorial sted, og det var sådan den der propaganda turne skulle på. Men lige pludselig, specifikt det her med at plante træer, er jo noget, hvor jeg sidenhen blevet klogere på. Først og fremmest for at kunne plante en hel masse træer, skal man først tænke over hvilke træer er det, hvor skal de plantes og hvorfor skal de plantes der? Og der er det. Så har jeg læst mig frem til, at mange af de. Jeg tror det er mellem 5 600 landsbyer, som i første Nakba i 47 48 var der 5, 600, 520 eller sådan et eller andet. Landsbyer, palæstinensiske landsbyer, der simpelthen blev udraderet og folk blev tvunget til at flygte i frygt for massakre. Og der var en masse massakre, voldtægter og alt muligt fra zionistisk terrorbevægelse. Irgun Haganah, Stern Gang, Jeg skal komme efter dig. De første zionistiske terrorbevægelser, som vestlige medier også på det tidspunkt kaldt terrorbevægelser. De bombede og og terroriserede og angreb også britiske den britiske koloniale mandatmagt, som på det tidspunkt havde mandat over Palæstina, fordi de ville gerne overtage det her område på grund af deres zionistiske overbevisning. Og i den forbindelse var der en hel masse landsbyer, der blev udraderet, og der var der så en tendens og en en en strategi. Ikke bare en tendens. Det var en meget bevidst strategi om, at de ruiner af de her landsbyer. Det er ikke nok, at de bare er ruiner, og at familierne og deres huse er blevet smadret, og der skal ikke være nogen mulighed for, at palæstinenserne skal kunne komme tilbage til deres land, og de skal ikke kunne komme tilbage til deres hus, heller ikke deres land, og de skal ikke engang kunne finde ud af, hvor er det lige præcis deres hus var? Hvor var det deres land var? Så derfor begyndte man at plante træer hen over landsbyerne for at de skulle forsvinde. Simpelthen ikke og blive kamufleret. Og der er der så blevet plantet en hel masse træer. Så da jeg så pludselig finder det her fotoalbum for nogle måneder siden under en seng hjemme hos mine forældre. Et fotoalbum jeg lavede efter den tur, hvor jeg gik rundt og tog billeder selv sammen med min fætter dengang. Der finder så et billede af det her, at vi har været ude og plante træer, og der går det så op for mig, at det kan være, at jeg har været med til at plante træer ovenpå en tidligere palæstinensisk by. Altså det kan være lige her, hvor jeg har været med til at plante et træ og tænkte, at det var det smukkeste, jeg kunne gøre og være med til som barn at lige præcis der kan det være, at der skete en massakre, og at der er familiemedlemmer lige nu i Gaza eller på Vestbredden, som bliver myrdet og bombet. Som egentlig har stadigvæk har nøglen til den dør til det hjem, der engang stod der, hvor jeg var med til at plante et træ. Altså hvordan var det at finde det der fotoalbum og ligesom kigge på de der billeder? Og lige pludselig sådan Gud, har jeg været med til at plante træer der. Ja, jeg har jo gået længe og i mange år vidst, at jeg har været på sådan en propaganda turne. Altså heldigvis vågnede jeg op for mange år siden at komme ud af den her kultiske zionisme, men da jeg finder det her album der bliver det hele meget mere present for mig og virkeligt for mig. Jo, det var. Det var meget. Det er lidt ligesom, hvis man har været ude at rejse, og så pludselig nogle måneder senere eller sådan noget finder bordingkortet, og pludselig går det op for en Nå ja, men altså, det var virkelig ikke. Det skete faktisk, ligesom at finde kvitteringerne. Og ikke nok med det, men også at se, at jeg var jo bare et barn, og der er så mange børn, der er udsat for den her form for indoktrinering og propaganda i kristen zionistisk miljø. Og det er ikke bare sådan ligetil at komme ud af. Hverken for børn eller for voksne, fordi det er et kultisk miljø. Altså det er et sekterisk miljø, og prisen er enormt høj for at komme ud af det. Fordi man er jo vokset op med, at dem du må hænge ud med, og dem som det er rigtig godt, hvis du hænger ud med, de skal helst være kristne, ikke? Den musik, du lytter til, skal være kristen. Den kultur omkring det skal være kristent zionistisk. Det er ikke fordi, at det miljø og det fællesskab man er i, Når du er i et evangelikalt Kristensen zionistisk miljø, som er familie, venner, fællesskab, kirke, fællesskab, ungdomsgruppe, børnegruppe you name it. Lovsangsgruppe at de automatisk vil følge med en, hvis man begynder at engagere sig mere i det verdslige, altså i at få venner, der ikke er kristne, begynder at tage ud om aftenen, få en øl med vennerne eller et eller andet allerede der med alkohol og og tage ud og sådan noget. Der begynder man at blive mistænkt for af miljøet, at man er ved at miste sin tro. Man er lidt det her får, der er på afveje, som Jesus helst skal ud og frelse og finde, få tilbage i folden igen. Så man bliver helt sikkert bedt for, for man er i krise? Ja. Altså når du siger, at kristen zionisme lidt er sådan en slags kult. Hvad husker du så tilbage som nogle af de oplevelser, du har haft, hvor du har tænkt det her? Det er lidt anderledes. Jamen, der er for eksempel et årligt Get together eller sådan en camp, hvor det for eksempel. Nu er det så Pinsekirken, der så samles i Mariager. Nu kommer jeg fra Pinsekirken, en gang om året, og så er der stor festival, hvor alle lissom kommer sammen. Men der ligger så også den her meget klare forståelse, at der er nogen i Pinsekirken, som har sådan lidt mere anciennitet spirituel anciennitet end andre og derfor har lidt mere, hvis ikke man er den person der har den anciennitet. Lad os sige nogle