Jeg arbejder på et et hostel, kan man sige. For unge rejsende i Bangkok og så dagen før min 25 års fødselsdag, så tjekker den her flotte irer ind på hostel og jeg falder ret hurtigt i snak med ham. Og så skal jeg holde min fødselsdag. På det her hostel dagen efter har jeg inviteret alle gæsterne, og der kommer han også, og så falder vi falder vi endnu mere i snak, og jeg falder ret hurtigt for ham. Du lytter til.
SaraBovinPodcast. En podcast som handler om at være et menneske i krise, i kærligheden og i en verden i konstant forandring. Dagens afsnit er den første del ud af to episoder, og du kommer til at møde en kvinde, som gennem længere tid har mærket, at noget har forandret sig i hendes ægteskab. En dag finder hun et langt sort hår i sengen, og pludselig må hun forholde sig til frygten for, at hendes mand har en affære eller måske endda et hemmeligt liv.
Der er 24 år gammel, har færdiggjort mine studier og har startet min første virksomhed. Og jeg bor i Bangkok. Ved at skalere den til Asien, så jeg lever livet i Bangkok med på Khao San Road og drikker cocktails og har det sjovt. Som backpacker og jeg er i gang med den første virksomhed. Han virker sådan lidt reserveret, hvilket jeg nok lidt misforstår som arrogance. Hvor jeg senere hen finder ud af, at han han er ret genert. Men jeg er nok lidt en challenge i det. Jeg synes han er en flot fyr og tænker, at ham vil jeg gerne lære bedre at kende. Og han virker sådan lidt lidt utilnærmelig på en eller anden måde, men jeg får blodet ham op, og så kysser vi den samme aften på min fødselsdag, og så bruger vi en hel uge sammen dag og nat i Bangkok. Og så skal jeg faktisk hjem til Danmark efter at have boet dernede i en længere periode. Men så går mit fly hjem til Danmark, og så tænker jeg, at jeg aldrig ser ham igen.
Det var sådan en rejse fling, men så holder vi kontakten, og han tror det er. 3 4 måneder efter tager han hjem til Irland, og så besøger jeg ham der, og så blev vi kærester.
Hvad var det ved ham som du forelsket dig i.
På en eller anden måde? Hans nærvær og tilstedeværelse, når jeg var sammen med ham. Han var bare sådan meget. Når vi var sammen, var han meget sammen med mig. Så var han ikke alle mulige andre steder, så man følte sig meget set. Så kan jeg huske, at han ret hurtigt fortalte allerede den første uge i Bangkok fortalte han mig om hans store familie hjemme i Irland, og hvor meget han værdsatte dem og brugte tid med dem. Og jeg fornemmede bare rigtig hurtigt, at han havde nogle gode værdier og meget roligt menneske. Jeg kan godt have gang i mange ting selv og have store ambitioner og måske være lidt flyvsk og sætte gang i flere ting på samme tid. Og han var ligesom bare sådan en klippe, en rolig klippe og være sammen med. Og jeg følte mig enormt meget i ro, når jeg var sammen med ham.
Du tager hjem til Danmark, og I begynder at skrive sammen igen, og så tager du til Irland for at besøge ham. Hvordan er det at komme til Irland og se ham igen?
Han var jo kun 23 år, tror jeg på det tidspunkt. Han boede stadig hjemme, så det var noget med at møde hans far. Første gang jeg kom og besøgte ham, så det. På en eller måde blev det meget hurtigt meget seriøst mellem os, fordi hans bedsteforældre bor lige i huset ved siden af, så dem var jeg også inde og møde. Det blev meget hurtigt. Sådan her er hende jeg mødte, da jeg var ude at rejse, og nu skal vi være kærester. Og så var jeg bare super spændt, kan jeg huske på det hele.
Hvordan bliver I kærester?
Jamen, det blev vi der. Jeg besøgte ham og var derovre i en uge, og så ved jeg ikke, om det er på vej ud til lufthavnen. Det er i hvert fald i forbindelse med, at jeg skal hjem igen, at vi begge to er sådan, det er. Jo, det er jo det. Det skal vi bare det her. Det var vi bare ikke i tvivl om. Nogen af os. Ja.
Så I bliver kærester.
Vi bliver kærester, og så tror jeg, der går, hvis jeg husker rigtigt, tager to tre måneder, så flytter hen til Danmark, og vi var. Vi var godt med på, at det gik lidt hurtigt, så vi var sådan, jeg kan huske. Vi tænkte, at vi skal ikke flytte ind i en lejlighed sammen, så han startede med at bo i en lejlighed selv eller lejede et værelse, og jeg boede på, men det gik ikke særlig lang tid. Så fandt vi en lejlighed sammen på Nørrebro. Og så flyttede vi. Vi endte sammen. Jamen, så går de næste år både med bare at være rigtig meget os to sammen, fordi han jo netop ikke havde så meget netværk eller familie omkring sig, så vi lavede bare alting sammen. Vi rejste meget sammen. Vi ville rigtig gerne ud og opleve hele verden, så vi rejste både i Asien og Afrika og Mellemamerika og havde også flere længere udenlandsophold, hvor vi boede rundt omkring. Så vi var bare rigtig meget på eventyr sammen.
Hvad var det, I to kunne sammen?
Det var meget sådan en. Jeg var enormt forelsket i ham, og jeg kunne mærke meget tydeligt, at han også var det i mig. Det var sådan meget følelsen af at være den eneste kvinde i verden, når jeg var sammen med ham. Jeg har aldrig set ham kigge på en anden kvinde eller søge kontakt på nogen måde til andre. Det var sådan som en ubetinget kærlighed. Jeg kan huske, jeg havde ret hurtigt sådan en følelse af, at jeg kan tage 30 kilo på eller miste begge ben. og du elsker mig stadigvæk. Det var meget sådan en følelse. Han fyldte mig op ad. En meget ubetinget kærlighed. Det hører måske også med, at han var min første kæreste, og han havde også kun haft sådan noget useriøs ungdoms folkeskole noget før mig, så jeg havde nok heller ikke så mange referencer til, hvad det ville sige at være i et forhold. Men jeg kan huske den der følelse af at have min person. At det var sådan vi var hinandens person. Hvis det giver mening.
Den mand delte alt med og var enormt fortrolig med, at det var det.
Så jeg havde ligesom de samme drømme om at se verden og tage ud sammen. Og ja.
Jeg er fuldstændig. Jeg snakkede også om, at hvis vi en dag stiftede familie, og det var det, vi gerne ville sammen som familie også. Jeg tror måske også, det ligger lidt i DNA'et i forholdet, når man Det kan det i hvert fald gøre for nogen. Når man kommer fra to forskellige lande, så bliver der helt naturligt nogle samtaler om, hvor man skal bo henne. Og vi var helt klart også åbne over for at flytte til Irland. Ikke at bo der i en periode. Og jeg tror måske, at man kan måske godt blive en lille smule mere rodløs, når man ikke på den måde kommer fra samme base. Men jeg kan godt lide det der med, at man ikke sådan gror fast nogen steder, men flytter og flytter rundt. Og så ender vi faktisk med i stedet for at flytte hjem til Danmark. Så flytter vi hjem til Irland og bor så tæt på hans familie i et par år. Og jeg får arbejde derovre. Og vi får en hverdag op at køre der.
Og det var svært, synes jeg, fordi jeg savnede mine venner og familie. Men vi vidste ligesom også hele tiden, at det var sådan med en udløbsdato, fordi vi var ret enige om, at når vi ville stifte familie en dag, så ville vi gerne gøre det hjemme i Danmark, hvor der ligesom er bedre. Der var bare nogle parametre, som gjorde, at vi gerne ville ville hjem til Danmark, når vi skulle stifte familie. Men vi boede dog et par år, hvor jeg også kom enormt tæt på hans familie. Vi boede ved hans far i nogle i nogle måneder. blev vildt tæt med ham og hans og hans søskende også, og de fik børn også på det tidspunkt. Så blev også tante. Du ved, sådan nogle børn i familien at komme tæt på dem og sådan. Og så flyttede vi så. Inden vi flyttede hjem til Danmark, tog vi lige en tur til til Sri Lanka, hvor han så friede til mig. Så jeg kom hjem til Danmark med en en fin forlovelsesring på på fingeren og så da vi kom hjem til Danmark købte vi hus og flyttede ind der.
Jeg blev gravid. Sådan! Det var meget sådan tingene gik som vi ønskede, hvis det giver mening. Vi havde ikke nogen større kriser heller i vores forhold eller ting, der skulle fikses eller repareres. Det var sådan meget lykkelige.
Hvordan friede han til dig.
På stranden om aftenen, kan jeg huske. Vi var kommet hjem fra, har været ude at spise med nogle mennesker, vi havde mødt dernede, og så lagde vi os ned i nogle liggestole på stranden der sent om aftenen, fordi der var helt mørkt. Der var ikke noget lys. Der kunne man jo se hele stjernehimlen, og det var meget romantisk. Og så fiksede han en lille æske op af lommen og satte sig på knæ og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Så altså, jeg tror da, at jeg skulle til at sige enhver piges drøm, men der var i hvert fald langt hen ad vejen min drøm, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville giftes med ham.
Hvor lang tid havde I været kærester på det tidspunkt?
En 5 år eller sådan noget? Ja.
Så I kender hinanden rigtig godt.
Fuldstændig. Fuldstændig. Og den der tillid er helt bygget op, og man føler, at man kender hinanden som mennesker, har jo delt mange oplevelser sammen også på det her tidspunkt og set hinanden i mange situationer.
Og hvordan er livet så, da I kommer tilbage fra den rejse, hvor han friede?
Jamen godt synes jeg. Så flytter vi ind i det her hus, vi har købt, og så er det lige der hvor hvor Corona rammer og landet lukker mere eller mindre ned. Og jeg bliver også gravid og vi skal ligesom. Det er vildt svært for os at navigere i det her med at at landet lukker ned. Det er det jo for alle. Men min familie og meget af mine tætte venner bor i Jylland og hans netværk var jo i Irland, så vi blev meget isoleret i det der nye hus, som lå et stykke uden for København. Men jeg tror alligevel, vi havde været vant til at være meget bare bare os to. Også på alle de her rejser og sådan noget. Så vi var jo bare meget sådan en tosomhed. Jeg tror især det med at blive gravid og skulle stifte familie og så ikke kunne dele det med venner og familie. Men jeg synes, vi klarede det fint. Det var et planlagt graviditet, og vi var super glade i det, og han var meget involveret.
Jeg kan huske at downloade en app for kommende fædre, så han kunne følge med i, hvor langt jeg var og følge med i det der foster og senere babyens udvikling inde i maven. Så på den måde var han meget involveret i det, og vi glædede os. Ja.
Og så får I så jeres barn.
Så får vi vores barn. Jeg kan huske. Ja, det var stadigvæk peak Corona tid. Så det der med at komme op på på fødestuen med veer og vandet var gået og så få de der mundbind på og skulle vide, at man fik at vide, at vi skulle føde med mundbind på. Jeg kan bare husk, jeg rev det af. Var bare sådan. Det kommer jeg ikke til. Men der var meget Corona stemning stadigvæk, så vi måtte ikke få besøg på hospitalet og sådan noget. Men det gik fint. Så tog vi hjem efter et par dage. Både graviditeten og fødslen gik rigtig, rigtig godt. Jeg kunne ikke være gået bedre. Han var en kæmpe stjerne. Min min eksmand, der under fødslen også. Jeg kan huske langt hen ad vejen, da jordemoderen. Hun trådte bare sådan lidt ud til siden og var ikke rigtig med, fordi den havde vi bare os to. Jeg kunne ikke have haft en bedre oplevelse med at føde og sådan det var. Det var et stort øjeblik at dele med en person, man er så tryg ved og er så tæt ved.
Og så tog vi hjem efter en dag eller to, og så kunne min familie komme på besøg og se den lille baby. Men det kunne hans familie jo ikke rigtig. Hverken venner eller familie, og det var svært for ham. Ja, og jeg kan huske, jeg lavede sådan en. Jeg rakte ud til dem alle sammen og fik dem allesammen til at lave en lille videohilsen, og så klippede jeg det sammen og prøvede ligesom at skabe den der bro over til til hans hjemland. Men det var vildt svært under Corona at være isoleret fra dem, så jeg tror vores søn nåede at blive 4 5 måneder før vi kunne flyve over til dem.
Det var alligevel også noget tid ikke bare at blive forældre til ligesom at kunne dele det med resten af familien.
Der er mange. Der må være mange par, der har stået i noget lignende under Corona, hvor det var ikke lige sådan man håbede det ville være at blive forældre første gang og ikke kunne dele det mere. Der var jo heller ikke noget der vil dele barslen lige og tog 6 måneders barsel hver. Så igen, min eksmand var enormt involveret og var lige så meget med som mig. I forhold til nu går vi over til grød og hvad er det for noget? Og ja, alle de der ting, der nu er, når man er førstegangsforældre og tog de der 6 måneders barsel også, hvilket jeg tror var rigtig godt for vores søn, og han knyttede sig lige meget til os begge to. Jeg synes vi var gode i det sammen. Vi var gode til at støtte hinanden, og jeg kan huske allerede fra vores søn var 6 8 måneder eller sådan noget, begyndte vi faktisk lige så stille at få en babysitter ind over, så vi kunne være sikre på at have tid til hinanden stadigvæk. Det var enormt vigtigt for os og tog på nogle kortere dates og i en lang periode en gang om ugen for ligesom at være sikker på, at vi stadig huskede os to i det.
Hvad lavede I så så?
Nogle gange laver vi noget fysisk, og så tog vi ud og spillede en eller anden sport. Og tit tog vi ind til byen. Vi savnede lidt. Vi var flyttet ud af byen og det hus, og det synes vi begge to var sådan lidt isolerende. Tog vi ind og prøvede ny restaurant eller. Det var der, da landet begyndte at åbne op igen. Tog i biografen Eller bare det der med at huske at tage på dates. Det synes jeg, vi var gode til. Ja, og så tror jeg også, det var det, der gjorde, at vi fandt ud af, at vi havde været glade for at bo i huset og sådan. Men vi savnede byen for meget, så vi solgte faktisk huset igen. Og så lejede vi et rækkehus helt inde i København K. Og så længe man kun havde ét barn, kunne det sagtens lade sig gøre. Jo.
Og hvad havde I af drømme om jeres liv?
Det var meget sådan, at det der rækkehus inde helt inde i byen var lidt sådan et mellemstop, fordi vi så skulle lige ind og mærke byen og bruge byen, og så vil vi finde et nyt hus, men i et andet område end det vi først havde købt, fordi der var jo som er et område der ikke lige var var så godt til os i hvert fald. Så vi snakkede om at vi ville købe et hus igen, måske om et par år, og at vi ville have have flere børn, i hvert fald en mere og bygge vores familie. Og vi snakkede også åbent om, at det kunne også være vi skulle nogle år til Irland igen og bo, så man ligesom havde den der vekselvirkning mellem hvilken familie og hvilket netværk vi var tæt på, fordi det er svært. Altså jeg synes det er svært det der i i et forhold, når man ikke begge to er på hjemmebane. Så det blev også hurtigt mig, der stod for mange ting, fordi når han ikke kunne sproget. Så når man skal købe et hus og sælge et hus og melde ind i vuggestue og alt mulig post fra det offentlige, og det bliver bare sådan lidt hurtigere og nemmere, at jeg bare gør det.