prædikanter, der betyder meget, eller nogle, som måske kan helbrede folk. Så kan det være, at det nok bare at være i familie med dem med det samme viste folk, hvem jeg var barn af og barnebarn af og så videre. Altså fordi din far var præst, og. Fordi min familie, der var meget engageret og havde den her spirituelle anciennitet i form af missionærvirksomhed osv. Ja, så der ligger. I jeres familie havde på en eller anden måde lidt en særstatus. Det følte jeg. Det følte jeg ja, folk vidste, hvem min far var, og hvem min familie var, og derfor også hvem jeg var. Og jeg er så også ligesom blevet bedt for af en af disse prædikanter. Meget med håndspålæggelse med sådan en mand, der ligger. Jeg var teenager, der ligger hånden på min pande og med hævet stemme nærmest råber ind i hovedet på mig, at jeg skal blive evangelist og forkynde evangeliet, og det ligger i kortene for mig, at det er Guds kald og meningen med mit liv osv. Og der kan jeg. Heldigvis har jeg også familie, som er fra højskolebevægelsen og grundtvigianske og meget har meget mere fødderne på jorden og kommer fra lærer, lærerbaggrund og meget folkelige old school Hal Koch demokrater. Og derfor tror jeg også, at der var nogle røde flag og noget i mig, der sagde det her, det er for vildt, altså. Det er for langt ude. Hvor gammel var du der? Jeg kan at den her episode. Jeg tror, jeg var 15 på det her tidspunkt, men inden da har der også. I forbindelse med den her årlige festival i Mariager har der været indsamlinger, hvor det specifikt er blevet sagt. Ligesom at nu skulle man give penge, fordi at Gud ønsker for én som kristen. Man er jo Guds barn, så han ønsker for én, at man skal have det godt, og at man skal blive velsignet og specifikt finansielt velsignet. Men for at du kan få denne velsignelse, så skal du også give i tro. Så skal du give nogle penge, og så skal det nok. Så skal Gud nok sørge for, at det bliver tidoblet, hvis ikke mere. Så der har ligget og det det hedder. Jeg tror, det hedder herlighedsteologi. Den form for løgn. Og der er det ligesom også blevet forkyndt. Og der er blevet samlet mange, mange, mange penge ind. Og gad vide, hvor de er havnet henne, de penge? Det kan jo godt være, at de er blevet brugt til at plante træer i Israel eller. Og det behøver ikke at være sådan specifikt til Israel som stat, at vi vil overføre det. Det kan også godt være, at der har været nogle missionsprojekter, at kirken har haft i Israel. Så der er kristen zionisme har jo. Der er jo en kristen ambassade, men som arbejder specifikt ligesom på kristen missionering og kristen. Det kristne budskab. Evangelikale zionistiske budskabs spredning både i Israel, men også at det skal retfærdiggøres og og blåstemples i Vesten og i Danmark også. Og USA og. USA. Kæmpestort, kæmpestort og der USA. Jo, det er klart, at det er dem, der støtter Israel allermest penge osv. Og der er baglandet, der giver flest penge. Kristne zionister. Og det er altså historisk. Der tror jeg faktisk, at kristen zionisme kom før den jødiske zionisme, som vi kender fra Theodor Herzl og og det her møde i 1897, det zionistiske møde der hvor det ligesom blev kickstartet, at der skulle dannes en jødisk stat, for ellers så kunne jøder ikke være sikre og så videre. Som om det skulle adressere problemet med antisemitisme i Europa. Det er jo overhovedet ikke logisk at tænke sådan. Problemet med antisemitisme i Europa kan ikke blive løst ved at udradere et semitisk folk i Palæstina og danne en. Altså, det er snarere antisemitisk at ville og ville af med jøderne i Europa og sende dem dertil. Så det var også derfor, der var den her. Jeg tror den hed Ha'avara aftale imellem den nazistiske parti. Jeg tror det var i 33 eller 34, som dannede en aftale med zionisterne. Så de jødiske zionister laver en aftale med nazisterne i begyndelsen af 30'erne om at arbejde sammen om at få jøder til Palæstina. Altså den kristne zionisme kom faktisk før den her ide om, at jøderne skulle der dertil for at kunne danne omstændighederne, der vil, der vil fremskynde Jesu tilbagekomst til jorden, til jorden. Det er jo en antisemitisk idé i det hele taget. For ikke nok med at kristne zionister jo rigtigt gerne vil omvende jøderne til at blive kristne. Det er jo antisemitisk i virkeligheden også, kan man sige. Ikke nok med det, men også at man vil bringe jøderne i sådan en sikkerhedsmæssig fare ved at sige OK, nu kan vi. Kan vi manipulere jødedom og ideen om jødedom til udelukkende at være sammenhængende med dannelsen af en stat og en etnisk udrensning og folkemord på andre semitter og et arabisk folk? Det palæstinensiske folk i Palæstina. Det vil jo tværtimod være måden at danne en masse jødehad på, hvis man ville. Det ville være at sige, at det hænger sammen med at være jøde at støtte den israelske stat. Og der er der jo rigtigt mange jøder hele verden over, som fra starten af altså og altid i generationer har sagt Det er noget værre vrøvl. Altså, det hænger overhovedet ikke sammen, og der er jo mange der protesterer. Og det er jo rigtig, rigtig fedt at se. Og historikere også, altså Ilan Pappé som eller Noam Chomsky eller en masse jødiske helte. Og der kan man jo også tænke på, apropos det at komme ud af en kult eller ud af en sekt. Det er der helt sikkert, at de har mødt en hel masse modstand fra jødiske zionister og kristne zionister for den sags skyld. Da vi talte sammen sidst, så forklarede du lidt om det her med den her forskel, der er på dem derude og så på os. Altså sådan lidt når du nu var i den her tro om, at der var nogen, der ville komme i helvede. Hvordan havde du det så med med andre mennesker, som ikke var en del af jeres kirke eller jeres tro? Det er jo et område, hvor det virkelig har har har gnidt på en rigtig ubehagelig måde indeni mig. Rigtig meget som som barn, for jeg jeg legede jo med mine naboer og det var mine bedste venner. Der var ikke så mange naboer. Jeg var ret genert som barn, men mine naboer på den anden side af gaden var en kurdisk muslimsk familie med nogle drenge på min alder også, og vi elskede at lege sammen og spille fodbold. Og på den anden side var der en anden dreng, som også var lidt yngre end mig. Men vi legede alle sammen sammen. Naboerne der i Vejen i Sønderjylland eller Sydjylland. Og der gik jeg jo med den her ide om, at jeg skulle hele tiden være opmærksom på, hvis der kom en eller anden mulighed, hvor jeg kunne fortælle dem fortælle dem lidt om Jesus. Det ville være rigtig fedt. Så ville jeg på en eller anden måde have gjort noget af min opgave. Så det var noget, du tænkte over? Ja, og at det ville være godt, hvis hvis jeg eventuelt kunne invitere dem med til et eller andet kristent arrangement, eller hvis de på en eller anden måde ville høre. Måske hvis jeg spillede noget kristen musik for dem. Som når kristen hiphop eller kristen rock eller sådan noget. Lidt Oasis agtig rock. Men Kristen, så der er ligesom en kristen version af det hele. Så hvis jeg kan spille dem noget af det hvor omkvædet er noget med I'm a Jesus Freak og sådan noget. Og det kunne være fedt, hvis de ville synes det er fedt, fordi så kunne jeg på en eller anden måde evangelisere. Eller det kan være, at de ville omvende sig fra deres veje og så på den måde blive frelst fra denne fortabelse. Så du tænkte, at de var anderledes? Bestemt ja. Alle var anderledes, og alle var forkert på den. Det var ligesom kun os og særligt den pinselige pinsekirkelige forståelse, der sådan helt havde forstået det, hvad det egentlig drejer sig om, for eksempel katolikker. Der kan jeg huske, at jeg voksede op og tænkte, og at de var jo ikke rigtig kristne, De kom jo nok ikke i himlen. Så skulle Gud være en særlig barmhjertig. Det er mere bare sådan, den her idé om, at alle rundt omkring én i ens miljø nærmiljø, hvis du går ned i Kvickly og skal handle ind, så alle omkring dig går man bare sådan lidt ud fra er fortabt, og den der sidder ved kassen, kommer man også ud fra fortabt, for man har jo ikke set dem til gudstjeneste. Hvordan var det sådan, at du gik i en almindelig skole? Hvad så når de i. Og nu er vi jo næsten lige gamle, så jeg kan jo huske i frikvartererne, når der blev spillet musik og sådan, så er det jo ikke været kristen musik. Nej, det har det ikke været i i andre skoler. Men den skole, som jeg gik på, var en kristen friskole. Men det har været en ikke en pinsekirkelig skole, men en indre missions skole, som er en anden retning af den lutherske tradition, som er sådan lidt mere bibelbælte amerikansk. Jeg vil næsten mene, at den er lidt mere hardcore på nogle områder i forhold til særligt Bibelen, og hvor fundamentalistisk og bogstaveligt man skal læse Bibelen. Der er Pinsekirken lidt mere rørstrømsk følelsesmæssig. Hvor man kan sige igennem det filter, at den rørstrømske filter. Der er der lidt mere plads også til fortolkning. Men på det her tidspunkt skal jeg så lige sige, der er min far allerede begyndt at stille sig meget kritisk overfor den her zionistiske og evangelikale ideologi. Hvornår begynder du at fornemme, at der sker en forandring i ham? Det gør der, når da vi flytter til Vejen faktisk. Og der er allerede. Jeg tror, på det tidspunkt er jeg 8 9 år gammel endda faktisk lidt inden da. Så inden I tager til Israel, ja der mærker du, at der begynder du at fornemme, at der sker en forandring i forhold til din fars opfattelse. Så min far har haft. Og det er jo sådan meget hans historie også at fortælle. Min oplevelse som barn har været okay. Vi er vokset op i Esbjerg, og min far var præst der. Men så flytter vi til Syd og Sønderjylland ned til Hjerting, en lille by udenfor en anden lille by, der hedder Rødding, hvor. Hvis nogen kender højskolebevægelsen, så er Rødding en meget vigtig by, fordi det er en af de første højskoler, hvis ikke den første. Rødding, Rødding og Askov højskoler er nogle af de første, og der starter min far så en en frimenighed, hvor alle er velkommen, og det er det, man kalder sådan en økumenisk menighed. Så han er allerede der begyndt at se den her ide om, at vi er dem, der har forstået det helt rigtigt. Den den passer altså ikke. Jeg skal også lige sige, at i en sidebemærkning der hvor han er nu, er jo milevidt fremad derfra. Altså nu er han en af de største fortalere jeg kender fra Palæstina og laver kæmpe arbejde via hans hjemmeside, som hedder Sameksistens.com og er journalist og arbejder dag ud og dag ind for at fortælle gode historier om immigration og om fortælle folks historier. Og han er sådan et meget, meget stort menneske for mig og forbillede for mig. Jeg har faktisk også snakket med ham, men der vidste jeg jo så ikke, at det var din far. Sjovt. Ja. Men han er nemlig rigtig sej, og han har skrevet nogle virkelig interessante artikler og debatindlæg og alt muligt. Så han har også taget en. Haft en enorm rejse. Jo jo. Og som han også selv beskrev det, at ham det der med at være sådan lidt det uartige barn i den kristne verden og herhjemme, præcis. Han åbner ligesom op for den her kirke, hvor der mere skal være sådan en holistisk accept af alle trosretninger inden for kristendom. Og der kan man sige, i og med at min