Og det kan jeg godt lide. At skabe en ulighed i forholdet, der kan være ret svær. Så det snakkede vi bare åbent om, at det kunne godt være, at man skulle, at han skulle være på hjemmebane lidt senere hen. At vi skulle bo derovre igen. Ja. Jeg havde bygget en virksomhed op, som jeg havde solgt lige efter vi var flyttet ind til til byen og havde tjent nogle penge på det. Og vi har også tjent nogle penge på det hus, vi havde solgt, så vi tog nogle af vores fælles, det vil sige den fælles gevinst vi havde fået fra huset og investeret i den virksomhed, han var en del af, hvilket også tegnede til at give et fint afkast på ret kort sigt, så jeg kunne se vi havde en ret konkret snak om, at der bliver aldrig et bedre tidspunkt end nu til bare at hive stikket i begge vores jobs. Vi har økonomien til det, og vores søn skal ikke starte i skole lige foreløbig, og så tager vi et helt år ud, og så rejser vi jorden rundt og besøger alle de lande, vi gerne vil.
Sammen med vores søn og rigtig meget af det der med at få brugt en masse kvalitetstid som familie, mens man kan. Det der med at der starter en skole rutine for ham. Så det var faktisk ret konkret, at vi havde sat dato på for, hvornår vi ligesom begge to ville sige op på vores jobs. Og vi har lavet en opsparingskonto til det og var begyndt at snakke om, hvilken rute vi skulle skulle flyve rundt i verden og begyndte at kigge ind i nogle communities rundt omkring. Man kunne blive en del af, hvor der også var andre børn, sådan så det var sådan ret konkret. Og så glemte jeg lige at nævne, at vi også blev gift. Jo, han havde sat en ring på den finger der. Så vi holdt et kæmpe stort bryllup. Det var mens vi stadig boede i huset. Jeg tror, han inviterede over 60 mennesker, der fløj over fra fra Irland, altså venner og familie. To dages bryllup uden for København. Og det var meget snak om, at det bliver den eneste gang i livet, tror vi, hvor alle vores venner og familie ligesom alle sammen kommer på samme tid og kun kan mødes.
Så vi besluttede os bare for, at det skulle være en kæmpe fejring af vores forhold og vores lille familie. Og det var totalt drømmebryllup to dage ude på sådan et gammelt gods, og det var bare en kæmpe, kæmpe oplevelse. Ja.
Hvordan var han? I løbet af de to dage.
Det føltes som om, at hans liv også gik som han ønskede. Så siden det er første gang jeg mødte ham, havde han bare været meget sådan, at hans største ønske og drøm i livet var også det her med at få bygget en familie. At det var ligesom kernen i det hele. Og det var også det, han selv er vokset op i. At det er lige som det skal være. Altså, jeg er lige der, hvor jeg skal være. Det var bare rigtig fint. Han gav mig en lille halskæde og en gammeldags én, hvor man kan åbne. Og så var der et billede af mig og ham og vores søn, og vi har faktisk valgt ikke at få en rigtig præst til at komme ud og lave en. En formel vielse. Men vi har hyret en privat person ind, som havde interviewet os hjemme i vores stue om hvordan vi har mødt hinanden og hvilke værdier der var i vores forhold, og hvad vi vægtet højt hos hinanden, og hvor vi støttede hinanden. Og så holdt han den fineste vielsestale.
Så det blev en meget personlig vielse, hvor vores historie også blev remset op. Og det var både det. Han sagde, men også dét jeg sagde. Og det er ham her, giftefoged sagde. Netop fokus på, hvordan vi komplimenterer hinanden. At jeg kan godt have have store ambitioner og mange ting, jeg gerne vil, og sætte gang i mange ting og måske have lidt svært ved nogle gange lige at finde ned til jorden igen. Hvor er han? Han befinder sig nede ved jorden. Folk omkring os nævnte altid, hvordan vi virkelig komplimenterede hinanden så fint, fordi han netop sagde var, hvordan jeg også godt kan være med til at skubbe ham lidt ud i noget, der kan være lidt. Måske lidt ukomfortabelt, men det er også der han så rykker sig og har nok også hjulpet ham en del med og give input til skridt han kunne tage i hans karriere, som måske føltes lidt ukomfortabel. Men så gav han det et skud, og så gik det jo næsten altid godt. Men jeg er ikke sikker på, at han ville have gjort alene, og det har jeg mere end jeg tror også mange af de rejser og ting vi har lavet her, jo nok på en eller anden måde været min idé, men så har vi ligesom formet dem sammen og så fået det eksekveret sammen.
Men det er jo nok kommet ovre fra min side af bordet, og så har han været med på den, og der tror jeg måske ikke han havde været ville have været så meget på på på oplevelser uden mig, og det var meget det han nævnte også til brylluppet, at jeg ligesom fik skubbet ham på en god måde.
Vær fyldt dig op med allermest kærlighed i det han sagde til dig der.
Jeg tror, at den måde, han sådan får formuleret på, at mig og vores søn er hele hans verden. At vi er kernen i hans lykke, og at han ikke behøver andet end os to for at være lykkelig. Alt andet rundt om det er nice to have, og han er så lykkelig over for det er mig og ham har sammen. Og så den her perfekte lille søde søn. Vi har fået. Som er sund og rask og fuld af gåpåmod i livet. Det kan jeg bare huske, at det er den varmeste følelse. Det der med at vide, at der er et andet menneske, der bliver så lykkelig af at være en del af vores lille familie. Ja, jeg følte mig meget tryg i det, og jeg kan huske, jeg havde en følelse af, at jeg tog det for givet. Jeg kan huske, at jeg meget aktivt også i ugerne og månederne efter var meget sådan. Hvor er jeg heldig, at jeg har det her, men jeg har nok taget det lidt for givet, at det ville fortsætte.
Jeg har ikke overvejet den mulighed, at vi ikke skulle være sammen resten af livet, eller at det ikke skulle blive ved med at være, er at være trygt og godt.
Hvornår mærker du første gang, at der sker en forandring?
Halvandet år efter brylluppet. Der er det midt december, og han skal til julefrokost med arbejdet. Det går bare helt galt. Jeg er hjemme i Jylland med vores søn og ser nogle veninder og sidder på café med dem og sådan. Og han skal så til den her julefrokost, og er der noget med? Jeg kan ikke helt huske det, men han smider i hvert fald hans telefon væk i løbet af den der. De tager videre i byen og telefonen bliver væk, og jeg kan ikke få fat i ham dagen efter. Han ligger med migræne, men vi kan ikke den dag. Ja, du ved, det bliver sådan helt kaotisk omkring den der bytur. Han har tydeligvis fået drukket sig alt for fuld og har. Jeg kan huske jeg egentlig også ret bekymret, fordi det er midt december og der ligger sne, og når man så ikke kan få fat i den anden, ligger det ude i en grusgrav et eller andet sted. Eller er du væltet eller? Der er en masse bekymring i det også.