far, som jeg var barn på det tidspunkt, så mit min primære rollemodel begynder her at nedbryde denne fordomsfulde adfærd og ideologi, og som jeg har hørt igennem Pinsekirken, ikke specifikt fra ham i min opvækst. Det har jeg aldrig hørt fra min far, at de her kommer helt sikkert i helvede. Så det er mere igennem kirkelig sammenhæng, end jeg har hørt det for eksempel i Mariager. På den her pinsekirken eller i andre menigheder. Var det voldsomt at høre ligesom. Nej, egentlig ikke sådan helt vildt voldsomt, tror jeg. Og det tror jeg, fordi det er blevet så normaliseret. Fordi jeg tænker bare sådan som barn, hvis jeg skulle tænke tilbage, og tanken om helvede, og man så de her billeder og sådan noget, hvor det sådan, man ville jo helt sikkert ikke være den, der havnede der. Altså, det var jo. Altså det billede du nævner der med helvede. Hvis der er et om-omvendelsestidspunkt i mit liv, så er det nok, da jeg er 27 år gammel. Og det er så ligesom enden kulminationen på den her gradvise både min uddannelse i teologi og forståelse af, hvad kristendom egentlig for en størrelse og teologi, historie og kristen historie. Men det kulminerer i det her om, at det den eneste grund til jeg overhoved er kristen stadigvæk, det er frygt. Det er at jeg er bange. Og hvad er det jeg er bange for? Det er døden i virkeligheden. Jeg er bange for at dø, fordi at når jeg dør, så går jeg fortabt. Hvis jeg ikke tror på Jesus, så kommer jeg i helvede. Så er det helvedesilden og den her evighed på afstand. Både af familie og venner og alt, hvad der er godt, smukt og sandt og evig fortabelse, smertefuldt og måske endda bare ingenting. Og det er sådan et, hvis man er vokset op med at tro på, at man når man efter man dør, så skal man se sin familie igen, og så er alt bare godt, og man skal ligge på en eng og kramme en løve. At det bare er på en måde, det er lidt skøre utopi, men det går det så op for mig, at det er faktisk frygt. Og hvis det er frygten, der på den måde har et greb om og mig og min identitet allerdybest nede og i det allerstørste perspektiv for mit liv, at det er frygt, der faktisk er den motiverende faktor, så må jeg bare skille mig af med det. Altså, det er jo 100% at det skal ikke have lov at have den magt over mit liv. Da det går op for mig, Laver jeg så en lille bøn på det her tidspunkt, hvor jeg siger Okay, Jesus nu, det er min sidste bøn. Jeg bliver nødt til at lede efter sandheden i mit liv og meningen for mit liv uden dig. Det har ikke noget med dig at gøre. Og så der, der går jeg ligesom ind. Enter the void, som man siger. Det må have været altså helt vildt at skulle sige sin sidste bøn. Ja ja, altså fordi det jo, det er jo en sidste bøn I med den vished på det tidspunkt om, at jamen som sagt er det ikke, at det er sådan en gradvis, så det er sådan lidt gråt og sløret øjeblik, men hvor jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at gøre det her, for jeg kan ikke leve med den vished om, at det er frygt at styre mit liv. Og derfor så ved jeg, at der er stadigvæk. Jeg har den fornemmelse af, at det kan jo også godt være, at jeg så egentlig kommer i helvede på grund af den bøn. Der står på en eller anden måde på kanten af en vulkan. Ja, det kan man godt sige. Ja, jeg ser det lidt mere som som et øjeblik, hvor hvor man står. Jeg ved ikke, om du har set Truman Show Jim Carrey, hvor til sidst hvor han åbner den dør? Hvor er det bare sådan et vakuum derude. Det er bare sort og alt hvad man har kendt til, og alt hvad der har været givet mening i ens liv og dannet en man har levet der ik, at man træder ud. Man ved ikke, om man kommer til at falde i al evighed, eller eller om der er noget at stå på der. Og det har jeg så heldigvis haft nogle personer i mit liv i andre kriser, som har lært mig, at når man f.eks. i forbindelse med venskaber, hvis man vokser lidt fra hinanden i venskaber, så er det okay at være tro mod sig selv og sin egen rejse. Og så skal det nok vise sig, om det rent faktisk er venskaber. Plus at der er et et helt nyt miljø der er ude på den anden side, som nok også skal være der for at tage hånd om en og sige velkommen til. Altså så. Så jeg har haft den erfaring i andre sammenhænge, at når man træder ud i det her void at man ikke er alene. Det vil jeg bare sige til, hvis der er nogle lyttere derude, at den der ensomhed, som kan være den allermest skræmmende at gå ud i. Der er et fælleskab derude, og der er andre mennesker, som helt sikkert er gået igennem noget af det samme, og som man kan søge hjælp hos og søge samtale hos. Det her øjeblik, det her vendepunkt, den her transformation du stod i, da du var 27 år gammel og beslutter dig for, at nu vil du bede den sidste bøn til Jesus Hvad var der sket? Altså, jeg tænker, der må være sket noget op til siden. Du stod der? Jo helt sikkert. Altså der er jo en blanding af mange ting, men mest af alt er jeg vokset op med en idé om kærlighed. At Gud er kærlighed, og at kærligheden er ligesom Der skal man give alt ubetinget. Det er den måde, som Gud elsker på. Han har ofret sin egen søn, og det er en betingelsesløs kærlighed. Og der havde jeg en forståelse af på dét tidspunkt, at kærlighed derfor i det hele taget skulle være betingelsesløs. At den ikke kunne gradbøjes. At man skulle elske, som Gud elsker. På det her tidspunkt møder jeg så en meget, meget speciel person, som jeg stadigvæk holder meget af i mine tanker. Men vi snakker ikke sammen mere. Men det var min første dybe kærlighed, og hun var muslim boede i Paris og vi havde et år sammen, hvor vi hengav os selv til hinanden 100% fra starten af med den her ubetingede kærlighed, Så det var meget intenst og vi snakkede meget dybt også om at starte familie og hvordan vores forskellige både ville have plads til begge vores vores tros overbevisning. Så vi læste både Koranen og Bibel og bad sammen hver vores bønner og lavede også nogle bønner og en lille liturgi. Altså en lille andagts form for ting vi kunne gøre dagligt. Og der er det jo klart, at i parforhold, der kan man jo ikke hengive sig til hinanden betingelsesløst. Altså når man går ind i et ægteskab eller møder en anden person, som er sin egen person, da er det jo sundt at have en form, altså have nogle grænser som menneske for hvad man vil gå med til og lege. Fordi hvis man gik ind betingelsesløst i et forhold og sagde Jeg vil være tro mod dig og elske dig, uanset hvad du gør ved mig. Der skal jo være en vej ud, fordi ellers er det jo ligesom at skabe en ramme for en meget, meget giftig forståelse af kærlighed og en masse smerte og udnyttelse og så videre. Så det, der så sker i det her forhold, er, at vi slår op på et tidspunkt, fordi vi møder ligesom en meget reel mur, at sådan er virkeligheden ikke. Og der er jeg, finder jeg jo selv ud af, at hele den idé, jeg har haft om kærlighed, både socialt, mellem mennesker, men også i mig selv, har jo hængt sammen hele mit liv med den her forståelse af Gud som kærlighed og forståelse af Gud i det hele taget. Så det går op for mig, at ikke nok med at jeg har mistet kærligheden imellem min min tidligere partner, men jeg har også mistet kærlighed. Altså som som Som den forståelse jeg havde for kærlighed, bliver jeg nødt til at bryde ned og starte forfra, fordi den har ikke været en rigtig forståelse af, hvad kærlighed er for en størrelse. Så det går op for mig Okay, hvis Gud og kærlighed og hele mit liv har de to ting hængt sammen, så bliver jeg nødt til at sige farvel til Gud. Fordi hvis jeg skal være tro, mod mod Gud eller en tekst, der siger, at Jesus er sandheden, og Jesus er vejen og livet og så videre. Hvis jeg skal bare tage det for gode varer, eller om jeg selv skal mærke efter og finde ud af, hvad er sandheden og hvad er, så vil jeg vælge sandheden hver gang. Og hvis det så viser sig, at Jesus eller Gud er kærlighed, jamen så, så vil vejen tage mig derhen. Og der tog jeg så det her valg at lave den her bøn. Og okay, jeg bliver nødt til at ligesom på de gamle computere ikke at trykke reset, reboot eller hvad det hedder. Starte starte forfra. En ting er at sige farvel til en partner, du var sammen med, og så siger du også samtidig farvel til hvad siger du farvel til Gud eller. Jamen det er jo, hvis man trykker på reset knap, så siger man farvel til det hele. Og det var det, jeg gjorde, da jeg var i sådan en krisesituation. At jeg tænkte Jeg kan ikke. Hvis det helt store perspektiv for mit liv har været det her evige perspektiv med frelse og så videre, at alt, hvad jeg gør nu og her på jorden i hele mit liv, det ses på det her bagtæppe af en evig forståelse, frelse og hvad der er det rigtige at gøre i forhold til Gud og ens opgave på jorden og så videre. Så blev jeg nødt til at hive det tæppe væk under mig selv. Og så kan det godt være, at jeg rammer jorden hårdt, men i det mindste så det jeg bygger op derfra, det er mine egne værdier. Det er mine valg. Hvornår finder de ud af, at du er trådt ud? Altså det man allerførst mærker, det er, at kontakten bliver stille. Altså det er den der stilhed, der er. Det er ikke fordi, at der er nogen, der nødvendigvis hele tiden tjekker op på, om man og man møder op i kirken. Der ligger hele tiden den her fordømmelse, og det bedste man kan gøre, er at lægge det i Guds hænder på en eller anden måde. Så der ligger rigtig meget bøns ageren i kirken, at man at man kan bede for nogen, som er på afveje. Og så er det op til Gud. På en eller anden måde. Sagde du til din familie, at der var noget, der var ændret sig for dig? Jeg har ikke sådan lavet sådan en WhatsApp gruppe, og lige det gjorde jeg ikke på det tidspunkt, for jeg tænkte, jeg var. Jeg var i en krise på det tidspunkt, at jeg. Jeg flyttede også væk fra byen. Jeg var bare. Jeg skal bare væk og finde ud af mig selv. Det var det var. Der var også en omstilling der hvor hvor der var meget stille, men hvor jeg samtidig godt kunne mærke. For eksempel kan jeg huske, at jeg tog til et bryllup fra en grandfætter, jeg har. Hvor i det miljø er der også pinsekirke kristne miljø, hvor der er. Der er nogle historier helt vildt, men det vil jeg helst ikke snakke om her. Men der er der for eksempel et familiemedlem, som kommer over og er sådan hvad sker der lige med dig og dit liv med sådan fordømmende attitude og sådan, at jeg er rimelig meget på afveje. Og det kommer ikke. Det er ikke med omsorg, at jeg bliver mødt det med nærmest som om, at jeg både er der som et fortabt får, men også lidt som en ulv i fåreklæder. Ser du stadig din familie nu? Ja, jeg ser min nære familie, men min bredere familie ser jeg faktisk ikke så meget. Og det altså på den her grundtvigianske og den her folkelige side af familien, som ikke var sådan hardcore radikal fundamentalistisk kristen, der der er der. Altså mine bedsteforældre er afgået eller er gået gået videre i kosmos for lang tid siden, og der. Dem savner jeg altså rigtig meget i dag. Tænker enormt meget på stadigvæk. Men resten af familien, der er det, Der er bare den der stil. Det er ligesom sådan en booo. Bare sådan stille stille tone. Ja, hvad med din fætter, som du godt kunne lide at være sammen med i Israel? Vi har skrevet