Men også lige noget praktik omkring at skulle finde den her telefon. Jeg kan huske at jeg snakker med en eller anden tysker, der har fundet telefonen ude på gaden, og jeg kan huske, da jeg kommer hjem igen, sætter vi os ned, og han har fået det godt igen, og jeg har sådan en snak med ham om, at det er virkelig svært for mig med den her bytur, når de løber løbsk på den måde. og det har der været nogle episoder med i vores forhold. Rimelig mange, at det er ligesom, når han først begynder at drikke alkohol i en social setting, har han rigtig svært ved at stoppe igen. Så jeg tror lige jeg har vænnet mig til i vores forhold, at når vi tager til store fødselsdage eller bryllupper, så ved jeg ligesom, at jeg aldrig kommer hjem med en kæreste eller mand, der er ædru. Jeg tror lidt jeg sådan og det kan jeg også spørge mig selv, Hvorfor? Jeg har jeg ligesom bare accepteret, at sådan er der, Sådan er det bare.
Og jeg ved ikke, om der er et element i, at han er fra Irland og sådan. Det ligger også lidt i kulturen, at jeg tror aldrig jeg har kendt til han har mødtes med hans venner hjemmefra, uden at det er centreret om alkohol. Så mødes vi nede på pubben og drikker øl, eller man tager til en eller anden sportskamp og drikker øl og sådan. Det er ligesom bare det, man mødes omkring, og det tror jeg ikke, jeg har vænnet mig til i løbet af de år, der. Sådan er det bare.
Er du så nervøs om aftenen, mens han er til julefrokost, er det sådan.
Ikke for andet end hans velbefindende. Det er sådanne tanker om, om han ligger et eller andet sted i sneen. Ikke om han har været et andet sted eller de tanker har jeg aldrig haft. Så der har også altid været fuld tillid i vores forhold. Jeg har aldrig haft nogle former for jalousi mellem os. Jeg kan huske, at vi tit har snakket om, hvor dejligt det er, at det bare ikke er en ting i vores forhold. På trods af, at vi egentlig begge to har gjort mange ting hver for sig. Også efter vi er blevet forældre. Jeg er blevet god til at give hinanden plads. Jeg har været på mange udlandsture med arbejdet, og han har jo forholdsvis tit gerne ville hjem og se venner og familie. Og jeg har aldrig tænkt, at der var noget, jeg skulle være nervøs for.
Men du begynder at tænke over, at det her med byture og den her måde at fortsætte med at drikke, selvom det måske er sådan.
Jeg kan i hvert fald huske på den et par dage efter den der specifikke julefrokost. Der har vi en snak om, at jeg kunne godt tænke mig, at han lærte at stoppe efter nogle få øl eller drinks, og især efter vi var blevet en familie, at det lægger for meget ansvar over på mig at skulle skulle både passe vores baby derhjemme, men også være bekymret for ham. Og er du væltet et eller andet sted, og hvor din telefon er? Manden er 33 år gammel. Det synes jeg lidt hører en anden tid til, at man bliver fuld på den måde, og det har vi en snak om, kan jeg huske. Men det er egentlig en okay snak, og han ved det godt. På en eller anden måde, at han siger også selv, at det gad han godt, at han kunne. Men han har enormt svært ved at stoppe, når han først drikker. Men så er det ligesom om, at det bliver katalysatoren til, at så går det bare ned ad bakke derfra. Han begynder at drikke to tre, fire gange om ugen Nogle også i hverdagene, og det er altid.
Du ved, en øl med en kollega efter arbejde og så bare ikke stopper. Så er han hjemme klokken 4 og 5 6 om morgenen. Også i din hverdag. Og det har jeg aldrig oplevet før. Og jeg kan huske de her skrækkelige aftener og nætter hjemme i vores rækkehus derinde i København, hvor han. Skriver til mig efter arbejde. Du ved, jeg går ud og tager en øl med en kollega og mig. Der tænker jeg ikke igen. Men jeg har også lyst til at stole på, at denne her gang. Der mener du det nok, når du siger du er hjemme til aftensmad, eller vi skal i seng? Og så sker det bare igen og igen, at jeg hører ikke fra ham efter klokken otte om aftenen. Jeg kan ikke få fat i ham. Så ja, jeg har altid skrevet sammen på WhatsApp. Så man kan se, når den anden læser ens beskeder. Og jeg kan huske, der er flere gange, hvor jeg skriver, at han skal komme hjem, at vi har brug for ham herhjemme.
Og efterhånden som der sker flere og flere gange, bliver det jo også beskeder om, at Jeg kan ikke forstå, hvorfor du vælger de her byture og det her alkohol over din familie. Vi har brug for dig herhjemme, og der er også nogle gange, hvor du er jo ikke særlig gammel. Han er stadigvæk lige blevet tre. På det her tidspunkt, så han får stadig noget mælk om natten. Og når han vågner og er utryg, og der er flere gange, hvor det er sådan, lavpraktiske ting, hvor jeg skriver til ham. Du er nødt til at komme hjem, fordi vi har ikke mere mælk. Eller Der var engang, hvor jeg var syg, og jeg ligger og kaster op. Jeg kan ikke også altså. Kom hjem. Vi har brug for dig, og jeg kan se, han ser de her beskeder og hans far bare ikke. Jeg kan ikke få fat i ham, og jeg ringer til ham. Og det er sådan en blanding af at blive vildt sådan både irriteret og såret. Men også bekymret, fordi jeg kan slet ikke genkende hans adfærd i det her og det her familiemenneske der.
Jeg ved, han elsker os, og jeg kan slet ikke genkende ham i det. Jeg kan huske specifikt det her med at James har altid sammen med hans familie haft sådan en app sammen der. Jeg tror den hedder Find my friends, hvor man så kan se hvor hinanden er henne. Og det har de bare altid. Jeg tror også de har rejst en del rundt i verden. Så det her med lige at vide hvad for et land du er i nu og sådan noget, så har han altid kunnet se hvor hans brødre var og hvor hans far var henne. Og også hans søskendes partner. Så da jeg ligesom havde været kæreste noget tid, så kommer jeg også med i den her app og kan også. Vi kan alle sammen se, hvor hinanden er. Det har vi. Det har altid været en familieting i hans familie. Og det er egentlig ikke fordi mig og James har brugt det meget med hinanden igen. Vi har ikke rigtig haft brug for at stå og tjekke, hvor hinanden var. Men den begynder jeg at kigge i.
Kan huske på de her byture. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, og jeg kan jo godt se, at den der lille blå dot der den viser han er på en eller anden bar inde i byen. Men den ligger ligesom bare sådan at snurre eller opdatere, som om den ikke er opdateret. Hvis det giver mening. Den ligger og loader, og jeg kan huske, jeg ligger der i sengen når klokken bliver midnat og den bliver 2 og den bliver 4 om natten. Og jeg ligger bare sådan helt. Jeg kan ikke forstå hvorfor han ikke svarer hvor han er henne, og bliver enormt bekymret. Egentlig også. Jeg tror det har stået på en måneds tid, og så sætter jeg ham ned en dag og spørger hvad Det gør jeg mange gange i den her periode. Men den her gang, der er det her, det holder ikke. Jeg kan ikke holde til det herhjemme. Eller den måde du lever på lige nu, hænger ikke sammen med at have en familie, og der kan jeg huske, at han kigger på mig.
Han ser næsten sådan lidt bange ud. Og så siger han til mig Jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg kan ikke mærke mine følelser for dig, og jeg kan ikke mærke mine følelser for vores søn. Jeg var helt tom indeni, og han prøvede at forklare mig, at det her med at tage i byen, det er en måde for at prøve at mærke sig selv eller en eller anden form for flugt væk fra den ubehagelige følelse, han har indeni. Jeg bliver selvfølgelig enormt bekymret, men jeg kan også mærke, at der på en eller anden måde et eller andet svar på hans opførsel. Jeg tænker, det lyder som noget, vi skal snakke med en psykolog om. Du har det ikke særlig godt, og han siger også, at du ved, at vi havde været hjemme i Irland henover julen, og der siger han også, at han var. Han kunne ikke mærke sig selv, og han kunne ikke mærke nogen glæde ved at se hans familie eller være hjemme, hvilket normalt er noget, vi glæder os til.