lidt sammen nogle gange. Jeg ved, at han han arbejder i lufthavnen, hvor jeg tit befinder mig, fordi jeg arbejder som turnerende DJ performer nu her, så jeg er tit i lufthavnen, og jeg har skrevet et par gange. Hey jeg er faktisk i lufthavnen nu, men nogle gange er der ikke lige tid og sådan noget, så. Men vi er begge to. Jeg kan mærke på beskederne, at vi enormt gerne begge to vil ses igen. Og det er jo en helt anden side af dig, fordi du jo både er kommet for den her kristen zionistiske opvækst, men i dag så lever du af at være DJ og rejser hele verden rundt. Ja. Og det der med, at du ligesom begynder at læse teologi, og der så kommer til København og ligesom kommer ind i hele det her klubverden. Så det hænger vel sammen? Ikke fordi du læser teologi i København. Jo. Det er ikke fordi, at jeg er inde på teologistudiet, møder techno entusiaster. Det er noget jeg har igennem min storebror, som altid har været rebelsk og mere sådan søgende bredt, men måske også mere i min evangelikale families syn måske var mere på afveje og så kommet hjem i. Jeg kan huske, da han kom hjem, jeg tror det var. I 95 kom han hjem med den her kunstner, der hed Saint Germain fra House Musik ikke, kom hjem med en cd, der hed Boulevard, og den betød så meget for mig, den CD og Under World og Laurent Garnier og de her techno legender, og det syntes jeg bare var det fedeste musik. Og der var jeg 9 år. 10 år. Så samtidig med alt det her sker, der har jeg. Via min storebror møder jeg sådan noget alternativt, samtidig med at jeg godt ved, at det ikke er sådan helt. Det er ikke helt okay, hvis jeg går for meget den der vej. Spiller stadigvæk primært gospel og kristen musik, men jeg synes det her er så fedt. Så da jeg så kommer til København senere i mit liv, der er den her tråd, og den her kærlighed til det elektroniske er holdt ved lige. Særligt igennem min bror, der kontinuerligt ligesom giver mig nye albums og fortæller mig om Fabric i London, hvor han har været min kammerat på natklub der og set nogle fantastiske dj's og kunstnere. Og når de så kommer til København, så bliver de som regel booket til at spille på de natklubber, der hedder Culture Box, Dunkel og sådan noget. På det her tidspunkt og der bor jeg faktisk lige på den anden side af Culture Box, mens jeg studerer teologi. Der bor jeg på et værelse der, og der kan jeg bare lade jakken blive hjemme og hoppe ned alene og se audition og Dominik Eulberg og forskellige artister, som jeg lyttede til. Jeg havde deres albums, og det var så meget koncert agtigt for mig. Men når jeg kommer ned på klubben, begynder jeg så mere og mere at møde andre musikentusiaster, som også er der på grund af musikken. Ikke på grund af eskapisme. Det kommer der for noget og ikke for at flygte fra noget. Så det er en vigtig skelnen også i mit liv i forhold til det elektroniske. Det er sådan, at jeg tror faktisk, der er noget i det elektroniske miljø og i det fællesskab, som har enormt meget at kunne give til vores hverdag. At det ikke nødvendigvis er, at vi skal bare tilbage på arbejde mandag morgen, men at jeg tror, der er mange af dem, som kender til det miljø, som ville ønske, at der var mere af det samvær og det fællesskab og det og den nærhed og intimitet, som er i at kunne have enormt nære følelsesmæssige samtaler på en natklub og oplevelser og have det i sin hverdag. Det kunne da bare være det fedeste. Jeg synes, at det er fuldstændig vildt at høre om dit liv. Altså både den viden du har og den dybde du har, og på så mange niveauer. Og så også det her med, at du både tænker okay, nu vil jeg læse teologi og forstå det og bruge det og så også samtidig. Så flytter du til København og går på nogle af de her vilde klubber som Culture Box og Dunkel. Og det kan jeg sige, fordi jeg har gået de samme steder, og det er jo ligesom om det er sådan to verdener, som jeg tænker ligger meget langt fra hinanden i virkeligheden. Ja, jeg tror hele mit liv har musik været et tilflugtssted for mig. I det hele taget. Jeg har altid kunnet fortabe mig i musik og altid følt, at der har jeg igennem de forskellige lyde og instrumenter og albums og kunstnere, der har prøvet at formidle noget, har fundet nogle venner eller et eller andet. Ved ikke om man skal sige i lydene og i et sted, hvor jeg føler, at det her taler til mig. Det giver mig en følelse af fred og overskud og heling. Bare musikken, altså tage hovedtelefoner på og så bare lade frekvenserne ligesom gøre sit arbejde. Og der, når man så tager det sociale lag oveni, så er der et enormt potent miljø. Ikke nok med det, der var også enormt diskriminationsfrit miljø, i hvert fald teoretisk. Der er helt sikkert stadigvæk en masse problemer med racisme og diskrimination i klubmiljøet, uanset om det er, hvem der får lov at komme ind i klubben, hvem der får lov til at spille, hvilken musik der bliver spillet og så videre. Men det er stadigvæk et miljø, hvor der er rigtig meget kærlighed og rigtig mange klubber, der formår at adressere problemerne med diskrimination, og derfor kan alle være velkommen. Nu nævnte du, at der var. Det virker som en ting, der er lidt der noget meget andet end end det kirkelige og det kristne. At gå på natklub, techno miljøet og det. Det var ikke lige det ord, du brugte, men du brugte. Som om, at der er en eller anden modsætning. Og den har jeg mødt en rigtig meget med mange der, der ser det sådan. Og sådan ser jeg det faktisk ikke overhovedet. Jeg ser det mere som om, at i kristendom, der snakker man rigtig meget i lignelser, i symbolik, i billeder og musik betyder enormt meget, og det samme gør man også i elektronisk musik, hvor der er ikke lagt så meget vægt på tekst. Det handler mere om, at musikken skal stå for sig selv på en eller anden måde, skabe en historie eller danne et billede. På mystisk vis eller på musikalsk vis, som skal på en anden måde opfylde mennesker og give mening for mennesker. Og hvordan kan det være for eksempel at et af de eneste steder, hvor man nærmest religiøst hver weekend på et bestemt tidspunkt går hen sammen med en flok andre mennesker, gamle, unge, sorte, brune, hvide og så står alle sammen sammen, vendt den samme vej hen mod et podie. Og hvor der står en Nu siger jeg et religiøst udtryk liturg eller en præst i virkeligheden eller et eller andet. Og står der og bringer nogle lyde ud i nogle frekvenser ud, hvor i kirken kan man sige, det er ordet fra talerstolen, der bliver talt ud. Her er det så en anden, nogle andre lyde, der bliver bragt ud, og folk forstår på en eller anden måde på de samme tidspunkter, hvornår de her lyde. De giver mening kollektivt. at folk lige pludselig begynder på samme tid efter 35 minutter af et elektronisk sæt, hvor der ikke har været nogen, der har sagt noget. Men alle forstår, at her her kan vi godt skrige, eller her kan vi godt. Altså give udtryk for sammen, at vi mærker det samme. Og det forstår jeg alt du siger. Jeg tror udefra, hvis man ikke har været en del, så tænker man måske det her med techno miljøet som måske mere hårdt, ikke kristen. Men jeg kan sagtens forstå, hvad du siger, og jeg har selv fundet fællesskab og fundet en eller anden form for virkelig en følelse af at høre sammen. Føler du dig så som sådan? Altså du arbejder som DJ, tager rundt i hele verden. Er du techno? Techno-præst. Det har mine venner kaldt mig siden første dag, siden jeg begyndte at spille på på Ritz på Istedgade, hvor der var en klub, der hed Ritz i gamle dage i en kælder. Og der mødte jeg en masse gode venner og sådan noget. Men dengang kaldte de mig også techno præsten. De syntes også, det var en sjov sammenhæng, at jeg læste teologi og kunne lide techno og dj og sådan noget. Men om jeg ser mig selv sådan? Jeg ser ikke mig selv som præst på den måde, men jeg bliver også bare nødt til at være helt reel og sige Jeg er på en platform. Uanset om jeg anser mig selv sådan eller ej, så bliver jeg nødt til at se mig selv sådan. I hvert fald indtil det faktum, at jeg faktisk står på en scene og har den her rolle, hvor jeg har mulighed for at formidle noget også med tekst, hvis det er det, jeg har lyst til. For jeg kan jo sige hvad som helst på i virkeligheden. Og du, du er lige kommet. Du har spillet her i København i går. Jeg har spillet til Karrusel festival ude på Reffen. Jeg vidste ikke rigtig noget om den her festival inden. Jeg vidste ikke, hvor stor den ville være indtil dagen inden, hvor jeg lige tjekker min itinerary, og så står der det. Okay, det er sådan rimelig stor produktion faktisk. Så det er jo meget fedt. Og så tænker jeg igen Okay, men jeg ser ikke mig selv som techno-præst i den forstand, at nu skal jeg formidle et eller andet, som jeg forstår, som andre ikke forstår, at jeg har på en eller anden måde et evangelium eller et sandt budskab, som jeg her skal skal forkynde en eller anden form for religiøs forståelse eller mystisk forståelse nødvendigvis. Hvis det sker igennem musikken. Fedt. Men det kan også godt være på grund af den der har produceret nummeret har lavet det sådan. Men jeg ser i hvert fald min rolle sådan rent reelt som en politisk rolle. At jo, jeg står der og har faktisk en platform, og nu er vi her i fællesskab i et samfund, hvor vi kommer fra alle mulige områder af samfundet, og jeg har mulighed for her at videregive eller i hvert fald give udtryk for en menneskelighed, som jeg tror er der mangel på udtryk for. Nu kan man sige med din podcast, der synes jeg det. Du har fortalt mig også om dine andre episoder af podcasten, at det har enormt meget med det at gøre. Det har enormt meget med Hvad er det der menneskelige krisepunkter eller menneskelighed? Mennesker fra forskellige områder af samfundet, som er gået igennem noget unikt. Og der tror jeg, at når man så står der på en scene foran mange tusinde mennesker, så har man en mulighed for og måske stå der og sige Hey, jeg vil ikke ligesom forkynde et eller andet for jer, men jeg ved, at der bare er noget, der for eksempel er galt politisk. Der er noget, som jeg føler samvittighedsmæssigt i min menneskelighed, at det bliver jeg nødt til at sige stop overfor og bruge den her platform til, og det ville jeg ikke behøve, hvis for eksempel DR eller hvis for eksempel BT, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Berlingske, Weekendavisen, Information, hvis de alle sammen og vores politikere, dem som vi har givet mandater til at repræsentere os, ligesom repræsenterede os. Men der føler jeg bare ikke, at det er sket. Vi er gået på gaden i to år. De største protester i danmarkshistorien. Ikke nok med det. Der har været en masse former for civil ulydighed, sabotage, alle mulige virkemidler, som er helt legitime. Hvis man føler, at hov, vores repræsentanter repræsenterer os, ikke de andres repræsentanter. Det vil jo sige, at demokratiet bliver undergravet indefra af forskellige kapitalistiske lobbyinteresser. Om det er våbenindustrien, Terma eller om det er Big Pharma, Mærsk. Der bliver vi nødt til at have en eller anden demokratisk pligt til, når vores institutioner og public service og repræsentanter ikke repræsenterer os længere, så har vi en pligt til