Så vi besluttede os for at tage sammen til psykolog. Han spørger, om jeg vil tage med. Han har enormt svært ved det her med at skulle snakke med nogen, så han spørger, om jeg vil tage med, og vi booker en psykolog tid sammen, som egentlig er ved en parterapeut. Men for at jeg ligesom kan støtte ham i det, så tager vi derned. Jeg tror vi sidder derinde i to timer, og hun stiller en masse spørgsmål både til vores forhold og ham og mig og vores søn og sådan. Og så tror jeg allerede efter en halv times tid, så kan jeg bare huske det med hun sådan kigger på os og er sådan. Det her har ikke noget med jeres forhold at gøre. Jeg kan tydeligt mærke den her store respekt, de har for hinanden, og at de har et velfungerende forhold med nogle gode dynamikker. Og I elsker tydeligvis hinanden. Men jeg er bekymret for dig, James, siger hun så. Og så bryder han ret meget sammen. Indtil den her session. Og jeg kan tydeligt se, at han ikke han ikke har det godt.
Men han sidder du ved, ligesom også og bekræfter det hun siger, at det ikke har noget med os at gøre i vores forhold, men at han ikke har det godt. Og hun siger, at hun kan ikke sidde og diagnosticere på nogen måde. Men hun anbefaler, at han går til egen læge. Og det gør han dagen efter. Og så får han en diagnose, at det er en en medium depression. Og bliver henvist til en anden psykolog, som han selv kan snakke med. Jeg startede på antidepressiv. Og det er jo bare, det er vildt voldsomt at stå i som nærmeste pårørende. Det der det her med, at han ikke har hans eget netværk omkring ham. Altså rent fysisk. De er ligesom i et andet land. Så jeg føler enormt meget ansvar i, at det er mig, der skal støtte ham igennem det her. Og jeg kan huske den der vielsesring på fingeren, var jeg lige pludselig ret tungt. Altså den der følelse af, at det var det var igennem det gode og det dårlige.
Vi skulle være der for hinanden. Og det her er så vores. Altså, nu skal jeg være der for dig, og det vil jeg også gerne. Men jeg var allerede ved at være lidt slidt her på grund af de der mange ture med alkohol, og det fortsætter også selvom han starter op på antidepressiver for meget klart at vide, at han ikke skal drikke alkohol sammen med de piller. Det gør han stadigvæk, og det er enormt svært at se en man holder så meget af, være selvdestruktiv på en eller anden måde ikke kunne. Han kunne ikke få vendt det for sig selv. Det var vildt hårdt. Og så ændrer han enormt meget adfærd derhjemme. Han virker meget kold, når han er hjemme. Lukket og fraværende, når han er sammen med vores søn også, hvilket gør ondt i ens moderhjerte, fordi man er sådan. Man vil jo gerne have at han bruger tid med ens søn, men det skal jo også være godt samvær, og han er sådan han er rigtig meget på hendes telefon, hvor han bare scroller ligegyldige ting, og jeg kan huske om natten eller om aftenen.
Han kan ikke sove, hvis han ikke ligger og lytter til et eller andet lydbog eller har tændt for fjernsynet. Hans. Han virker bare ikke til at være et godt sted i hovedet, og det er enormt svært at se for mig. Og samtidig er der alt det praktiske og hverdagen med en 3 årig derhjemme, der bare er 100 %, falder på mig. Og jeg havde som sagt solgt min virksomhed på det her tidspunkt og var blevet var kommet med ind i ledelsen i den nye virksomhed, der havde købt min virksomhed og havde fået ansvar for nogle medarbejdere. Så det skulle jeg balancere ved siden af, og jeg brugte alle mine kræfter og så lidt mere bare for at få hver dag til at hænge sammen.
Og du ser, at din mand ligesom jeg, har været igennem en kæmpe forandring. Ja.
Han ændret sig bare fuldstændigt. Jeg kan huske jer, Jeg tror jeg har fundet ud af det. Meget af min coping mekanisme. Jeg har enormt meget brug for at finde forklaringer på, hvorfor hans adfærd er så anderledes. Så alle de her aftener, nætter, hvor tit? Så lægger han sig ned på sofaen og ligger og ser et eller andet. Fordi han siger, at han ikke kan. Han kan ikke slukke for hans eget hoved, hvis han ikke ligger og ser noget. Så jeg ligger oppe i vores seng, og jeg kan bare huske, at det er halve og hele nætter. Jeg ligger og læser blogposts og hører podcasts og læser artikler om både alkohol, misbrug, men også depression. Og får ligesom også fundet frem til, at der er ligesom noget, der kan være særlige kendetegn ved mandlige depressioner. At mænd kan reagere på en anden måde, når de bliver depressive end kvinder. Jeg finder en masse engelsk litteratur på det. Jeg læser mig ind i det og hører britiske podcasts omkring mandlig depression og finder egentlig en masse forklaringer på hans adfærd via de her videnskabelige artikler, hvis det giver mening.
Og prøver også netop bestilt en masse bøger hjem fra Amazon kan jeg huske, fordi sådan og prøver sådan lidt og så se om han har interesse i at læse noget, eller om han læser noget af det og siger, at han godt kan genkende sig i det. Men han er bare enormt svær at nå ind til, kan jeg huske. Og han kommer, så han går nede ved hende her psykologen og beder mig tit om at tage med. Ikke ind til sessionen, men om jeg vil sidde og vente, når han kommer ud. Så det får vi sådan ligesom en rutine i, at jeg venter, når han kommer ud for de sessioner, vi enten går en tur eller drikker en kop kaffe. Og han deler ligesom det, han har lyst til. Men jeg føler ligesom, at han også. Altså, han vil gerne læne sig op ad mig i det og det. Jeg kaster bare alt, hvad jeg har i hænderne for at være der. Og ender også med ikke rigtig at kunne passe mit job.
Det nye sted der. Fordi det der psykolog sessioner ligger jo på skæve tider og.
Du ligger vågen hele natten.
Jeg ligger vågen hele natten. Og så siger han Jeg er træt på et stadie, som man ikke forstår. Fordi en ting jeg lige har været gået igennem de to første år med en ny baby. Og i forvejen være lidt presset på det søvnmæssigt. Men det der, fordi det ligger der, ligger bare et kæmpe lag af bekymring i mit hoved. Og jeg vil så gerne fikse det. Jeg vil så gerne hjælpe ham.
Hvad er du bange for?
Jeg var. Jeg var bange for, hvor syg han var og kunne blive. Og så var jeg bange for. På grund af hans adfærd var så anderledes. Jeg var. Jeg var angst for, at vores familie var ved at glide fra hinanden, og man kunne blive sig selv igen. Jeg kan huske, at der er en, der en dag, hvor han skal hente vores søn fra børnehave, må have været på det tidspunkt, og han møder ikke op. Han kommer ikke, og det er første gang, hvor der er mange aftaler med mig, hvor han har aflyst eller ikke er kommet. Men det er første gang, hvor vores søn han ikke henter, og jeg henter vores søn, og jeg bliver helt vildt bange for, hvor han er og hvad han laver. Og det her er jo efter flere måneder, hvor hans adfærd bare er helt anderledes end hvordan jeg kender ham. Og det der med at han er helt kold og empati løs, og jeg kan slet ikke genkende ham og jeg.