demokratisk, ikke kun over for palæstinenserne, men også over for demokratiet og os selv og vores egen værdighed. At sige stop. Og der ved jeg bare, at hvis jeg går rundt på gaden og har det sådan, og jeg har sort tøj på, og jeg ser en med en cafe eller en med en, lad os sige bevare Christiania bluse eller en med en eller anden form for politisk budskab på. Så kan man, hvis man føler sig, at det måske er svært for en at kommunikere det, fordi der offentligt igennem de her offentlige kanaler, politikere, DR og så videre aktivt bliver forsøgt at undertrykke den form for menneskelige samvittighed, som jeg og den følelse jeg går rundt med, så kan det føles enormt befriende at se andre, der åbent taler om det, der åbent viser Hey Mette er medskyldig. Palæstina skal være frit osv. Ja, og du fortalte også, da du kom ind af døren, at du havde haft en Palæstina trøje på i går, da du spillede. Ja ja. Så er det din måde at kommunikere på, når du står på den platform også. Ja, det er ikke fordi, at jeg hver gang, når jeg spiller sådan religiøst, har har en Free Palestine T-shirt på eller en t shirt med politisk budskab. Men jeg føler for eksempel, hvis det er Boiler Room eller som er en stor platform elektronisk musik platform eller en stor festival som den her, at der føler jeg. Okay, nu har jeg faktisk mulighed, for jeg tror jo, det er størstedelen, der synes, at hvad der foregår, det skal helst stoppe. I Palæstina. Og der tror jeg, at hvis hvis mennesker. Så kommer der på scenen og ser okay, det. Det kan få lov at stå på scenen. Det her budskab, at Palæstina skal være frit og folkemord skal stoppe. Så føler folk sig måske lidt mere modige. Så kan det godt være, at de ikke er lige så bange længere. Hvordan føles det at være der i dag? Både menneskeligt og politisk, Når man tænker på, hvad du i virkeligheden er blevet påvirket med og formet med? I begyndelsen af dit liv. Jeg har det. Jeg er bare meget taknemmelig for, at jeg har mødt de mennesker, jeg har mødt i mit liv, og at jeg har den far, jeg har, og den mor, jeg har. Først og fremmest altså, og storebror og søstre er de nære mennesker omkring mig. Ja, og som er en del af mig. Og de bedsteforældre på min mors side, som virkelig har betydet meget for mig i min barndom, og som har lært mig rigtig meget, også om om natur og lader. Jeg lavede meget havearbejde med min morfar, og han fortalte mig rigtig meget om naturen og kunne begynde at forstå. Okay, men der man kan hente rigtig meget sandhed og indsigt fra naturen omkring os hele tiden, og have de her mennesker med mig i mit liv til den dag i dag har været fuldstændig uundværligt. Og jeg er bare så taknemmelig for. For uden dem ville jeg jo stadigvæk arbejde enormt hårdt for det zionistiske projekt. Som I alle sammen er trådt ud af, kan man sige. Ja, altså i min nære familie. Nære familie. Ja, der der er vi altså både min søster og min ene søster. Michala arbejder nu på Globalnyt, skriver der. Og min far, som har Sameksistens.com, og er journalist og skriver enormt meget både i Avisen Danmark og store danske medier, hvor han er meget aktiv debattør og kronikskriver. Og min mor, som er en af de største researchere på Kaj Munk Instituttet. Hvis folk ikke ved, hvem Kaj Munk er, så skal vi kigge på, hvem han var for en. Fordi det er også meget aktuelt i forhold til antifascisme og demokrati. Det danske demokrati. Han var demokratisk helt og præst fra Vestdanmark, der blev myrdet af nazisterne i Anden Verdenskrig. Og uden min familie og venner, så ville jeg ikke. Så ville jeg stadig være fanget i den der forståelse. Og så kan det jo godt være, at jeg ville være en af dem, som for eksempel i en samtale som den her eller i et møde med dig eller noget af det, du skriver om og poster, ville tænke, at det rører ved. Det nærmer sig noget af det fundamentale, de fundamentale løgne i mit liv. Og måske vi reagerer på en af to måder, enten ved aggressivt eller ved at enten gå i mig selv, eller måske kunne det godt være, at det ville, at jeg har et eller andet fra nogle ældgamle oldeforældre eller sådan noget, som ville lede mig på rette vej eller et eller andet. Men jeg tror, at når man bliver mødt med sandhed, som er sandt, uanset hvem man er, som man kan kalde A priori at det er noget, som ligger i én som menneske. At jeg tror, vi har en menneskelighed, som råber og skriger nede i os, hvis vi begynder at bygge vores liv på noget, på nogle løgne eller noget som faktisk går os selv imod. Så det tror jeg også forklarer rigtig meget af den eksistentielle angst, vi lever i nu på grund af vores klima nedbrydelse. Og ikke kun folkemord, men også at vi faktisk lever i en selvmorderisk ideologi, som er ved at udradere ikke kun vores race, men planeten. Sam. Tusind tak fordi du ville fortælle mig om. Selv tak. Hele din rejse. Jo, selv tak Sara. Det har været så interessant. Tak fordi du ville høre på på mit ævleri her. Ej, du ævler ikke. Jeg føler, at jeg har været til forelæsning. Nå okay. Tusind tak. Tak, Det var så lidt. Hvis du sidder lige nu og tænker, at du godt kunne tænke dig at blive min gæst, så må du endelig ikke holde dig tilbage. Du kan kontakte mig på Instagram, i min indbakke dér eller på Messenger på Facebook. Eller du kan skrive til min mail, der hedder [email protected]. Så vil jeg bare sige tak fordi du lytter med og husk at du også skal gå ind på YouTube, hvor jeg også har en kanal, og der kan du altså abonnere derinde. Så får du automatisk en besked, når der kommer nyt indhold. Og så vil jeg bare sige tusind tak fordi du lyttede med.