Jeg er bange for, hvor dårligt han har det, og jeg kan huske, jeg sætter min søn om på bagsædet i bilen, og så sætter jeg et eller andet. Hjulene på bussen, på, mens jeg sidder på forsædet, og tårerne løber bare ned ad kinderne på mig, mens jeg kører rundt i København og prøver at tænke på, hvad fanden jeg skal lede efter ham hende og køre op forbi hans arbejde. Og der er ikke nogen. Lyset er slukket, kan jeg huske, at jeg ringer til en af hans kollegaer, en mandlig kollega. Jeg græder i telefonen. Jeg kan ikke finde ham, og jeg er bange, for jeg ved ikke, om han kunne finde på at gøre noget rigtig dumt, Og jeg ligger selvfølgelig ringer til James og skriver til ham, og han ser ikke beskederne, og han svarer ikke. Og til sidst kører jeg hjem foran vores rækkehus, hvor jeg tænker, at det kan jo være, at han er kommet hjem og er faldet i søvn eller har drukket sig fuld eller.
Så jeg må ind og se om han er der, og der kan jeg bare huske, at tanken sætter sig i mit hoved. Jeg sidder der med min søn på bagsædet af bilen og sidder og kigger ud gennem forruden på vores rækkehus, og så slår tanken mig, at jeg tør ikke gå ind med vores søn. Jeg kan ikke stå der alene med vores søn, hvis det vi finder derinde, da det ikke er godt, fordi. Ja nu bliver lige lidt berørt. Så ringer jeg til min storebror, som bor lidt uden for København, og han er helt med. Du ved i hele det her forløb, at ham han følger ligesom mig og James tæt i alt det her sygdom, så han siger bare Bliv hvor du er, Jeg kommer. Og så går jeg ind og kigger. Og det gør han han allerede efter et kvarter. 20 minutter, så kommer han, og så går han ind, og der er ikke nogen derinde. Men jeg tror bare, det er den tanke, som først fik sat sig i mig, at så er han selvmordstruet.
Hvor dårligt har han? Jeg kan slet ikke nå ind til ham. Der kunne jeg ligesom ikke skubbe den væk igen. Og jeg kan huske, at vi kommer ind i rækkehuset, og jeg og jeg bliver sådan. Du ved ikke voldsomt, at jeg bliver ked af det og lettelse, da vi kommer ind, og der ikke er nogen. Men jeg er stadig enormt bange for, hvor han er henne. Jeg kan huske, jeg sidder i vores køkken på gulvet og græder, og min søn kommer hen til mig og sådan Hvorfor er du ked af det, mor og giver mig en kæmpe krammer, og jeg siger at det er okay og mor bliver mor bliver glad igen og jeg er bare lige lidt ked af det. Jeg bliver glad igen, og så får jeg ham puttet, og han har det okay. Min søn er glad nok, og jeg kommer ned, og jeg kan bare se bekymringen og angsten i min storebrors øjne også. Og han har politiet i røret og har ringet til dem. Ikke for at lave en efterlysning eller noget, men for at sige vi har en.
Vi har et familiemedlem med dem her, som er svært depressiv, og vi kan ikke få fat i ham og vi. Altså hvornår i processen ringer man til jer? Hvornår? Hvornår skal man gøre noget? Politiet siger, at vi skal give det nogle timer, men at vi gerne må holde dem opdateret, og så går der måske en time eller to mere, og så kommer han gående ind ad døren, ædru og bare han er iskold. Han kan jo bare se mig og min storebror står der i stuen, ikk? Kæmpe øjne. Og hvor har du været henne? Og så virker han bare sådan ret afslappet omkring det. Jeg kan huske, at jeg tænkte sådan. Det er helt. Kan du ikke se, hvad det er, du lige har været skyld i? Eller sådan? Og så var han sådan. Men han kunne bare ikke overskue at hente vores søn i dag, og han har gået rundt i København i 6 timer, siger han. Han kunne ikke finde ro, så han siger, han har gået rundt, men der var bare et eller andet den dag, der ligesom også blev en skillelinje i, at jeg var så bekymret for ham, at en person kan ændre så meget karakter.
Og samtidig kunne jeg læse mig til de der artikler og lytte på podcasten, at det er jo sådan normal adfærd, når man er depressiv, at man kan lukke sig ned og blive helt kold og faktisk især over for ens nærmeste. Så jeg tror ligesom jeg fandt svar i det. Jeg havde rigtig svært ved at finde ud af, hvor meget han stadig drak, så jeg tror også, at jeg tænkte er der noget i den her adfærdsændring, der også kommer af et forhøjet alkoholforbrug? Men han ville ikke rigtig snakke om det. Ja. Og så sker der det nogle uger senere, at jeg at jeg kan huske, jeg står ude i vores køkken, og hans telefon ligger der, og så kommer der en notifikation op på telefonen fra Boligportalen, hvor vi har en fælles konto. Det er faktisk min e-mail. Vi logger ind, men så har vi ligesom et fælles kodeord, som er sådan James agtigt. Men der kommer ligesom en notifikation på hans telefon, hvor jeg kan se, at der er en samtale i gang inde i Boligportalen, hvor emnefeltet er kontrakt.
Og. Så åbner jeg hans telefon og kigger i den der besked. Og det var ikke engang sådan, at han. Jeg havde også hans kodeord, men vi havde sat hans telefon op til ansigtsgenkendelse. Både med hans og mit ansigt. Bare for at sige hvor meget tillid der var imellem os. Så jeg kunne bare åbne hans telefon med mit med mit ansigt, og han kunne det samme med min telefon. Så det er sådan. Der har aldrig været noget, vi har skjult for hinanden. Så jeg klikker mig ind i den her besked tråd. Så kan jeg se, at han har haft flere dialoger. Tre forskellige tror jeg med lejligheder i København. Og at han har aftalt, at jeg er ved at skrive under på en kontrakt til én lejlighed, sådan du ved, en kilometer væk fra vores rækkehus. Og han har ikke nævnt noget overfor mig. Og så tror jeg, du ved, Efter vi har puttet vores søn om aftenen, snakker jeg selvfølgelig og spørger ham, hvad det er for noget.
Hvordan reagerer han på, at du spørger ham? Jamen, sådan.
En underlig, ikke reaktion. Du ved ikke rigtig nogen reaktion på, at jeg har fundet det, eller at han ikke har delt det med mig. Eller mere bare sådan. Jeg synes, det er for hårdt at være herhjemme og kigge på dig og vores søn. Det minder mig om alt det, jeg ikke kan være for jer lige nu, så jeg har brug for at være mig selv i en anden lejlighed. Bare lige én to gange om ugen. Og jeg kan huske, at jeg siger det her med, at jeg synes, jeg kan læse mig frem til, når man er svært depressiv, at man ikke skal isolere sig, at man ikke skal trække sig. Jeg prøver at finde løsninger, du ved. Kan vi rykke rundt på nogle værelser i vores rækkehus, så du kan få dit eget værelse? Jeg kan sove med vores søn inde i vores soveværelse. Du kan gå ind og lukke en dør, og der er ingen forventninger til dig herhjemme, og du må gerne sidde deroppe og isolere dig.
Men jeg synes, det er en rigtig dårlig idé. Også fordi jeg havde det her in mente om, at jeg ikke anede, hvor han var med hans alkoholforbrug. Så jeg tænkte Du skal ikke sidde i en lejlighed selv, Men han var bare sådan. Det var bare det, han skulle. Og så kan jeg huske, at han delte med mig, at han havde snakket med en psykolog om det, og at de ligesom havde fundet det her fælles udtryk omkring den her lejlighed. Og det var hans svenske hytte agtigt. Et symbol på, at han havde brug for at trække sig ud et sted der kun var hans, og hvor der ingen forventninger var til ham, og at hun ligesom havde forklaret dem, at det kan godt være, at det er et nødvendigt skridt, inden han kan få det bedre. Jeg kan bare huske, at alt inden i mig strittede. At jeg var sådan.
Fordi jeg følte du.
Både, at han trak sig endnu mere fra mig og min søn, men også at jeg mistede kontrollen med at kunne hjælpe ham. At det her med, at hvis både depressionen var på det her tidspunkt, var den også blevet hedder det en opgraderet depression fra hjem fra mellem til svær, og han var trappet op på max dosis i det her antidepressive medicin. Og vi havde lidt sådan en vane med, at han ofte tog de der piller foran mig lidt som det var usagt imellem os, men jeg tror det var hans måde at vise mig på. Som du ved, jeg gør hvad jeg kan, for jeg viser ligesom dig, at jeg prøver at få det bedre og det der. Det følte jeg ligesom det vel sådan du ved siver ud gennem hænderne på mig. Den der lille kontrol jeg stadig havde med, At han gjorde nogle ting for at få det bedre, og jeg var virkelig bange for, at han ville sumpe helt ned i den der lejlighed. Han var også blevet sygemeldt fra hans arbejde på det her tidspunkt, så jeg tænkte Du kan jo ikke sidde i din lejlighed alene hele dage og være depressiv, og der er jo ikke nogen, der kommer til at stoppe dig i at kunne købe alkohol med hjem, og jeg kan bare huske det.
Det føltes bare slet ikke godt. Men han gjorde det, og jeg kan jo ikke sådan fysisk stoppe ham i at gøre det. Så det gjorde han. Og de her en til to dage om ugen blev bare hurtigt til fire fem dage, at han var væk fra os.
Jamen jeg kan slet ikke Ja det nogen af de der følelser, der er virkelig svære at dykke ned i igen. Men de her aftener og nætter alene i vores rækkehus er En ting er at igen at hele den der hverdags praktik med en 3 årig, den faldt på mig, men jeg kunne slet ikke få styr på mit hoved og finde op og ned i hvad der var gået galt, fordi vi var jo ikke engang begyndt at snakke om hvad der havde udløst denne her depression endnu. Jeg anede ikke hvorfor han havde det så dårligt, og den der følelse af, at hele mit liv bare lige pludselig var vendt rundt til noget, der slet ikke var lykkeligt længere.
Tog han så bare sine ting og flyttede dem over i den lejlighed. Eller hvordan?
Ja, sådan halvdelen af sine ting. Ja, og jeg kunne så en ting jeg studsede over der, og det var at han tog to stole med. Jeg kan huske jeg spurgte ham sådan Hvorfor skal du have to stole? Er det ikke kun dig der? var han. Det kan jo være min far kommer på besøg fra Irland eller sådan. Så tænkte jeg faktisk ikke så meget mere over det. Jeg kan bare huske de her aftener, hvor jeg sidder. Det er tit sådan, at han er hjemme nogle timer om eftermiddagen og ser vores søn og leger med ham. Og så er der en af os, der går op og putter ham op i soveværelset, og jeg kan bare genkalde det der med, at han kommer ned efter at have puttet vores søn, og at vi havde snakket om det i nat eller i aften. Der bliver jeg hos jer, og så kommer jeg ned. Og lige så snart jeg så hans ansigt eller hans øjne, kunne jeg se, at du er på vej ud ad døren, og jeg sad tit op og blev helt ked af det, fordi den her følelse af at.
Jeg forstår ikke, hvorfor du har brug for at trække dig på den måde. Men også lidt følelsen af, at han stod og kiggede på, at jeg var så ked af det og jeg på det her tidspunkt. Jeg var jo helt og ikke sovet i flere måneder, og folk var også begyndt at sige til mig, at jeg ikke så så godt ud længere og var blevet noget hulkkindet og helt grå i hovedet og mørke rander under øjnene og huske. Mit hår blev sådan helt stift, og jeg lignede ikke en der havde det godt længere. Og den her følelse af at han stod og kiggede på mig, sidde og græde i sofaen. Og så tog han sine ting og gik ud ad døren. Og han kan bare huske han sagde sådan. Jeg kan ikke være i det. Og så gik han. Og det skete jeg fire gange om ugen. 4 5 gange om ugen. Og så sad jeg der. Jeg kan bare. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så tit så ringede jeg til min storebror eller min bedste veninde eller min mor og bare græd med dem agtigt.
Og prøvede at sætte ord på, hvordan jeg havde det eller sådan. Mærke deres støtte i det. Og de synes jo det var helt absurd hårdt at se. De kunne bare se mig blive mere og mere en skal af mig selv. Det var også ved at være mange måneder siden, jeg havde gjort noget for mig. Der havde bare været fuld fokus på at være der for min søn. Først og fremmest. Og så på at støtte James i det, han nu gik igennem. Men det var det, jeg gjorde de fleste aftener, og det var at have en af dem i røret for ikke at føle mig så alene. Og så de der nætter. Jeg kunne bare ikke sove. Og til sidst jeg så også min egen læge. Jeg begyndte selv at gå til psykolog og så videre. Min læge satte mig også på sovemedicin til sidst, fordi jeg var nødt til at få noget søvn, så jeg kunne passe min søn.
Men han kunne slet ikke vise nogen omsorg for dig eller forståelse for, at det var det samme.
Nej, jeg tror, det var næsten sådan kernen i den her adfærdsændring. Også fordi kontrasten var så stor fra den mand, han havde været i vores forhold. Hvor han var så omsorgsfuld og kunne Har ligesom også altid mine behov for øje og vil altid være meget opmærksom på, hvordan jeg havde det. Om jeg havde en god dag, og han var der virkelig også når jeg var ked af det, og hvis der var noget jeg skulle støttes i. Så kontrasten var så stor til at den der følelse af, at han kunne kigge på mig og se hvor ked af det jeg var, og hvor dårligt jeg havde det. Og samtidig kunne jeg tænke sådan. At jeg. Jo, jeg var jo uden tvivl den primære omsorgsperson for hans søn også i den her periode. Så det der med ikke at have mere fra hans side, mere forståelse for, at du gør det rigtig svært for mig at være en god mor også lige nu når du når du er sådan der. Men det var jo det jeg så igen.
Jeg endte med at sygemelde mig fra mit eget arbejde, så jeg kunne være der for min søn. Jeg var nødt til at sove om dagen også for at kunne være der til at hente ham om eftermiddagen. Jeg kan huske efter, at han ikke flytter, men efter han begyndte at være meget i den her lejlighed. Er der et eller andet instinktivt inde i mig også begynder at være sådan? Det her hænger ikke sammen. Min egen psykolog forklarer også det her med, at det ikke umiddelbart sådan normale depressiv adfærd at have overskuddet til at leje en lejlighed. Altså bare det at gå igennem processen med at finde det på boligportalen og skrive til dem og sådan. Det er ikke det, vi normalt ser som sådan adfærd, når man er svært depressiv. Nej, det kunne jeg også godt se. Og der var også nogle to gange I den her periode tog han på afsted på polterabend med nogle venner i Østeuropa, hvor han også drak og festede med dem. Og jeg tænkte sådan har man overskud til det, når man.
Og samtidig var jeg egentlig også glad for, at han havde overskud til at se nogle venner, og jeg vidste godt, at præmissen var, at det tit var omkring alkohol, når han så hans venner. Men der var bare noget. Der var flere ting, der begyndte at. Røre på sig inden i mig, hvor jeg var. Der er et eller andet her, der ikke hænger sammen. Og den der famøse den der lokations app tit når han var i lejligheden, så ligesom om den ikke rigtig virkede. Eller det der med at den stod og loadede som om den ikke var opdateret på hvor han var henne. Og jeg kan huske, at jeg flere gange havde lyst til både at bede ham om. Kan du lige sende et billede fra din lejlighed, bare lige er det der du er? Men jeg havde. Man har jo heller ikke lyst til at være sådan over kontrollerende. Og jeg havde virkelig. Jeg ville virkelig gerne give ham den her plads til hans sygdom. Og han blev ved med at sige, at han ikke kunne mærke sig selv, og at han var depressiv og havde brug for plads.
Og så havde jeg jo heller ikke lyst til at være sådan all over ham. Og jeg kan huske, jeg tror det her er lidt før han flytter ind i lejlighed. Men der er en episode, hvor vi begge to er hjemme ved hans familie i Irland, Hvor han er faldet i søvn om aftenen, og vi ligger i samme dobbeltseng og den der telefon. Hans telefon ligger imellem os, og så åbner jeg den og går. Går ind og kigger i hans beskeder for at se. Er der et eller andet? Jeg tror det er mig der reagerer på, at der er et eller andet inde i mig, der begynder. Instinktivt at sige, at der er noget her, der ikke hænger sammen, og jeg kigger igennem i alle de apps, jeg ved, han normalt skriver beskeder. Der er ikke noget, jeg kan tænke. Nej, selvfølgelig er der ikke det. Det er ham. Og så åbner jeg Instagram indbakken, hvor han er ikke særlig meget på sociale medier, så jeg tænkte ikke, der ville være noget.
Men der var sådan noget. Men der var en tråd med en kvindelig kollega derinde. Hvad jeg ved, har han ikke sådan på den måde haft tætte kvindelige venner, men der var så hende her. Jeg vidste godt, at hun nogle gange var med i den der gruppe, når de var ude og drikke øl og sådan noget, og jeg havde egentlig bare tænkt Det er super, du er ved at opbygge et netværk i Danmark. Det er super og hende skal du også bare hygge dig med. Jeg glæder mig til at møde hende. Hun lyder sød, men det var så hende der var en tråd med, Men det var egentlig ikke fordi at de skrev om noget der var forkert, men det er mere når jeg kender ham så godt, at det der med at reagere eller like en anden besked med et hjerte fra en kvinde, det er sådan, det gør han bare ikke. Sådan er han ikke. Eller hvis det giver mening. Han er sådan en, der kommunikerer med mange emojis og hjerter og er kærlig på den måde.
Altså kun over for mig, så jeg kan bare husk jeg reagerede på det med, at han havde liket hendes beskeder med hjerter, og så var der et eller andet, der skrev noget med et eller andet. Men noget med en film om aftenen eller et eller andet, hvor jeg også tænkte Det lyder også mærkeligt. Og så sluttede han hans beskeder til hende med et lille X, hvilket igen kan virke som en lille ting, men det gør han ikke til andre end mig, og det betyder jo egentlig kys, ik? Så jeg vækker ham. der midnat eller et eller andet. Jeg kan huske, at hele mit indre er bare i sådan en. Det føles som om, at jeg falder ned igennem den der seng og bare falder og falder og falder. Og jeg spørger ham Hvorfor skriver du med hende her? Og hvad er det for noget? Og har det noget at gøre med hele den her situation, vi står i? Og han? Han ser bange ud, kan jeg huske. Han ser bange ud.
Og så kigger han ned på telefonen for at se, hvad det er, jeg kigger på, og så ser han på mig lidt mere roligt ud, og så siger han. Det er jo bare hende her fra arbejdet. Hun er jo bare endnu en i gruppen. Ja, vi har skrevet lidt sammen, og så kan jeg jo sige, at sådan har du det svært med det, for så stopper jeg da bare. Der er ikke. Altså, hun er ikke vigtig. Hende behøver jeg ikke at skrive med. Jeg falder ok til ro igen. Altså. Nå, okay, jamen så er det jo bare en veninde. Og jeg kan huske, at morgenen efter sidder jeg nede. Jeg sidder oven på hans fars køkkenbord. Vi er ved at lave en kop kaffe. Jeg kan huske, at han kommer hen og stiller sig mellem mine ben og holder fast om mig og siger Jeg vil bare lige sige igen, at hvis det er vigtigt for dig, at jeg ikke skriver med hende eller snakker med hende, så consider it done.
Jeg behøver aldrig at se hende igen eller skrive med hende. Det er dig og min søn, der er det vigtigste. Og det tror jeg egentlig gjorde, at jeg slog det hen igen. Også fordi der jo netop ikke havde stået noget vanvittigt forkert i de der beskeder. Jeg tror bare det. Og så sammenholdt med det her med, at han var så meget inde i den anden lejlighed og den der lokations app ikke virkede. Der var også nogle andre ting. Jeg kan huske, at han begynder tit at glemme at glemme sin vielsesring derhjemme. Han har aldrig gjort det før. Så når han tog af sted, så lå den nogle gange du ved på en kommode, og han sagde, at han tog meget på i den her periode, tror han tog 20 kilo på hen over de her måneder, så han sagde, det var fordi den var ubehagelig at have på. Hans fingre var blevet større, og den strammede. Nogle gange sendte jeg et billede af den til ham, kan jeg huske. Hey hey, du har glemt den igen, og jeg kommer lige hjem forbi og henter den.
Agtigt. Men jeg kan bare huske, at det var mærkeligt. Og så lige siden vi blev kærester. Har altid haft et baggrundsbillede af mig på hans telefon, og da vi blev forældre var det et billede af mig og vores søn, og der var også en dag. Kan huske jeg så en telefon, hvor han havde ændret det til et billede af ham og hans søn, og det kan virke som en lille ting, men det er sådan tror jeg bare, når alle de her ting de ligesom blev sat sammen. Og så kan jeg huske, at der var en en af de her famøse dage, hvor han sagde, han skulle ud og have en øl med en kollega. Og jeg kan bare huske, at jeg tænkte Jeg kan ikke. Jeg kan ikke tage en nat mere, hvor du ikke kommer hjem. Så jeg sagde Jeg tager ud med vores søn. Jeg tager ud til min storebror og sover min søn og vores søn med. Jeg kommer hjem igen i morgen. Jeg kunne ikke være i de der aftener og nætter længere, og da jeg så kommer hjem.
Jeg kommer lidt tidligt hjem kl. 9. allerede tror jeg dagen efter, da er han allerede nede i stuen, og så kan jeg huske, at jeg. Jeg har bare sådan en følelse indeni. Det var vildt mærkeligt, men sådan en instinktivt, jeg følte bare der havde været nogen i vores rækkehus der. Så jeg kan huske jeg går ovenpå og går rundt i soveværelset og badeværelset. Og jeg går hen til puden i vores seng og lugter til den. Jeg kan ikke lugte noget, og da jeg løfter puden, der ligger der et langt mørkt hår. I sengen og jeg er selv rimeligt lyshåret.
Her slutter første del ud af to episoder. Hun står nu tilbage med det lange sorte hår og en mistanke, der kun vokser I næste episode kommer du helt tæt på hendes mands hemmelige liv. Hvis du gerne vil støtte podcasten og mit videre arbejde, så kan du gå ind på min hjemmeside og den hedder www.SaraBovinPodcast.dk Og husk at du faktisk også kan gå ind og abonnere på min YouTube kanal, der hedder Sara Bovin Podcast, og så får du automatisk besked hver gang der udkommer et nyt afsnit af podcasten. Og som altid, så er du også meget velkommen til at skrive til mig på Instagram eller på Facebook, eller hvis du vil skrive noget længere, så kan du gøre det på mail. Den hedder altså
[email protected] Og så vil jeg bare sige tusind tak fordi du lyttede med.
